Voksende modstand mod krigen i Libyen
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 05/30/2011
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Krigen i Libyen er gået i stå, der må ske noget for at NATO kan komme ud af dødvandet. Oprørerne er ikke i stand til at erobre Tripoli, og Gaddafi kan ikke generobre Benghazi, så længe NATO støtter oprørerne. Næste skridt er indsættelse kamphelikoptere. Det er stadigvæk ikke landtropper, der kommer i spil, men det ligner, og risikoen for tab for NATO stiger. Hvad mon det næste skridt så bliver?
Og mens krigen er gået i stå, stiger antallet af civile ofre. NATOs intervention er ikke længere en humanitær indsats, men indblanding i borgerkrig.
I FN-resolutionen, der ligger til grund for NATOs militære intervention, var et krav om øjeblikkelig våbenhvile et af hovedpunkterne. Hvornår har NATO tænkt sig at acceptere forhandlinger om dette, som Den Afrikanske Union faktisk har fremført på Gaddafis vegne. Den libyske premiereminister, Al-Baghdadi Ali al-Mahmoudi, har meddelt, at hans regering er klar til at forhandle en ny forfatning med oprørerne.
Hvor længe vil den danske regering fortsætte bombninger i Libyen i stedet for at lægge pres på sine NATO-partnere for at få gang i disse forhandlinger?