Endnu en gang bliver Afrika invaderet. I kolonitiden stod det afrikanske kontinent for skud, da europæerne kom dertil for at stjæle ressourcer og slaver. Senere kom Den Internationale Valutafond & Co. for at ‘rette op’ på fattigdom, korruption og dårlig økonomistyring med krav om strukturtilpasning. Bag det ret tekniske begreb gemte der sig liberalisering, privatisering, fyring af offentlig ansatte, udsalg af ressourcer… og i de fleste tilfælde: endnu mere fattigdom.

Nu er kampen kommet til den afrikanske olie. Specielt USA og Kina, men også Frankrig optrapper deres tilstedeværelse for at få fingre i det sorte guld. 30 procent af verdens nyopdagede oliereserver findes på Afrika’s vestkyst og det er ofte “sweet” råolie dvs. nemmere at raffinere og forarbejde. Desuden er transportomkostningerne for USA mindre end fra Mellemøsten.

I disse dage ser USA desperat på at Kina bygger infrastruktur og yder lån til afrikanske lande, uden at stille krav til eller spørgsmålstegn ved styreform eller menneskerettigheder. Kina er fuldstændig åben omkring det faktum at de bare vil have olie og gerne vil yde omfattende kompensation. De kritiserer også USA (og Europa) med rette, for kun at fokuserer på menneskerettigheder og ‘good governance’ når det passer ind i det store billede.

I 2007 nedsatte den amerikanske regering så, under Forsvarministeriet (!), AFRICOM, der har hovedsæde i Tyskland og er oprettet for:

 “better enable the Department of Defense and other elements of the U.S. government to work in concert and with partners to achieve a more stable environment in which political and economic growth can take place. U.S. Africa Command is consolidating the efforts of three existing headquarters commands into one that is focused solely on Africa and helping to coordinate US government contributions on the continent.”

Amerikanske embedsmænd forudser at en fjerdedel af landets olie i fremtiden vil komme fra Afrika. Men USA vil ikke dele med Kina der konstant får brug for mere og mere olie. Kampen er sat i gang. Spørgsmålet er bare hvad afrikanerne selv får ud af det. Ikke meget ser det ud til. De olierige lande har ikke brugt olierigdommen til at forbedre befolkningens vilkår og korruption, vold og miljøkatastrofer er fulgt i kølvandet på udvindelserne. Desuden går de jobs der bliver skabt til udlændinge og overskuddet til pirater, korrupte embedsmænd – og udenlandske investorer.

Hvis der ikke bliver ændret ved tingene, sætter det bare endnu engang en tyk streg under at Afrika’s forbandelse er dets ressourcer.

Læs mere her >>>