Krigsforbrydere og bedragere?
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 01/22/2010
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Den hollandske statsminister, Jan Peter Balkenende har fået ørene i maskinen på grund af et hemmeligt brev fra Tony Blair, som den britiske ambassadør foreviste ham i god tid før invasionen af Irak i 2003. Hvad brevet indeholdt, vides ikke – det var jo hemmeligt og skulle leveres tilbage igen uarkiveret.
Det har muligvis handlet om Hollands eventuelle interesser i at være med i krigen. Resultatet af Hollands deltagelse har i hvert fald været, at Royal Dutch Shell nu har fået fingre i et af verdens største oliefelter, Majnoon feltet. Shell har i det meste af dette århundrede været dybt engageret i den irakiske undergrund kun afbrudt af den periode, hvor Saddam Hussein og hans Bath-socialister sad på magten.
Hollands støtte til krigen har dermed vist sig at være en overordentlig god investering. Kan det samme have gjort sig gældende for Danmark? Tja - Mærsk røg i hvert fald ind på top-ti listen over internationale leverandører til Irakkrigen og tjente milliarder. Og da Bush var på besøg i Danmark, var han til middag hos dronningen sammen med Anders Fogh og gæt engang - Mærsk McKinney Møller.
Det, der nu er spørgsmålet, er om Anders Fogh også fik et hemmeligt brev om krigen at se, før den startede? Det får vi bare ikke noget at vide om. Her i Danmark er vi nemlig ligeglade med, at vor regering ser stort på demokratiske spilleregler og almindelig anstændighed. Anders Fogh burde retsforfølges for sin mulige deltagelse i en ulovlig krig
Og i samme forbindelse om end i mindre format: Lars Løkkes mulige forsøg på at påvirke statsrevisorerne burde undersøges, og Claus Hjort Frederiksens dokumenterede vildledning af folketinget burde prøves ved en rigsretssag. Men det sker ikke, så længe et flertal i tinget ikke ønsker det.
Peter Brixtofte er en ren søndagsskoledreng sammenlignet med sine gamle venner i regeringen.
