Regeringen pynter sig med lånte fjer
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 11/14/2007
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Hvor længe skal vi høre på regeringens påstand om at det er den, der har skabt den økonomiske fremgang, mange danskere har haft glæde af i de seneste år
Æren tilkommer i høj grad de partier, der kæmpede for at olien og naturgassen fra Nordsøen kom det danske samfund til gode, og der har hverken Venstre eller De Konservative noget at prale af.
Ifølge et notat fra Energistyrelsen har nordsø-aktiviteterne været afgørende for dansk økonomi. Siden 1995 har Danmark haft overskud på handelsbalancen for olie og gas. I 2004 var overskuddet på handelsbalancen 19 mia. kr.- det største overskud siden 1995.
Og staten (det er dig og mig) har scoret ca. 10 mia. kr. om året og med en pris på 40 USD/tønde kan vi regne med ca 16 mia om året frem til 2009. Olieprisen er pt. mere end dobbelt så høj, så hu-hej hvor det går
Læs mere om Nordsø-aktiviteternes samfundsmæssige betydning i Energistyrelsens rapport ”Danmarks olie- og gasproduktion 2003”.
Og så er der jo for resten også vindkraften. Hvem var det, der satte gang i den? Ja det var i hvert fald hverken Venstre eller De Konservative. Det var danske ildsjæle og – jeg er ked af det - Tvind skal have sin del af æren, men også tusindvis af danske græsrødder, der kæmpede mod latterliggørelse fra borgerlig side a la: vindkraften kan ikke engang give strøm nok til at holde de danske vandsenge varme…
Regeringen har ganske rigtigt stimuleret økonomien ved at sætte turbo på det private forhrug – og nu er vi ved at drukne i samtalekøkkener. Tak for det.
Poul Nyrup valgte en anden vej med lige så stor succes. Han førte fra 1993 og frem en såkaldt aktiv finanspolitik – dvs. han hævede de offentlige udgifter. Resultatet var et kontrolleret opsving, der varede helt indtil 2001, og resulterede i et markant og stabilt fald i arbejdsløsheden.
