Ny Alliance’s Gitte Seeberg mener, at Anders Fogh har været en dygtig statsminister og ser ingen problemer i støtte hans fortsættelse på posten, men hvilke kriterier lægger hun egentlig til grund for sin bedømmelse. Var det dygtigt at sætte det europæiske samarbejde på spil til fordel for deltagelse i den amerikanske invasion af Irak, som ifølge FN’s generalsekretær var i strid med FN’s charter?

Var det dygtigt at Danmark hjalp CIA med at med at transportere fanger til tortur i hemmelige fængsler – og således blev medskyldig i overtrædelse af Genevekonventionen?

Tiden har vist, at det hverken var dygtigt eller anstændigt – og det sidste er måske det vigtigste.

Det Anders Fogh har været dygtig til, er at skifte kurs som vælgervinden blæser – at lukke huller inden de blev en belastning. Siden sin tiltræden i 2001 har han vendt en stribe nøglesager 180 grader, da de viste sig ikke at kunne holde.

Det mest frygtindgydende eksempel er Irak – et militært eventyr, der er endt som en humanitær katastrofe. Mens Foghs gode venner, Bush og Blair har haft store problemer med en kritisk offentlighed, er han foreløbig sluppet uskadt.

Et andet område, der nødigt skulle gå i glemmebogen, er energipolitikken. Den blev som noget af det første udsat for en veritabel massakre af den nytiltrådte regering, Efter 2001 blev Udviklingsprogrammet for Vedvarende Energi (UVE) fjernet og Energiforskningsprogrammet (EFP) beskåret til ukendelighed. En række bevillinger og tilskud blev fjernet, bl.a. mistede Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi på trods af en rosende evalueringsrapport hele sin bevilling. Men i Foghs åbningstale til Folketinget i 2006 lød der pludselig nye toner: Nu skulle Danmark skulle til at være selvforsynende med vedvarende energi.

Miljø- og klimapolitik fik i starten en ordentlig en over trynen. Fogh erstattede de eksperter, han ikke kunne lide med nogen, der passede bedre i hans kram. Et af de mere spektakulære var et nyt Center for Miljøvurdering kreeret specielt til hans darling, Bjørn Lomborg. Siden røg han ud i kulden og Anders Fogh valgte i stedet at posere for fotograferne med den grønlandske indlandsis som baggrund og bevis for hans interesse for klimapolitik.

Det seneste eksempel er de irakiske flygtningefamilier med børn, der nu får lov til leve et mere normalt liv uden for flygtningecentrene, hvis ellers Dansk Folkeparti giver lov. Den sag er nu stillet i bero til efter valget og om den er blevet lagt helt død, som Fogh håbede, er nu ikke sikkert. Det har Jørgen Poulsen fra Ny alliance haft mandshjerte nok til at gøre noget ved.

Pressens og offentlighedens hukommelse er kort. Et valg er regnskabets time. Det er vores eneste mulighed for at stille politikere til ansvar. Skal de kun bedømmes på deres ”dygtighed”, så er det rigtigt, at Andres Fogh har været dygtig – til at løbe om hjørner med vælgerne.

Men hvad med almindelig anstændighed og i det mindste et vist mål af troværdighed?