Denne gang handler det ikke om aviser og TV og IT – alt det, man kalder medierne, fordi de har det med at dyrke borddans og se spøgelser. De er ganske vist en del af katastrofeindustrien, men langtfra den mest betydningsfulde. Og her ser vi ganske bort fra nærværende avis (Bornholms Tidende), som er en af de få, man nu til dags kan læse fra ende til anden uden at få ondt i maven af forskrækkelse.

Bornholm er også på det punkt en velsignet ø, for her kan man engagere sig i samfundet uden at det absolut skal dreje sig om verdens undergang. Men efterhånden som galskaben tager til derude i det, de andre kalder virkeligheden, kan der være grund til at kaste bare et enkelt blik på, hvad det egentlig er, de går og brygger sammen.

Da det nu er USA, som er førende på området, kan man naturligvis ikke nøjes med mindre end fire, umiddelbart truende katastrofer. De er, i vilkårlig rækkefølge:

Verdens stigende temperatur, også kendt som klimaforandringerne.

De stigende oliepriser, som skyldes mangel på olie til at fremskynde klimaforandringerne.

Sammenbruddet af verdensøkonomien, fordi olien bliver for dyr.

Den tredje verdenskrig, som efter manges mening allerede er startet, og som også har noget med olie at gøre.

Som om det ikke var nok med katastroferne i Irak og Afghanistan og udsigten til, at atommagten Pakistan bliver en islamisk republik (var det for resten ikke meningen med Pakistan fra begyndelsen?), samt de mindre omtalte forfærdeligheder i Darfur og Somalia. Samt dem, ingen medier snakker om, for eksempel epidemien af kombineret tuberkulose og HIV, som næste år formodes at koste 9 mio. mennesker livet (men den truer med at brede sig, så måske hører vi om den til næste år).

Det skal huskes, at brutto-nationalproduktet stiger, når en stat bliver ramt af katastrofer.

I en artikel fortalte Naomi Klein for nylig, at der i USA er opstået en ny slags forsikringsselskaber. For et minimums-indskud på 50.000$ og en fast ydelse på 15.000$ om året forpligter disse selskaber sig til at bringe den forsikrede i sikkerhed med luksus jetfly fra enhver katastrofe – tsunami, jordskælv, orkan, you name it – til genhusning på sikre femstjernede hoteller, til det hele er overstået. Man kan også forsikre sin ejendom, men det koster selvfølgelig mere. Under de voldsomme skovbrande i Californien deltog adskillige brandkorps med avanceret specialudstyr fra disse forsikringsselskaber – dog kun for at redde forsikrede ejendomme. Dem ved siden af fik lov at brænde ned.

Den slags forsikringer tegner man naturligvis kun, hvis man har råd – og hvis man ved, at der snart indtræffer en katastrofe. Men hvordan kan man vide dét? Det kan man vel egentlig kun, hvis man har været med til at fremkalde den. I Californien peger de seneste undersøgelser af brandene på, at de kun blev til en virkelig katastrofe, fordi spekulanter havde tjent milliarder på at udstykke brandbælter i skovene til attraktive villa-områder.

Det er naturligvis småting i sammenligning med klimaforandringer og den slags. Men hvis man har ladet sig overbevise om, at det er os, der får klimaet til at ændre sig katastrofalt, er det nærliggende at tænke, at nogen gør det med vilje.

I hvert fald, hvis man har en tilbøjelighed for at tro på sammensværgelser.

De færreste mennesker tror på, at man kan styre vejret. Ikke desto mindre er det, hvad USA og andre har forsøgt siden 2.verdenskrig, og den kinesiske regering meddelte i april, 2007, at man havde fremkaldt det første, menneskeskabte snevejr over byen Nagqu, ganske vist i Thibet, hvor det sner ret ofte. Det skete som led i en række kinesiske vejr-eksperimenter igennem de senere år. Metoden synes at være den samme, som amerikanerne brugte allerede 1947, da de prøvede at bombardere en orkan, som var på vej mod Georgia, med jodsølv-partikler. Senere prøvede man det samme i Vietnam, for at få det til at øsregne over Ho-Chi_Min-stien, så Vietcong transporterne kunne drukne i mudder.

I dag er man gået over til at bruge nanoteknologi, dvs. ekstremt små indretninger, på størrelse med støvkorn, der skydes op i orkaner og andre vejrsystemer for at aflæse, hvad der foregår. Hensigten er at kunne styre den slags systemer mod udvalgte mål og at kontrollere deres kraft.
 
Men det mest berømte og berygtede blandt os, der har en tilbøjelighed for sammensværgelser, er et meget stort antenne-anlæg i Gakona, Alaska. HAARP, hedder det, hvad der står for High Frequency Active Auroral Research Program, og det bygger på Nikola Tesla’s snart 100 år gamle forsøg på at overføre elektricitet gennem luften – altså trådløst. (Tesla var ham, der opfaldt vekselstrøms-generatoren).

HAARP blev startet i begyndelsen af 90’erne, men først nu er det blevet åbnet for offentligheden, selvom meget af forskningen stadig er hemmeligstemplet.

Hvad man ved, er at HAARP kan fyre massive udladninger af energi op i ionosfæren og opvarme og forandre et område på op til 45 km i diameter. Ionosfæren er et yderligt lag i jordens atmosfære, mellem 70-100 km oppe, som består af partikler, der er elektrisk ledende og ioniserede af partikel- og røntgenstråling fra solen.

Officielt drejer det sig om ren forskning. Man vil undersøge ionosfæren, fordi forholdene deroppe på mange måder påvirker vores militære og civile kommunikationssystemer. Folk med trang til flere kendsgerninger kan gå på nettet: www.haarp.alaska.edu/haarp/faq.html og blive oplyst.

Uofficielt går der vilde rygter. HAARP skal ændre retningen på jet-strømmen i de øvre luftlag og på den måde fremkalde store klimaforandringer. Andre påstår, at de kolossale udladninger fra anlægget påvirker vores hjerner og er et led i den amerikanske regerings forøg på at styre befolkningen, eller at anlægget er centret for et kraftig dødsstråle. Og skønt den slags lyder idiotisk, er selv akademiske eksperter (f.eks. fra University of Texas) forsigtige med helt at afvise dem. Der er trods alt tale om voldsomme udladninger af energi – ca. 3 millioner watt pr. gang – og de ændrer, om end kortvarigt, på forholdene i et område, vi ikke ved tilstrækkeligt om, bortset fra at det er vigtigt for livet på jorden. Dels beskytter det mod farlig stråling fra solen, dels kan det have indflydelse på vejret.

Men derfor er det da et stort spørgsmål, om det virkelig er nødvendigt at bruge 3 millioner watt til, nu og da, at få os til at støtte krige og andre ulykker – det plejer at gå meget godt, også uden elektricitet. Og hvad skal man med dødsstråler, når man har så meget andet?

Tilhængere af konspirationsteorier bruger gerne en meget enkel metode, når de tror, der er noget lusk på færde. De spørger Qvi Bono? hvis de kan latin, og det betyder: Hvem har fordel af det? Eller også siger de på nudansk: Follow The Money! Dvs. se efter, hvem der tjener på det.

Når det gælder de katastrofer, man truer os med, kan selv vores ærbødige Folketing i dag se, at DUC tjener uforskammet meget på oliekrisen – så meget, at de snakker om at genforhandle aftalerne om Nordsø-olien. Og når DUC tjener styrtende, er det givet, at milliarderne fosser ind i kassen hos de store olieselskaber. Samtidig må man undre sig over, at der flyves, køres, sejles og føres krig, som om der ikke var knaphed på olie. Hvad skal vi tro? Vi har jo ingen mulighed for at finde ud af, om olien virkelig er ved at slippe op. Det eneste, vi kan se, er at olieselskaberne og det storindustrielle landbrug (med biobrændsel) tjener styrtende på krisen.

Vi kan heller ikke vide, om klimaet ændrer sig på grund af vores allesammens overforbrug, eller om nogle regeringer fremkalder forandringerne ved tekniske indgreb. Det eneste, vi kan se, er at ingen regering gør noget effektivt ved det, man siger, er årsagerne. Betyder det, at nogen laver klimaet om med vilje? Eller betyder det, at alverdens regeringer er så bange for dem, der tjener på ulykkerne, at de ikke vover at gøre noget?

Eller betyder det simpelthen, at de er ligeså dumme som alle os andre?