VKO bedst til kriser
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 08/15/2009
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Et flertal af vælgere mener stadig, at den siddende regering er bedst til at klare krisen for os alle sammen. Det er besynderligt i betragtning af at netop denne regering har forstærket krisen og dermed gjort det vanskeligere for os at komme helskindet ud af den. Overvismand Peter Birch Sørensen har i Politiken formastet sig til at pege på skattestoppet som synderen.
Men allerede i juni 2006 skrev Den Internationale Valutafond, IMF: ”Den gunstige beskatning og introduktionen af nye finansielle instrumenter som afdragsfrie lån har bidraget til de kraftigt stigende huspriser”. Og videre: ”et fald i huspriserne – eller blot en pludselig opbremsning i stigningerne – kan have betydelig negativ effekt på økonomien”.
I dag er Danmark det land i EU, hvor boligejernes gæld er størst i forhold til bruttonationalproduktet. Og takket være denne overbelåning er de danske bankers kreditværdighed så lav, at regeringen må udlåne skatteydernes penge til bankerne.
Regeringens opfindsomhed har medført, at mere end 120.000 boligejere i dag er teknisk insolvente.
Hvor længe mon vælgerne fortsætter med at tro på den regering?
