Nu begynder andre historier fra Libyen at dukke op, fx den rystende reportage i Information i dag om afrikanske lejetroper, der viste sig at være uskyldige gæstearbejdere, der var blevet kidnappet af oprørerne. Den historie passer kun alt for godt med beretninger om racistiske massakrer på afrikanske gæstearbejdere under det påskud, at de var lejesoldater. Fx har en tyrkisk anlægsarbejder til BBC berettet om, hvordan han blev vidne til at 70 arbejdere fra Chad blev slagtet med økser

Krigen ligner mere og mere en borgerkrig, hvor en række NATO-lande har besluttet at gribe ind med det mere eller mindre klare formål at støtte et ”regimeskift”.  Dermed er krigen ikke længere lovlig i folkeretslig forstand. Og det bliver samtidig mere og mere klart, at den heller ikke lever op til sit formål om at beskytte civilbefolkningen. I takt med at krigens parter bliver mere jævnbyrdige, stiger de civile tab og dermed forbundne lidelser.

Så meget for humanismen, for det bliver mere og mere klart, at de store aktører hele tiden har haft andre dagsordner end hensynet til civilbefolkningen. Ud over olien og Libyens geostrategiske placering på verdenskortet er der et hidtil upåagtet forhold, som det nok var værd at overveje.

Det er Gaddafis panafrikanske ambitioner og hans ønske om at styrke afrikansk enhed over for udenlandsk dominans bl.a. gennem støtte til frihedsbevægelser. Det er velkendt at eksempelvis ANC i Sydafrika skylder Gaddafi stor tak for støtte på et tidspunkt, hvor de stod temmelig alene i deres kamp mod Apartheid.

Dette afrikanske engagement har længe været en torn i øjet på mange libyere især i det østlige Libyen, der føler sig mere i slægt med Levantens arabere og ikke deler Gaddafis panafrikanske drømme. Desuden er det her, størstedelen af Libyens olie ligger, og derfor ønsker man en anden fordeling af olieindtægterne.

Og så er der al Qaeda. Det nordøstlige Libyen er ifølge en rapport udarbejdet på det amerikanske militærakademi, West Point, al Qaedas største leverandør af terrorister og selvmordsbombere.

Se også denne kilde >>>

Al Qaeda hader Gaddafi på grund af hans revolutionære tolkning af Koranen. Oprørernes højborg, Benghazi har traditionelt været et centrum for reaktionære islamistiske bevægelser, der ligesom al Qaeda har baggrund i saudisk Wahhabisme og Salafisme. Disse grupper er rasende over Gaddafi’s nytolkning af Islam og hans afvisning af udvendig religiøs praksis i form af lovbestemte ritualer og påbud. Han har udfordret deres reaktionære udlægning af Islam med ideen om, at enhver muslim er ”kalif” og dermed ikke behøver Ulema’en til at fortolke Koranen. Det svarer til den lutherske forestilling om det almene præstedømme, der indebærer, at vi alle er lige for Gud og dermed ikke behøver en autoritet til at tolke biblen for os.

Vi i Vesten betragter Gaddafi som en utilregnelig despot, men for millioner af mennesker i Asien, Afrika og Latinamerika er han en helt, en kammerat i kampen mod imperialisme og racisme. Det er begreber som vi stort set har glemt i den vestlige verden, og det er måske en af grundene til, at vi har så svært ved at forstå, hvad der er på spil i Libyen.