Det har vi snart hørt nogen gange – med et forkølet lille forbehold for en sikkerheds skyld. Krisen er til at se en ende på. Ganske vist har vi nogen problemer med ledighed, og det er jo trist for dem, det går ud over, som Lars Løkke huskede at nævne i sin nytårstale.

I USA har Obama valgt at holde hånden under Wall Street, der nu er tilbage i den gode gamle stil og kan vælte sig i bonusser. Troen på, at det var nødvendigt at redde Wall Street for at redde økonomien for de almindelige amerikanere, har været udbredt ikke kun i USA, men også her. Betegnelsen af krisen som ”finansiel” understøtter den forestilling. Men betyder Wall Streets velbefindende i virkeligheden så meget?

Robert Reich, arbejdsminister under præsident Clinton mener nej. Krisen bunder i virkeligheden i USA’s reale økonomi og ikke primært i Wall Streets fiduser. Den almindelige amerikaner har fået skyld for at forbruge for meget og at gøre det for lånte penge. Sandheden er, at den almindelige amerikaner ikke fik del i den økonomiske vækst, som USA oplevede på grund af Reagans neoliberale økonomi.

Den blev forbeholdt de allerrigeste. Men almindelige mennesker fik så til gengæld lov til at låne pengene – så længe det gik godt. Det er slut nu, og der skal spares, siger Obama. Det vil sige, det er almindelige amerikanere, der skal spare. Det giver ikke meget vækst til den amerikanske økonomi. Så længe det kun er spekulanterne på Wall Street, der har penge, kommer der ikke for alvor gang i økonomien.

Det var uligheden, der var problemet. Og så længe der ikke bliver gjort noget ved den, kan ikke bare amerikanerne, men også vi andre kigge i vejviseren efter et virkeligt opsving.