Margrethe Vestagers seneste efterløns- mediestunt viser, at De Radikale stadig er svorne tilhængere af den nyliberale økonomi og ideologi. Man kunne ellers have håbet, at de ville komme til besindelse, nu, da finanskrisen eftertrykkeligt har afsløret den som det fantasifoster, den er.

Krisen medfører nemlig at De Radikales såkaldte genopbygningsplan vil virke stik modsat hensigten. Den vil resultere i øget ledighed og større underskud på statsfinanserne. Henrik Herløv Lund fra Den Alternative Velfærdskommission har beregnet, at en afvikling af efterlønnen vil tvinge flere til at stille op i arbejdsløshedskøen. Over en femårig periode vil forslaget øge arbejdsløsheden med op mod 50.000 personer og statsunderskuddet med op mod 10 mia. kr.

Også forslaget om halvering af dagpengeperioden vil indenfor den tidshorisont være virkningsløst på beskæftigelsen. Effekten af planen på længere sigt end 5 år er i bedste fald yderst usikker og i værste fald lige så ringe, hvis også den økonomiske udvikling efter 2015 bliver præget af svag økonomisk udvikling og "jobløs" vækst.

Den radikale genopbygningsplan er på trods af erklæret ”økonomisk ansvarlighed” ikke økonomisk, men ideologisk begrunde. Med planen insisterer de radikale på at være en del af den nyliberale dagsorden og løsningsmodel, som handler om tilbagerulning af velfærdsstaten. 

De Radikale har endnu engang markeret sig som et parti i splid med sig selv, værdipolitisk til venstre, men økonomiske endnu længere til højre end regeringen. Meget tyder på, at de er i fuld gang med at køre sig i stilling som fremtidige støtter til en VK-regering.

Nu må oppositionen holde hovedet koldt. Hvis Socialdemokraterne og SF begynder at sælge ud af efterløns- og dagpengeordningerne, kan de godt vinke farvel til en stor del af deres vælgere. Ingen rådne efterløns kompromisser – tak!

Læs Henrik Herløv Lunds artikel her >>>
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Genopbygningsplan.doc