Anders Fogh og demokratiet
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 10/10/2007
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
I sin åbningstale til Folketinget den 2. oktober fremlagde statsminister Anders Fogh planer for en styrkelse af demokratiet i Danmark. Anledningen var, at der desværre er dukket ”grupper af religiøse ekstremister, som ikke anerkender og respekterer de grundprincipper, det danske folkestyre bygger på.”
Anders Fogh har fået ros fra mange sider for sine forslag. Der er få, der har hæftet sig ved et par oplagte svagheder:
For det første regeringens eget problem med demokratiet, nemlig beslutningen i 2003 om at gå med i krigen mod Irak, der blev indledt i strid med folkeretten og FN’s charter – og på det spinklest mulige flertal. Det kan ikke kaldes respekt for folkestyret.
Og Anders Fogh skylder os stadig en ærlig snak om Irakkrigen, begrundelsen og ikke mindst det katastrofale resultat. Det er ikke udtryk for en demokratisk indstilling at nægte at se sandheden i øjnene og at affeje enhver kritik med et ”der er ikke noget at komme efter”, blot fordi han for tiden har et flertal bag sig i Folketinget.
Så længe Danmark optræder som en dikkende lammehale til USA’s fejlslagne politik i Mellemøsten, vil vi være særlig udsat for risiko for terrorhandlinger. Det fremgår af PET’s egne vurderinger.
Anders Fogh planer for demokratiet i Danmark ligner lidt for meget en statslig opdragelsesindsats, der klæder et gammelt veletableret vestligt demokrati dårligt. Det er betænkeligt, at staten ikke er tilfreds med borgerne og derfor ønsker at ændre deres holdninger. På den måde stiller staten sig over borgeren i stedet for at anerkende, at staten er borgernes tjener. Det lugter skidt og rimer dårligt med Venstres syn på frihed og forholdet mellem staten og borgerne.
Det, der virkelig ville tælle noget var at satse mere på nærdemokrati, foreningsliv og demokratisk samtale i stedet for flertalsdiktatur.
Denne liberale regering har begrænset befolkningens demokratiske indflydelse på den offentlige sektor ved at udtynde og privatisere den. Når en offentlig ydelse lægges ind i et selskab, er politikerne nemlig behageligt fri for borgernes indblanding i selskabets dispositioner.
Og den demokratiske samtale får det skidt, når vigtige beslutninger i Folketinget aftalesi en snæver kreds, som vi har oplevet det gennem de seneste år.
Og i forhold til vore muslimske medborgere har det været et problem, at regeringen i den grad har valgt ukritisk at støtte sig til et parti, der lever højt på at stigmatisere netop den muslimske befolkningsgruppe.
Det danske demokrati er blevet det første offer for ”Krigen mod Terror” Vi er godt i gang med at sælge ud af grundlæggende demokratiske frihedsprincipper. Det seneste eksempel er justitsminister Lene Espersens ønske om at indlede et samarbejde med regimer, der anvender tortur af fanger.
Anders Fogh sagde i sin åbningstale at ”vi vil forstærke samarbejdet i EU om menneskerettigheder for at styrke den fælles optræden i FN og andre internationale forsamlinger”.
Det rimer ikke ret godt med hans justitsministers forslag om at acceptere tortur som middel til at fremskaffe information i terrorsager. Og i øvrigt er det jo almindeligt kendt, at oplysninger fremskaffet på den måde, ikke just er troværdige.