Det er snart et mantra, vi hører flere gange om dagen. Senest fremført af Asger Aamund søndag aften på Deadline. Han er en højt respekteret erhvervsmand. Han er en person, der lyttes til og derfor er der så meget desto mere grund til at sætte spørgsmålstegn ved hans. For er der hold i påstanden?

Han siger at den offentlige sektor sluger så stor en del af nationalproduktet, at der ikke er nok til den private sektor, der skal tjene pengene til samfundet.

På den baggrund er det besynderligt, at Danmark med en af verdens største offentlige sektorer samtidig har så imponerende en konkurrenceevne. For 2 et halvt år siden blev Danmark placeret på en tredjeplads kun overgå af Schweiz og USA.Det kunne man læse i den årlige rapport fra World Economic Forum, ”The Global Competitiveness Report”.

Der lader ikke til at være nogen særlig entydig forbindelse mellem Den offentlige sektors størrelse og konkurrenceevnen. Faktisk kunne man med lige så stor ret hævde det modsatte synspunkt, altså at den store offentlige sektor er forudsætningen for en god konkurrenceevne.

Hvad forstår vi egentlig ved begrebet ”Den offentlige sektor”? Ja prøv fx at se den som vores alle sammens forsikringsselskab. Vi betaler en præmie gennem det meste af vores liv og får til gengæld tryghed, sikkerhed, sundhed og forsørgelse, når vi bliver for gamle eller på anden måde uarbejdsdygtige. Hvis vi ikke havde den offentlige sektor måtte vi opfinde den.

Man kunne naturligvis også gøre som i USA, lade private forsikringer overtage en del af opgaven. Det har ført til at det amerikanske sundhedsvæsen er verdens dyreste. Og at millioner af amerikanere er ilde stedt, hvis de skulle gå hen og blive syge.

Danmark er et af verdens mest trygge og tillidsfulde samfund. Det skal man ikke sætte over styr med den slags fupargumenter, som Asger Aamund og andre bringer til torvs for tiden.

Trykt i Information 22. juni 2010