Den Arabiske Liga kræver derfor at Assad går af, men måske skulle vi lige klappe hesten. Læser man rapporten sin fulde udstrækning i stedet for at nøjes med de uddrag, der cirkulerer i mainstreampressen, ser situationen lidt anderledes ud:

Om den stigende vold hedder det i rapporten, at observatørernes tilstedeværelse medførte en "betragtelig nedkøling af situationen”.  Rapporten bekræfter, at "alle militærkøretøjer, tanks og tunge våben er trukket tilbage fra alle byer og boligområder "

Observatørerne registrerede mange falske eller overdrevne rapporter om vold, antal dræbte osv. De dokumenterer, at bevæbnede oprørere og FSA (Den frie Syriske Hær) har begået overgreb mod civile, at oprørere i Homs eksempelvis har bombesprængt en bus med store civile tab til følge. Det samme gæler, da et et tog, der transporterede diesel olie, blev sprængt i luften. Desuden har oprørere sprængt en olierørledning og et antal broer.

Rapporten gør opmærksom på, at en række rapporter fra oprørerne om væbnet magtanvendelse fra styrets side, viste sig at være falske og løgnagtige, Det samme gælder rapporter om, at regeringen havde anvendt vold mod fredelige demonstrationer.

Observatørerne gør opmærksom på at opdragsgivere i Den Arabiske Liga forsøgte at presse dem til at overdrive styrets overgreb.

En af de historier, der har cirkuleret i pressen er, at oprørerne havde "befriet" byen Zabadini og dermed havde skabt en “Bengazi-situation” dvs. et brohoved, der kunne bruges som påskud for en R2P-intervention a la Libyen. Sanheden er, at det ikke lykkedes. Det, der i virkeligheden skete, var at byens ledere ønskede at undgå, at deres by skulle blive udsat for krigshandlinger. De indgik derfor en aftale om at smide oprørerne ud, og til gengæld trak den syriske hær sig tilbage fra byen.

Rapporten bekræfter i det store og hele den uafhængige dækning af konflikten, som internationale medier som Global Research har stået for. Disse medier er også tilgængelige for danske journalister. Hvorfor har de ikke brugt dem?

Imens fortsætter den uhellige alliance af NATO-lande og arabiske diktaturstater ufortrødent deres kampagne for regimechange støttet af den danske presse og blåøjede politikere.

Flere uafhængige opinionsundersøgelser viser, at et flertal af syrere fortsat støtter Assad. Det betyder ikke, at de elsker ham, men alternativet: at ende som Libyen, er værre. Libyen endte som en katastrofe. Nu er det snart Syriens tur. Og derefter er det er Iran.

Læs hele artiklen i Asia Times:

Hent rapporten her >>>

Læs Slavoj Žižek’s artikel i Information >>>

Krigen har kørt i årtier siden CIA væltede den demokratisk valgte regering under Mossadec og den provestlige shah blev indsat. Han privatiserede den iranske oliesektor, så der igen blev frit slav for vestlige olieselskaber, men da han i 1979 blev væltet og præstestyret kom til, startede krigen igen, nu med Saddam Hussein som villigt redskab. Men det lykkedes ikke at få Iran ned med nakken, og krigen kostede ufattelige lidelser både i Irak og Iran.

Siden har Iran været udsat for hele viften af pressionsmuligheder inklusive terroristiske bombetogter og drab på udvalgte iranske borgere.

Det seneste forsøg på pression er den olieembargo, som EU nu har tilsluttet sig. Embargoen forbyder alle oliekontrakter med Iran og afbryder alle eksisterende aftaler ultimo juli. Embargoen følges op af en indefrysning af alle iranske tilgodehavender i Europa.

Disse drakoniske forholdsregler gennemføres mod et land, der ikke er i krig mod nogen og hverken har invaderet endsige angrebet et andet land i århundreder, men som er i færd med at udvikle et atomprogram, der ganske vist lever hundrede procent op til internationale regler og har underkastet sig den strengeste internationale kontrol, men men…

Iran er en sten i skoen på Vesten. Landet anses for at være en trussel mod stabiliteten i Mellemøsten med sin støtte til palæstinensere og andre ustabile elementer, og derfor vil USA og EU "kappe livlinen til landet", som en europæisk diplomat udtrykker det.

Embargoen vil desværre have alvorlige, måske katastrofale følger for flere af Europas nødlidende økonomier, specielt dem, der bruger Iransk Olie. Det gælder fx Grækenland, men konsekvenserne vil blive endnu mere alvorlige for millioner af uskyldige iranere.

Formålet med sanktionerne er ”at tvinge Iran tilbage til forhandlingsbordet” om landets atomprogram. Dette er rent vrøvl. Utallige forhandlinger er blevet afvist af Vesten, herunder en række store indrømmelser fra Iran. Et eksempel: Barak Obama foreslog, at Iran skulle sende sit atombrændsel til oparbejdning i Brasilien og Tyrkiet frem for selv at oparbejde det. Forslaget blev fremsat for at afsløre Irans manglende vilje til samarbejde, men hvad skete. Iran efterkom forslaget, og nu lød det så fra Obama, at Iran dermed blot demonstrerede sin utroværdighed.

Iran har efterhånden accepteret en endeløs række af krav fra Vesten, men lige meget hjælper det. Der kommer hele tiden nye. Målet er nemlig ikke at sikre freden ved at fjerne Irans atomprogram, men at fjerne Irans præstestyre, der stiller sig i vejen for vestlig udplyndring af Irans ufattelige mængder af olie og gas.

Vi har set det fungere fint i Iraq, Afghanistan og Libyen. Syrien står for tur, men Iran er den store gevinst. Det er ligegyldigt hvor mange krav de accepterer. Før eller siden skal de nok komme ned med nakken. Men prisen bliver høj. Det er selve verdensfreden, der står på spil

Læs hele Chris Floyds artikel her >>>

PS: Kære Villy Søvndal. Hvor længe skal Danmark acceptere at være halehæng i det selskab. Vil du tage ansvaret for det kaos, der i sidste ende kan resultere i en storkrig, hvis Iran langt om længe går i fælden og lukker Hormuz strædet?

The Doha Debate er finansieret af the Quatar Foundation, der ejes af Qatar’s kongelige familie. Det er bemærkelsesværdigt, i betragtning af at emiren af Qatar ikke ligefrem er en ven af Assad og har krævet arabiske tropper indsat mod Assad.

Opinionsmålingen er meget ubekvem for Den Arabiske Liga, der er lige så interesseret i at komme Assad til livs som USA, Frankrig, Storbritannien, Israel og Det Muslimske Broderskab. Målingen, der blev offentliggjort den 2. januar har ikke vakt den store opmærksomhed i vestlige medier. Den passer ikke rigtigt med det billede at Assad, som mainstream medierne hidtil har formidlet.

Libyen – engang Afrikas rigeste land med en levestandard, der var højere end flere EU-lande, er i dag et land i kaos. Islamistiske bander regerer i gaderne takket være NATOs massive militære støtte.

Nu er turen kommet til Syrien. En propagandakampagne præcis mage til den, der banede vejen for invasionen i Libyen, kører for fuld kraft. Vi bombarderes med nyheder om Assads overgreb på civilbefolkningen, et af de mere fantasifulde var historien i den ansete britiske avis, the Guardian om, at Assad havde dumpet hele containere fyldt med mennesker i havet. En historie, der er lige så fantasifuld og løgnagtig som historien om, at Gaddafi havde uddelt Viagra til sine soldater for at ruste dem til at begå massevoldtægter.

NATO er en organisation under demokratisk kontrol. I sidste ende er det medlemslandenes vælgere, der bestemmer om NATO skal iværksætte sin ”Right to Protect”, men Libyen er allerede glemt. Next stop Syrien

Læs mere her >>>

USA iværksatte et massivt militært angreb på talibanstyret i Afghanistan, og resten af historien kender vi. NATO gik med, støttet af et FN-mandat, og med en bred politisk opbakning også i Danmark. Begrundelsen var og er, at forhindre, at Afghanistan skulle blive en terrorbase og dermed en trussel mod fx Danmark. Altså danske soldater i Afghanistan gør Danmark mere sikkert.

Al Qaeda har for længst forladt Afghanistan og resterne af organisationen gemmer sig et eller andet sted i Pakistan. Nu gøres regnskabet op. Krigen har kostet Danmark 13 milliarder. Har den været pengene værd?

Nej mener professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

- Regningen er blevet for stor i forhold til det magre resultat. Det er én af grundene til, at Danmark sammen med USA og Storbritannien trækker sig ud af Afghanistan, siger han.

Eksperter, politikere og presse har for længst kogt problemstillingen ned til et spørgsmål om sikkerhed og krig mod terror, men er det hele historien om hvorfor krigen startede? Jeg har genlæst nogle snart gamle artikler på Moderne Tider. De kan godt tåle et gensyn:

Afghanistan – en historie om olierørledninger og storpolitik

Virkeligheden overgår undertiden fantasien. Kampen om at bygge en olie- og gasledning gennem Afghanistan har været et drama med en forrygende rollebesætning. Den tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver for Præsident Carter, Zbigniew Brezezinski skrev drejebogen og har selv deltaget som en af aktørerne.

Træk de danske soldater hjem fra Afghanistan

Det flertal af danskere, der ønsker soldaterne hjem fra Afghanistan, kan nu støtte sig til en af verdens førende eksperter i kampen mod islamisme, nemlig Graham Fuller, ekspert i politisk islam og tidligere chef for CIA i Kabul.

Hvorfor skal danske soldater ofre livet i Afghanistan?

Deres indsats er nødvendig i kampen for demokrati og imod den internationale terrorisme og dermed i sidste ende en indsats, der vil gøre verden til et mere sikkert sted. Det er den begrundelse, vi hører fra alle partier i Folketinget minus Enhedslisten og SF. Er situationen så enkel, Kan målet med NATO’s indsats i Afghanistan formuleres så kort? Og hvis det er rigtigt, vil indsatsen så være ofrene værd? Bliver verden et mere sikkert sted, hvis NATO-styrkerne fortsætter som nu?

Hvorfor besluttede USA i 2001 at angribe Afghanistan. Ja begrundelsen var, at det var et svar på angrebet fra Al Qaeda på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. Det er aldrig blevet bevist, at Al Qaeda stod bag, selv FBI har ikke været i stand til at finde en rygende pistol, men ikke desto mindre er det blevet brugt som begrundelse.

Men der var måske også andre grunde. Hvorfor ønskede englænderne i sin tid at sætte sig på Afghanistan, og hvorfor prøvede russerne at gøre dem kunsten efter – og med samme miserable resultat?