Denne tekst blev bragt som Spids i P1 Morgen for nogle år siden, men den er en aktuel kommentar til de militære løsninger, der i alt for mange år har plaget verden. Tillykke med 17. maj, Norge og Hurra for ikkevoldelig civil ulydighed!

I dag for 191 år siden fik Norge sin grundlov og det bliver fejret efter alle kunstens regler med folkeoptog med flag og hornmusik i spidsen lige fra Kirkenæs i nord til Kristiansand i syd. Der er noget mere drøn på den norske grundlovsdag end den danske.

Hvordan kan en grundlov dog være så interessant? Lad os skrue tiden tilbage til 1814. Det dansknorske tvillingerige havde den femte januar ved freden i Kiel måttet lide den tort at afstå Norge til Sveriges kong Carl Johan. Det var prisen for at holde på den forkerte hest under Napoleonskrigene.

Napoleon havde på det tidspunkt endnu ikke mødt sit Waterloo. Krigen var ikke slut, så Europas store nationer havde andet at tænke på end hvordan forholdene i Skandinavien nu skulle ordnes.

Dette var Norges store chance for atter at blive et selvstændigt rige. Den 20. februar sang svenskerne Te Deum i Stockholms kirker som tak for Norges erobring, men allerede dagen før havde den danske statholder, prins Christian Frederik, taget det første skridt bort fra unionen med indkaldelse til en grundlovsgivende forsamling.

Den 10. april samledes repræsentanter for hele Norge på Herregården Eidsvoll. Der blev nedsat en komite, der skulle udarbejde et forslag til grundlov, og den 17. maj 1814 blev den nye grundlov underskrevet.

Den var inspireret af den franske revolution og var en af verdens frieste. Samme dag blev Christian Frederik valgt til norsk konge.

Dermed var friheden nu langt fra vundet. Carl Johan satte sin hær ind, og den kunne nordmændene ikke stille så meget op imod.

Carl Johan var nu mere interesseret i en fredelig løsning. Han havde forstået, at den norske modstand var en folkesag.

Det ville koste både blod og penge at vinde Norge, og et land der var erobret med militærmagt ville ikke være til megen nytte for Sverige.

Resultatet blev, at Norge fik lov til at beholde sin forfatning, men måtte acceptere svensk overhøjhed. Den norske nationalfølelse var imidlertid vakt, og den kom til udtryk på mange måder. En af de mest spektakulære var fejringen af den 17. maj.
Det passede ikke Carl Johan og han forsøgte at kvæle frihedsytringerne. Men studenterne lod sig ikke kue.

Så bad han sin statholder om at holde øje med hvem som deltog i 17. Maj festerne. Studenter kunne nemlig straffes ved ikke at få embede, mens embedsmænd eller statsansatte kunne afskediges.

1827 fejrede studenterne dagen med at afsynge den nye nationalsang, Sønner av Norge i nærvær av en større folkemængde. Det fik kongen til at afskedige statholderen og det følgende år kom han selv til Christiania for at kontrollere hvad der foregik.

Folket holdt sig i ro, men politiprotokollerne kan berette om personer som blev anholdt på grund af uhæmmede hurraråb.

Carl Johan var alligevel tilfreds med udviklingen. Han slap for at give de svenske grænseregimenter ordre til angreb. Det sidste demonstrerede til fulde alvoren i situationen.

1829 besluttede studenterne at gøre 17. maj til en årlig festdag. På løbesedler og slagord på Christianias mure opfordrede de folk til at markere grundlovsdagen og om aftenen samledes en tusindtallig folkeskare på torvet hvor de sang og råbte hurra.
Politimesteren besluttede at gribe ind for at genoprette ro og orden og kavaleri med skarpladte våben og trukne sabler fik ryddet torvet.

Efterhånden som tiden gik, opgav myndighederne imidlertid deres modstand mod fejringen af 17. maj og nordmændene holdt deres drømme om rigtig selvstændighed i live.

I 1905 skete det så endelig. Der var indbygget en musefældeklausul i forfatningen, som til sidst blev den formelle årsag til at unionen blev opløst.

Den afgørende faktor i opløsningen var imidlertid, at det norske folk ønskede selvstændighed så stærkt, at det var umuligt for Sverige at ignorere. Og denne selvstændighedstrang blev holdt ved lige af 17. maj festerne.

På den måde blev ikkevoldelig civil ulydighed en afgørende faktor på Norges vej mod selvstændighed. Det endte så fredeligt, at Norge kunne vælge den danske prins Carl som konge under navnet Haakon den VII, og allerede i 1914 mødtes kongerne fra Danmark, Norge og Sverige til nordiske kongemøde.

Det kan man da kalde en lykkelig slutning.
Tænk hvis Carl Johan havde besluttet at invitere nordmændene med i en union med Sverige ved hjælp af bajonetter.

Det er ikke altid at militære løsninger virkelig løser noget.