Nu går det atter fremad i USA - eller gør det?
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 04/7/2010
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Vi hører jævnligt at krisen nu har nået bunden. Nu går det atter fremad om end måske lidt langsomt. Man skal jo ikke spænde forventningerne for højt. Her forleden dag var det så beskæftigelsen i USA, der blev taget til indtægt for det glade budskab.
En af de sædvanlige cheføkonomer kunne proklamere, at beskæftigelsen i USA nu var i bedring. I marts var der skabt hele 162.000 nye jobs. Whauw
Robert Reich, der var arbejdsminister under Clinton kunne nu fortælle en helt anden historie. Det viser sig nemlig, at ud af de 162.000 nye jobs var et sted mellem 100.000 og 140.000 midlertidige jobs, der gik ud på at bistå med folketællingen 2010.
Det er der ikke meget hverken produktion eller eksport i, men det er da bedre end ingenting.
Siden starten på denne krise har USA mistet 8,4 millioner jobs for slet ikke at tale om, at der burde have været skabt yderligere 2,7 millioner nye jobs for blot at holde trit med befolkningstilvæksten. I alt sttår USA altså og mangler 11 millioner jobs.
Det varer nok lidt endnu før vi for alvor kan tale om at krisen er ved at lette.
