"Jeg er jo ikke psykolog, så jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg og sikkert mange andre skal nå så langt ud, før man reagerer. Men jeg blev konfronteret med, at jeg ikke er udødelig, og blev nødt til at tænke tingene igennem. Og prioritere. Dét vil jeg – dèt vil jeg ikke. Jeg ville være bedre til at leve mit liv. Kende mine egne grænser. Det var mit ansvar at spise sundt, at træne rigtigt. For mig handlede det om at tage mig selv alvorligt. Det ultimative, der kunne ske, hvis jeg levede forkert, var, at jeg skulle dø”

Så klart formulerede Stine Bosse sit valg, da hun fratrådte som direktør i Tryg/Vesta Koncernen, og satte dermed en standard for, at man undertiden må træffe valg, før tilværelsen gør det for én.

Arbejdet udgør et vigtigt indhold i de fleste menneskers liv, men det er også nødvendigt at kunne sige stop. På den måde er efterlønnen blevet en del af især Underdanmarks pensionsplan. Mange ufaglærte og faglærte nåede ikke at komme med på pensionsvognen. Stine Bosse og andre i den privilegerede del af befolkningen behøver ikke efterlønnen, men det er der andre der gør. 

Og selvom man går på efterløn betyder det jo ikke, at man holder op med at arbejde. Der er nok at gøre i det civile samfund, som frivillig, i foreninger osv. Og det kan vise sig at være mindst lige så meningsfuldt som det job, man havde og måske blev nødt til at opgive.