Endnu en gang oplever vi en valgkamp, hvor midterpartierne  - de partier som i årtier har kaldt sig selv de ”ansvarlige”  – kører i tomgang i forbindelse med alle de spørgsmål som  er afgørende for demokratiet og befolkningens velfærd nu og i de kommende år.  Måske tager jeg fejl,  men det ser ud til at der ”hen over midten” i dansk politik hersker bred enighed om at lade  støvet blive liggende under gulvtæppet.  Der har det ligget længe.  I samarbejde med medierne er der skabt et system, hvor det kun er en enkelt lille nullermand der en sjælden gang stilles til beskuelse.

Lige ved ”valgkampens” begyndelse  kom det frem i Politiken og Information (18. og 19.10.07), at politikerne i årevis har redigeret, syltet og censureret resultater vedrørende den globale opvarmning.  ”Kendt er det, hvorledes Anders Fogh og finansminister Thor Pedersen straks fra 2002 gennemførte massakrer på ”Aukens miljøimperium”  ved massive nedskæringer og afskedigelser, hvor man amputerede støtteordninger  og forskningsprogrammer for den vedvarende energi  samt bremsede store vindmølleprojekter,” hedder det i Information. ”I stedet satte man millioner af skatteyderkroner i Bjørn Lomborn som statsfinancieret ekspert.”   Resultatet er, at CO2-udledningerne er steget med 16,1 pct. fra 2005-2006 , sådan at vi nu ligger 8,9 pct. over niveauet i 1990 – milevidt fra Danmarks Kyoto-forpligtelse på 21 pct. reduktion i 2008-12,” skriver Jørgen Steen Nielsen.  Lomborg blev i sin tid markedsført i Jyllandsposten med flere helsides artikler og i Politiken hvis kronik-redaktion demonstrerede en ganske usædvanlig gæstfrihed overfor den unge mand.

Selvom jeg har fulgt den specielle danske håndtering af miljøproblemerne siden begyndelsen af 70erne og var bekendt med det, der nu er kommet åbent frem, blev jeg  rystet. Jeg var så ude af flippen, at jeg ikke en gang rigtig kunne forklare mig selv, hvorfor min reaktion var så ekstrem. Der foregår næsten uafbrudt noget,  man kan blive oprørt over. Kernen i denne grænseoverskridende agression bestod i at der ikke skete noget!  Det ene øjeblik hører man ”nyheden” om bedrageriet med vores miljø-politik (noget vi langtfra er ene om og som ødelægger vore efterkommeres livsbetingelser) det næste øjeblik ser man de stærkt iscenesatte ”debatter” mellem topgejlede politikere om ”populære” emner. De skal jo også samarbejde efter valget!  Hvis ikke der kommer en reaktion på denne maskerade, tror jeg at mange danskere vil miste håbet om at det overhovedet kan lade sig gøre at forhindre det barbari, der allerede er godt i gang.  

Denne samdrægtige løgnagtighed fik mig til at komme i tanker om andre eksempler fra det danske politiske liv.

Tvind-sagen!  Hvordan den radikale politiker Ole Vig Jensen fik en revisor til at levere en forfal gensket rapport om Tvinds regnskaber. Denne blev forelagt Folketinget som å dette grundlag vedtog noget så usædvanligt som en særlov: Tvindloven. Med alt hvad derefter fulgte. Umådelige beløb har været brugt på at bevise at Tvind har overtrådt den ene eller anden bestemmelse. I dag er Tvinds leder frifundet. Men takket være dette nummer blev mange gode institutioner og initiativer slået i stykker – gode, idealistiske mennesker mistænkeliggjort.  Ingen har såvidt mig bekendt givet den danske befolkning en offentlig undskyldning for denne skamridning af det såkaldte folkestyre anført af Det radikale Venstre og støttet af alle Folketingets midterpartier: De ansvarlige!

Borgerløns-debatten! En anden radikal politiker, Marianne Jelved, benyttede sit embede som økonomiminister til at få sit ministerium til at lave en karikatur af en beregning over hvad det ville koste at indføre borgerløn i Danmark: Trykt som kronik i Politiken. Modellen havde intet til fælles med de forslag borgerlønsbevægelsen diskuterede. Alligevel blev dens konklusioner næste dag citeret i lederne i næsten alle danske dagblade. Det virkede som aftalt spil, men var nok bare udtryk for den specielle danske version af ytringsfrihed. Pressen og midterpartierne havde hidtil ikke just været ivrige for at diskutere borgerløn. Der må have været en ægte frygt i toppen af det danske samfund for en model, der var så grundlæggende frigørende og demokratisk at mange også i Det radikale Venstre var interesseret i den. Medierne stod samlet: Det var næsten umuligt at få trykt en indvending mod Jelveds surrealistiske regnestykke.

Et andet eklatant eksempel på den specielle form for tvetungethed, der ofte samler alle de  ”ansvarlige” midterpartier, var de to afstemninger om den såkaldte Maastricht-traktat.  Samtlige midterpartier og masse-medier anbefalede  et  ja. Da jeg om aftenen på afstemningsdagen kom hjem fra udlandet var skiltet ”Velkommen til den europæiske union” allerede hængt op i Kbh. lufthavn. Men byen virkede lidt underlig. I mange vinduer var der stearinlys – på knejperne blev der serveret gratis øl. Et sted var der musik og dans i gaden: Et flertal havde sagt nej!  Definitivt!   Folkets stemme havde talt. Man kan jo ikke stemme to gange om den samme traktat. Samtidig havde Danmark vundet Europa-mesterskaberne i fodbold!  Stemningen mindede om maj 1945.  Men udenrigsminister Uffe Elleman Jensen rejste til Lissabon for at berolige ”vennerne” – vi skal nok klare det! SF, der længe havde været frustreret over altid at blive udelukket fra de parlamentariske beslutninger fik nu deres chance.  Sammen med SF blev der strikket et kompromis sammen der hed ”de fire undtagelser”. Danskerne skulle nu sige ja til nogle undtagelser de allerede havde sagt ja til ved at afvise unionstraktaten første gang. Undskyld, jeg havde nær glemt det! Ordet  ”union” var taboo: ”Union, union! Hvem taler om union?”, nærmest skreg statsministerfruen, den radikale Lone Dybkjær i hovedet på en uskyldig debattør der stillede et spørgsmål i en åben radio diskussion forud for afstemning nr. 2: ”Det er kun modstanderne, der taler om en union!” Det havde hun ret i. Det var jo EU vi blev medlem af. Forud havde man bedt landmændene overveje hvad der ville ske med deres 30-årige lån. Vi har jo demokrati.  Når vælgerne ikke stemmer korrekt den første gang, så får de en ekstra chance! 

Måske er det for kedsommeligt at minde om noget, alle ved uden at de rigtig lader sig mærke med det: At Danmark gik ind i Irak krigen motiveret af en påstand om tilstedeværelsen af masse-ødelæggelsesmidler. En påstand alle nogenlunde oplyste på det tidspunkt vidste ikke passede.  Statsministeren var ligeglad. Og vores folkestyre kan åbenbart  ikke forhindre den slags ”smuttere”. Efter den 1. Irak-krig der startede med konflikten mellem Irak og Kuwait, viste dansk TV den engelske dokumentar-film ”Løgne vinder krige”.  Det mindste man kunne have gjort havde vel været at genudsende filmen, før vi engagerede os  i krig nr. 2 i samme land v. hjælp af  nye løgne. Da det hurtigt blev klart, at de omtalte skrækvåben (oprindelig leveret af vores nærmeste allierede) ikke længere eksisterede, trak man på skuldrene. Vi er stadig i krig mod et land og en befolkning, der aldrig har gjort Danmark noget.  Tværtimod har de i årtier leveret os god og billig olie så vores bilisme kunne blomstre og give et eksempel til resten af verden på, hvorledes man på rekordtid kan få polerne til at smelte og vandet til at stige. Og A.P. Møller tjente godt. Den anden krig – den i Afghanistan, snakkes der mindre om. Her har man ikke en gang fundet det nødvendigt med et påskud for vores tilstedeværelse. Ligesom med Irak-krigen er der tale om en uprovokeret invasionskrig i modstrid med folkeretten. Noget lignende var tilfældet med sønderdelingen af Jugoslavien.  

Enhver der har tid, kan gøre beretningen om vore toppolitikeres lempelige omgang med sandheden så lang, at der ikke vil kunne findes tilstrækkelig spalteplads.   Længe har der været talt om ”politikerlede”.  Udover Enhedslisten er der kun Villy Søvndal fra SF som er modstander af krigene og endnu fremstår som troværdig. Ingen ved endnu, hvor langt han vil gå i håb om at ”være med” der,  hvor tingene sker!  Hidtil har SF beholdt venstre hånd i lommen, når der skulle skabes alliancer. Stem på Enhedslisten hvis højre hånd vil blive rakt til SF og Socialdemokratiet i det omfang sidstnævnte reelt ønsker at føre den politik, de nu reklamerer med.