Signalpolitikken breder sig. Det handler ikke om løsninger, men om at signalere handlekraft og noget, der batter i vælgertilslutningen.

Forslaget om et burkaforbud er et godt eksempel. Hensigten med forslaget lyder besnærende. Burkaer og niqaber skal forbydes, fordi de er kvindeundertrykkende. At udbredelsen af disse beklædningsstykker viser sig at være meget lille, er underordnet. Om forbuddet faktisk vil have den tilsigtede virkning er der ingen der ved. At det muligvis vil have den modsatte virkning, er der ingen, der ved. Heldigvis forsvandt forslaget igen, men det nåede inden da at lægge beslag på uanede mængder af spalteplads.

Et andet eksempel er forslaget om at kriminalisere købesex. Socialdemokraterne og SF ønsker at udrydde sexarbejde – ikke ved at gå direkte efter de prostituerede, men deres kunder. Det lyder jo fornuftigt. Meget tyder på, at arbejdet som sexarbejder indebærer en stor risiko for fysiske og psykiske skader. Der er bred forståelse for. at noget må gøres, og så griber de to partier til det gode gamle middel: kriminalisering.

Men ingen ved i dag hvor stort problemet er. De svenske erfaringer med denne løsning er ikke lovende. Her har et forbud betydet, at de prostituerede har fået det værre i og med, at hele branchen er gået under jorden og dermed er blevet usynlig. Dog ikke for kunderne, der lige så let som før kan skaffe sig den betjening, de ønsker.

Signalpolitik, der i bedste fald ikke virker og i værste fald gør situationen værre.

Et tredje eksempel: Efterlønnen vil ikke dø. Den stikker jævnligt sit hoved frem i debatten. Senest med de radikales såkaldte genopbygningsplan. At vi nu står midt i en alvorlig økonomisk krise, der fuldstændig har ændret forudsætningerne for planen, lader ikke til at genere hverken de radikale eller deres venner i CEPOS og Det Konservative Folkeparti.

Deres plan vil imidlertid virke stik imod hensigten. Den vil resultere i øget ledighed og større underskud på statsfinanserne. Henrik Herløv Lund fra Den Alternative Velfærdskommission har beregnet, at en afvikling af efterlønnen vil tvinge flere til at stille op i arbejdsløshedskøen. Over en femårig periode vil forslaget øge arbejdsløsheden med op mod 50.000 personer og statsunderskuddet med op mod 10 mia. kr.

Stort set ingen - hverken politikere, økonomer eller journalister for den sags skyld sætter fingeren på det ømme punkt, nemlig at det er tom snak at tale om afskaffelse af efterløn.

Ønsket om at gøre det muligt at blive længere på arbejdsmarkedet deles af langt de fleste. Og der er mange muligheder for at gøre noget ved det. Da økonomien stadig kørte for fuld kraft, steg tilbagetrækningsalderen. Folk undlod at gå på efterløn. Hvorfor mon?  Fordi de fik lov til at beholde deres job – eller kunne få et nyt, hvis de blev fyret og dermed slap for at blive tvunget på efterløn, selvom de nærmede sig den famøse efterlønsalder.

Luk de 60-årige ind på arbejdsmarkedet. De vil gerne selv.

Og spar os for mere signalpolitik.