De konservative har nu definitivt sagt farvel til velfærdsstaten. Henriette Kjær slår ganske vist syv kors for sig og bedyrer, at det ikke er tilfældet, men mange års snak om besparelser, effektivisering, udlicitering osv. har sat sig sine spor, måske ikke så meget i serviceniveauet, som i befolkningens holdning og forventning til velfærden (- hvad det så er).

De fleste er nemlig villige til at købe argumentet, at der ikke er råd, og at det derfor er bedre at koncentrere indsatsen om dem, der virkelig trænger. Det er også let at se, at systemet efterhånden er overbelastet af bureaukrati og mærkværdigheder. Henriette Kjær har flittigt brugt et eksempel med to personer på en tandemcykel. De styrter og den ene får brud på hoften, mens den anden for skader på sine tænder. Hoften bliver betalt af det offentlige, mens udgiften til tandlægen er en privatsag. Det er der ikke meget logik i, og sådan kan der gives utallige eksempler.

Fokus fjernes fra det væsentlige, nemlig den universelle velfærdsstat, dette at vi alle har lige ret til ydelser fra det offentlige, fx folkepension og børnecheck

I de gode gamle dage var det sognerådsformanden, der bestemte, hvem der var værdigt trængende, men vi har også trangsbestemte ydelser i dag. Så skal en sagsbehandler ind over. Resultatet kender vi. De værdigt trængende bliver forvandlet til klienter, der med hatten i i hånden lader sig umyndiggøre. Taberfabrikken har Ole Birk Olesen meget rammende kaldt det. Den tendens vil blive forstærket.

Og de, der har råd, vil forsikre sig. Det gør de allerede i dag og det er blevet en blomstrende forretning. Lysten til at betale skat bliver mindre. Velfærden kommer under yderligere pres, skævheden i samfundet forstærkes.

Vi kan stadig bryste os af at være et af de mest tillidsfulde og tilfredse samfund i verden. Det har i høj grad noget med det universelle velfærdssamfund at gøre – trods alle de tåbeligheder, det efterhånden er belastet af. 

 Trykti Kristeligt Dagblad den 23. juni 2010