Erhvervslivet hælder mere og mere til (Ny)liberal Alliance, og det er måske ikke så underligt, sponsorerne taget i betragtning. Erhvervslivets vilkår skal styrkes, hedder det i en imponerende annoncekampagne, så der bliver råd til velfærden. Det lyder jo fint – blot to spørgsmål: Hvordan skal erhvervslivet styrkes og hvordan bliver der råd til velfærd?

Erhvervslivet skal styrkes ved at sænke selskabsskatten og topskatten. Målet er, at skattetrykket skal sænkes med en halv procent om året - fra 47 procent til 43 procent frem mod 2020, hvilket svarer til 70 mia. kr. Anders Samuelsen understreger, at skattelettelserne er fuldt finansieret - pengene hentes blandt andet ved at reducere antallet af offentligt ansatte med 40.000, fjerne efterlønnen, indføre brugerbetaling, øge udliciteringen og halvere virksomhedernes støtteordninger.

Det er alt nok. Skidts med at den offentlige sektor maltrakteres. Hvis blot staten lader erhvervslivet være i fred og sænker skatten, så hokus pokus går det fint. Den teori er stadig fremherskende på trods af at finanskrisen har afsløret nogle grimme rustpletter på den brugte bil.

Anders Samuelsen lover os mere personlig frihed, hvis vi stemmer på ham, men hvem er ”vi” Han skriver i sin annonce, at højere skat betyder, at staten bestemmer mere, og borgeren mindre. Det er nu ikke sikkert, at det er så enkelt. Hvis fx et offentligt selskab bliver privatiseret, mindskes borgerens muligheder for at få indsigt og indflydelse i selskabets aktiviteter. Tænk bare på Københavns Lufthavn, (som Nyryp privatiserede…). Nu sender selskabet sit overskud ubeskattet ud af landet, og endnu vigtigere: Vi har ingen demokratisk indflydelse på, hvordan denne vigtige infrastruktur udvikles i samspil med Danmarks øvrige udviklingsplaner.

Et andet eksempel: DONG. Det er måske stadig offentligt ejet, men aktiviteten er lukket og uden for borgerens indflydelse. DONG udnytter sit monopol til at kræve forudbetaling af os som forbrugere, og vi kan ikke forhindre det. Det er den form for frihed, Anders tænker på. Frihed til investorer, men ikke borgere som dig og mig  – mere marked – mindre borger

Så lover Anders Samuelsen frihed til at disponere selv. Fint nok, men det forudsætter at man har noget at disponere over – igen hvem har glæde af den frihed? En velfærdsmodel, der målretter ydelser mod dem, der ”virkelig har behov”. Ja tak. Det har vi haft før. Det var ikke særlig morsomt at få efter trang. Og de steder hvor man har forsøgt den metode har man erfaret, at “Welfare for the poor is poor welfare”.
 
Anders skriver, at ”der altid vil være folk, der holder af at gå i takt. Underforstået, at det ikke gælder Liberal Alliances vælgere. Jeg skulle hilse og sige, at jeg heller ikke holder af at gå i takt – især ikke med Anders Samuelsen.

Og jeg tror ikke, at jeg vil købe hans alt for brugte bil.