CEPOS har regnet ud, at vi aldrig har brugt så stor en del af vores BNP på velfærd som nu under en borgerlig regering. Det er dårlig nyheder for ægte liberalister.

Heldigvis er det ikke så slemt, så det lyder. Det går faktisk rigtig godt med regeringens nyliberalistiske projekt, der jo handler om at samfundet skal omdannes til et marked. Alt skal kunne købes og sælges. Alt skal gøres op i penge. Og så privatiseres. Det vil sige: Private virksomheder skal overtage opgaver, der før blev varetaget af det offentlige. De skal kunne tjene – helst gode penge – på at udføre det, der før blev udført uden fortjeneste. Hvordan der både kan spares penge og skabes overskud til en privat virksomhed, ligger lidt hen i tågerne. Sagen om privathospitalerne pynter ikke på den teori.

Men hvad så med de der tal, som CEPOS har regnet sig frem til? Noget tyder på, at det går lidt trægt med at få rullet staten tilbage.

Hvad der er endnu mere besynderligt er dog, at de mange penge, der bruges af den offentlige sektor ikke alle sammen bliver omsat til velfærd. De bruges til at udarbejde udbudsmateriale med henblik på privatisering, måling og dokumentation med henblik på udbud, måling og dokumentation med henblik på disciplinering og detailstyring af de ansatte, og så naturligvis overbetaling af privathospitalerne

Og hvad menes for resten med velfærd? Det er sådan et godt ord, ”VELFÆRD”. Det dækker over en række serviceydelser, men det er bestemt ikke alle ydelser, der ydes, så de opleves som velfærd.

Hvad for eksempel med at få knippelsuppe af politiet? Eller sende soldater til Afghanistan, eller købe nye kampfly, eller at skulle tage en højere uddannelse ved selvstudium, fordi ens lærer er blevet fyret

Kan man tale om velfærd, når mennesker tvinges ud i fattigdom på grund af starthjælp (mærkeligt ord for resten – der er ikke meget hjælp i ”starthjælp”)

Fortsæt selv.

Velfærd er et tålmodigt ord