Den globale krise omtales ofte som finanskrisen, og der fokuseres meget på finansjonglørerne som årsag til miseren.

Branko Milanovic, økonom i Verdensbanken og altså ikke en mister hvemsomhelst har en lidt mere nuanceret forklaring. Han siger, at den virkelige årsag til krisen skal søges i den stærkt voksende indkomstulighed, som det mest af den industrialiserede verden med USA i spidsen oplevede efter midten af 70-erne, hvor neoliberalisterne med Ronald Reagan og Margaret Thatcher i spidsen kom til fadet.

I den periode fordoblede den ene procent rigeste amerikanere deres andel af indkomsten fra 8 til 16 procent. Altså en procent af befolkningen fik 16 procent af al indkomst. Det kunne selv de mest ihærdige ikke klare at formøble på forbrug. De valgte i stedet at investere pengene. Men der var ikke nok profitable investeringsobjekter, så derfor søgte de mange ledige penge over i stadigt mere fantasifulde finansprojekter, derivater, hedgfonde osv. Og boblen voksede og voksede.

Samtidig måtte middelklassen stadig mere utilfreds se sin realløn skrumpe. Løsningen var enkel. George Bush lovede alle amerikaner, at de skulle eje deres egen bolig, og finansselskaberne fulgte op ved at tilbyde folk finansiering til de lave renter, som nationalbankchef Allan Greenspan havde sørget for. Og hokus pokus: husprisernes himmelflugt gjorde husejerne rige og kompenserede på den måde for deres stagnerende realløn.

Men alt har en ende. Neoliberalisternes teori om at ulighed skaber dynamik fik ikke prisen med, nemlig at det hele ramler på et tidspunkt. Nu er deres tid forbi.