Sådan udnyttes krisebevidstheden
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 09/3/2010
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
De to meget kendte og anerkendte økonomer - Joseph Stiglitz og Poul Krugman - har for nylig leveret en markant kritik af de europæiske regeringers spareplaner. I den anledning har de kaldt det såkaldte konvergenskrav (budgetunderskud skal være under 3 procent) for tilfældigt og ikke begrundet i økonomisk teori og erfaringer. Ifølge de to økonomer vil budgetnedskæringerne bremse det begyndende opsving eller føre Europa ud i en ny recession. I modsætning hertil anbefaler de i keynesiansk tradition en længere periode med en vækststimulerende finanspolitik og statslig intervention for at sætte skub i beskæftigelsen og nedbringe en alt for stor arbejdsløshed, der i deres optik kan sætte sig som strukturel arbejdsløshed.
Her overfor melder næsten alle de siddende regeringer i Europa - først og fremmest den tyske forbundskansler - og centralbankchefen, at hvis man skal finansanarkiet til livs, værne Euroens værdi og undgå at bringe hele Unionen i fare, er der ingen anden vej end at bringe statsunderskuddene ned under de forskrevne 3 procent. Og skattevejen er ikke farbar. Genopretningen må ske gennem nedskæringer i de offentlige udgifter og stram gældsstyring. Indenfor samme logik fremstår det som selvklart, at der ikke kan komme et nyt opsving uden finansiel stabilitet og et opgør med de offentlige udgifters eksorbitante belastning af BNP (driftsudgifterne nærmer sig 30 procent i gennemsnit). Der skal flyttes ressourcer fra det offentlige til forbrug og ikke mindst investeringer i det private erhvervsliv. I modsat fald vil økonomierne hænge fast i lavvækst, og grundlaget for velfærden svinde ind.
Heroverfor står altså Stiglitz og Krugmans kritik, men sagen er, at det ikke kun handler om økonomi. Det, der i virkeligheden er på spil er en plan om at udnytte krisen og krisebevidstheden til at skabe de samfundsmæssige betingelser for et skifte fra gældsdrevet kapitalisme til en "genindustrialiseret" vækst. Og her er den alt afgørende forudsætning et markant ændret styrkeforhold mellem kapital og arbejde i førstnævntes favør. Det handlede det også om i 1979, da Thatcher red første gang, og nu skal hendes ånd måske ride for anden gang blot med en anden rytter og hest i et mere radikalt trav, fordi hun og hendes efterfølgere kun løste opgaven halvt.