Osama bin Ladens død: Mission accomplished
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 05/3/2011
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
USA’s begrundelse for i sin tid at gå ind i Afghanistan var at få fat i bin Laden. Nu er det lykkedes, så nu må krigen vel være slut.
Bin Laden er uskadeliggjort – før hans nyresygdom gjorde det af med ham, og det har nok ikke været så vanskeligt at finde ham. Hans sygdom krævede dialysebehandling, så alene sporing af dialyseapparatur og medicin har gjort det let. Desuden har USA jo tætte forbindelser til den pakistanske efterretningstjeneste, der har styr på alt på disse kanter.
Og så må det jo heller ikke glemmes, at han var en uhyre farlig mand med en verdensomspændende terrorvirksomhed med aktive celler i Nordafrika, Tjetjenien, Tajikistan og Bosnien samt træningslejre i Sudan og Philipinerne. Det har været en kæmpemæssig udfordring at finansiere alle disse aktiviteter og hvordan mon de har fået penge? Er alle de mange millioner mon sendt i kontanter pr kurer?
Hvis det er sket som man ellers ordner betalinger over grænserne, nemlig via bankoverførsler, har det været let at følge hans aktiviteter og dermed spore ham og for den sags skyld lukke for pengene. Hans død rejser mange spørgsmål. Hvilken rolle har han egentlig spillet for den amerikanske udenrigspolitik, bortset fra da han var CIA-agent i Afghanistan?
Han var en nyttig skydeskive, da krigen mod terror blev erklæret af Bush efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Siden har verden været plaget af krige i Irak, Afghanistan og nu Libyen. Holder det da aldrig op – og hvor længe har Danmark tænkt sig at hænge på?
