Nobelkomiteen har i år til den kinesiske regerings store irritation valgt at give fredsprisen til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo. Resultatet har været en optrapning af styrets kontrol- og undertrykkelsesapparat.

På den baggrund kan man spørge, om Nobelkomiteen traf det rigtige valg?

Kina kenderen, Clemens Stubbe Østergaard, Århus Universitet mener nej. Han peger på tre faktorer, der taler imod valget:

Liu er temmelig ukendt i Kina, så imod de mægtige fjender, han har skaffet sig, står han meget alene. Hans indsats vil derfor ikke få den store betydning for en forbedring af de demokratiske rettigheder i Kina. I første omgang snarere tværtimod. Han er et elitefænomen uden folkelig opbakning. Det skal understreges, at han naturligvis ikke burde sidde i fængsel for fredeligt at publicere sine synspunkter,

For det andet, så har han med sin baggrund i 80-erne, da Vesten stadig blev opfattet som et forbillede i Kina, advokeret for et flerpartisystem efter vestligt forbillede. Det lyder sympatisk i vestlige øren, men opfattes modsat  i Kina, hvor han nemt kan associeres med dårlige kinesiske minder om udenlandsk indflydelse. At han samtidig har modtaget økonomisk støtte fra USA gør det ikke lettere for ham.

Hans bestræbelser på at indføre et flerpartisystem efter vestligt forbillede i Kina har vanskeligt ved at finde støtte blandt kinesere. Også i de kredse, der ligesom han arbejder for demokratiske rettigheder, betragtes han som problematisk. I modsætning til ham, arbejder mange af disse grupper for konkrete forbedringer af demokratiske rettigheder, men med afsæt i en kinesisk virkelighed

 For det tredje: Der er udbredt bitterhed i Kina over hele tiden at blive kritiseret og tilrettevist som et mindreværdigt land.

Men hvad kunne Nobelkomiteen have gjort, hvis den ønskede af henlede verdens opmærksomhed på problemer med  menneskerettigheder i Kina? Ja efter CSØ’s mening kunne man i stedet for Liu Xiaobo’s vestligt inspirerede onf-size-fits-all løsning, have kigget på nogle af de mange NGO-er, der faktisk arbejder på og er i stand til så at sige at anvende systemet mod systemet. De kan opvise resultater, men mangler penge og offentlig opmærksomhed. En pris til en af dem ville ikke blive opfattet som en trussel om regimeskift, og måske have større effekt.

Det mener altså Clemens Stubbe Østergård. Læs hele hans artikel her >>>