Vi fejrer i disse dag muren fald. Det er med dagens øjne svært at forestille sig, hvordan det var, da dommedag kunne indtræde på under en halv time. Det er heldigvis slut, og verden har forandret sig.

Det må have været et chock for USA’s militærindustri-elle kompleks, da den militære trussel fra Kommunis-men forsvandt. Hvordan skulle våbenindustrien fortsat kunne regne med rundhåndede bevillinger, når der ikke længere var en fjende?

Heldigvis viste der sig hurtigt nye fjender. Serbiens leder, Slobodan Milosovich blev udnævnt til en ny Hitler, derefter var det Saddam Husein’s tur. Han fik kærligheden af føle i den første golfkrig.
Så nine-eleven, der blev indledning til krigen mod terror. Det ud over Saddam, der faktisk var helt uskyldig i lige netop den forbrydelse. Osama bin Laden nægtede sig i starten skyldig, og Taliban-styret i Afghanistan nægtede at udlevere ham, hvis amerikanerne ikke kunne præstere en gyldig arrestordre. Dermed var der hokus-pokus to nye fjender, både Al Qaeda og Taliban.

Krigen mod terror har kørt lige siden og aldrig har menneskeheden brugt så mange penge på krig. Har pengene så været givet godt ud? Før det hele gik af hængslet, var der faktisk en række alternative forslag til hvordan man kunne takle krisen i Eksjugoslavien og problemet med Saddam og hans mulige masseødelæggelsesvåben. Disse løsninger blev som bekendt ignoreret. I stedet skete der det, at krigen i Irak væltede USA af pinden som verdens ubestridte hersker.

Nu truer Afghanistan med at sætte en tyk streg under dette. Afghanistan er ikke for ingenting blevet kaldt imperiernes kirkegård.

Tænk hvis de radikale forandringer i verden efter murens fald også var nået til USA og havde ændret amerikansk udenrigspolitik.

Tænk hvis…