1880 udgav Paul Lafargue sit berømte kampskrift, ”Retten til Dovenskab” – nu genudgivet af forlaget modernetider.dk. Titlen var inspireret af samtidens arbejderkrav om ”retten til arbejde”. I Lafargues optik svarede det til at galejslaverne krævede retten til at ro.

Lige siden har arbejderbevægelsen - sideløbende med sit krav om retten til arbejde - kæmpet for at nedsætte arbejdstiden.

På Lafargues tid var arbejdet langt fra nogen velsignelse. Det var ikke ligefrem lystbetonet at skulle knokle 14 timer eller mere for en ussel løn. I dag ser det anderledes ud i hvert fald for den kreative klasse. Arbejdet er blevet livets mening.

Jeg er selv et af de privilegerede medlemmer af den kreative klasse og arbejder flittigt fra morgen til aften. Men det er ikke lønarbejde. Der er nemlig langt mellem arbejdsgivere, der vil ansætte en med mit personnummer.

Jeg arbejder frivilligt og ulønnet. Arbejdet bærer så at sige lønnen i sig selv. Det er meningsfyldt – ikke noget med at producere overflødige dippedutter. Forudsætningen for at det kan lade sig gøre, er min efterløn. Jeg har siden jeg som 60-årig blev ”tvunget” på efterløn nydt godt af en slags borgerløn eller mere præcist: en basisindkomst.

Jeg har fået frihed til at bruge min tid efter mit eget hoved. Jeg skal ikke stå til rådighed for andre. Jeg behøver ikke at stå med hatten i hånden over for en sagsbehandler/skrankepave.

Jeg er sikker på, at rigtig mange efterlønnere har det lige som jeg. De nyder friheden. Er det så slemt? Ja! Det er nemlig fællesskabet, der betaler. Men hov, jeg har vel også gennem min skat betalt for efterlønnen på samme måde som jeg betaler til sygehuse, skoler, militær, politi osv.

Hvorfor skal det lige være efterlønnen, der skal stå for skud? Vi trænger i virkeligheden til en snak om ”Det gode liv”. Er lykken et liv fyldt med gadgets? Hvorfor skal vi producere så meget.

Det er jo fordi vi skal have råd til velfærden. Men hvad er velfærd egentlig?

Det gode liv er ikke noget, der optager dagens politikere og regnedrenge. De økonomiske model-akrobater har erobret den politiske debat. Det er på tide, at vi begynder at diskutere hvor politikken skal bringe os hen.

Jeg og mange med mig har oplevet arbejdsfrihedens velsignelse, dvs. friheden til at arbejde med det, der giver mit liv mening. Og for resten er der mange efterlønnere, der gerne vil have et lønarbejde, hvis de kunne få lov. Hvad med at bruge lidt gulerod frem for den evindelige pisk.