Ifølge tal fra den amerikanske regering, står rundt regnet 30 procent produktionskapaciteten ubenyttet hen. Det vil sige fabrikker, kontorer, udstyr, lagerplads, råmaterialer osv. Samtidig er millioner af amerikanere uden arbejde. Hvorfor er det ikke muligt at kombinere disse to størrelser. Denne produktion kunne bidrage til at genopbygge vore industrier og byer, og kunne konvertere dem til miljøvenlige og respektfulde institutioner, og kunne fjerne fattigdommen i USA og andre steder.

De, der i dag er uden jobs ville få et bedre liv, få lov til at beholde deres hjem blive produktive. Læs resten af artiklen i Monthly Review

Det er nye toner i forhold til den hidtidige laissez faire politik på området. De unge mennesker vil få ”an offer they can’t refuse”. Mild tvang er da bedre end den pisk, der har været flittigt brugt i arbejdsmarkedspolitikken.

Desværre vil det ikke mindske andelen af folk uden for arbejdsmarkedet. Den andel har ligget på ca. 25 procent de sidste 40 år, og det ser endnu værre ud i de fleste andre europæiske lande. Kun Holland har en smule lavere andel uden for arbejdsmarkedet end Danmark!

Det postindustrielle samfund er ved at gå midt over i en stor gruppe, der har det fint med jobs, økonomi, osv og så en restgruppe, der må stå med hatten i hånden. Den er sat uden for.

Man skal gøre sin pligt for at kunne kræve sin ret, hedder det, og at gøre sin pligt betyder, at man skal kunne forsørge sig selv med et lønarbejde. Men når det nu er umuligt, bliver pligten umulig at opfylde.

Det er på tide, at vi indser, at vi befinder os midt i en forandringsproces af samme gigantiske omfang som overgangen fra det middelalderlige bondesamfund til industrisamfundet.

Efter en periode, hvor kapitalen søgte ud til lande med billig arbejdskraft, er produktionen nu på vej tilbage til Europa. Selv billige arbejdere kan ikke konkurrere med robotter. Og det er ikke kun arbejdskraftens pris, der bestemmer konkurrenceevnen. Det er i høj grad det omgivende samfund, og her taler vi ikke kun om veje, jernbaner, kommunikation, energi osv, men også om en velfungerende offentlig sektor, uddannelse, sundhed, tryghed, orden, retssikkerhed osv.

Hvis vi ikke lukker de sidste 25 procent ind i samfundet, risikerer vi, at de bliver en farlig destabiliserende faktor. Det ser vi allerede tendenser til lande som Ungarn, Østrig og Italien, hvor højreradikale partier fisker i rørt vande.

Det handler ikke kun om forsørgelse. Det klarer vi rimeligt godt i Danmark, hvor ingen dør af sult. Det handler om værdighed. Borgerløn også kaldet basisindkomst er en del af svaret

Ca. halvdelen af statsbudgettet går til overførselsindkomster, så vi har faktisk haft borgerløn i mange år. Vi har blot valgt at administrere den på en tåbelig måde. Et kæmpemæssigt kontrolsystem for at forhindre snyd. Klienter over for kontrollører.

Indfør basisindkomst administreret af Skat i form af et fradrag i skatten svarende til niveauet for de aktuelle overførselsindkomster. Det kan lade sig gøre og vi har råd. Læs mere her: www.basisindkomst.dk

Kom til årsmødet 
Årsmødet afholdes i år lørdag den 3. marts 2012 kl. 13.00 på Kulturstationen Vanløse
Frode Jakobsens Plads 4, 1.
2720 Vanløse

Læs mere her >>>

I de gode gamle dage kunne stormagterne føre sig frem uden at tage hensyn til blødsødne borgere. Nu må de pakke deres hensigter ind i smukke fraser om demokrati og menneskerettigheder. Vi har fået nogle nye ord og begreber som humanitær intervention og R2P (responsibility to protect) – ja under krigen i Libyen havde Danmarks forsvarsminister, Gitte Lillelund Beck ingen problemer med at tale om humanitær bombning. Borgerkrigen kostede over 60.000 mennesker livet, og det bliver værre i Syrien, hvis det kommer så langt.

Det er veldokumenteret, at oprørerne i Syrien har mægtige venner og masser af penge fra golfstaterne og Saudi Arabien bl a til deres meget effektive propagandamaskine. Når DR tager forbehold over for oplysninger fra oprørerne om situationen i Syrien, er det fordi de har vist sig at være højst upålidelige.

På den baggrund er det hårdt at være vidne til de alt for mange nyttige idioter, der boltrer sig fx. i Politikens spalter med Anders Jerikow i spidsen.

Hvordan tør disse krigsbegejstrede folk kræve Assads afgang uden at overveje prisen: En borgerkrig endnu mere blodig end den, vi lige har været medansvarlig for i Libyen. Og med et endnu mere skræmmende resultat. Hvorfor mon at Al Qaeda har meldt sig under fanerne som en af Syriens venner?

Der er ingen tvivl om, at Assads styre er brutalt og korrupt, men syrerne må  have mulighed for at klare det selv uden militær indblanding. Næsten halvdelen af de 7.000 dræbte indtil nu skyldes kugler fra oprørerne, som får våben, træning og efterretninger fra amerikanske, britiske og franske specialstyrker. Præcis som i Libyen

Læs i øvrigt denne artikel i Global times om Kinas voksende indflydelse på verdenspolitikken med Syrien som eksempel.

West wants Assad out, democracy or not

Check denne hjemmeside for dokumentation. Det er rystende.
http://syria-tribune.com/en/index.php/our-articles/80-homs-media-war

Hele den danske offentlighed er i færd med at hoppe på en gigantisk limpind. Danskerne elsker åbenbart krig. Hele 25 procent af danskerne er klar til at rykke ind i Iran, hvis det ønskes.

Politiken, som man ellers burde kunne forvente en vis eftertænksomhed fra, fører an. Senest med seniorkorrespondent  Anders Jerichow, der uden blusel anbefaler at satse på Golfstaterne som menneskerettighedsbeskyttere i Syrien.

Check lige Wikipedia for information om hvordan menneskerettighederne har det i de lande. Det er til at fald om af grin over.
Qatar:
Saudi Arabien:
Emiraterne:

Der rumles med muligheder for at iværksætte tiltag uden om FN. Det skal ske gennem "Syriens venner" - en gruppe lande bestående af ovennævnte golfstater, USA, Storbritannien, Frankrig m.fl. Det er ikke noget kønt selskab og de lande har hver for sig en helt anden dagsorden end at fremme demokrati. Der er nu kun et parti i Folketinget, der har vist et minimum af dømmekraft, nemlig Dansk Folkeparti. Tak Søren Espersen! Det bliver op ad bakke at forhindre Danmarks deltagelse i dette slibrige selskab.

Er man så uheldig at være en af de 800.000 danskere, der står uden for arbejdsmarkedet, må man naturligvis lige som andre borgere spørge sig selv "Hvad kan jeg gøre".  At yde sit betyder nemlig at have et job, så man kan forsørge sig selv og sin familie. Det er bare ikke så let, som det har været. Arbejdet forstået som en pligt, vi alle kan tage på os, gælder ikke længere. Arbejdet er blevet et privilegium, der er forbeholdt 80 procent af befolkningen.

For de mange, der ikke har fået del i dette privilegium, lyder mantraet om ret og pligt lidt hult. Det støder Helle Thorning, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Det støder også mig, men sagen er jo, at der er alt for mange, der ikke engang får chancen.

Helle Thorning lovede, at hun ville endevende alt. Hun lovede at reformere vores førtidspension, kontanthjælp og skattesystem. Alt sammen for at få flere i arbejde og gøre vores økonomi mere robust.

Fint. Det er lige præcis der, vi skal tage fat, men det er ikke sandsynligt at vi får alle i arbejde - der er nemlig ikke arbejde nok. For 40 år siden drømte vi om fritidssamfundet, hvor man kun behøvede at arbejde 20 timer om ugen for at få det hele til at løbe rundt, så ville maskinerne klare resten.

Der er vi i dag, men i stedet for at deles om arbejdet, har vi valgt at forbeholde det for de heldige 80 procent af befolkningen. Her vil mange indvende, at vi da blot skal have gang i væksten, så kommer de gode tider med fuld beskæftigelse tilbage. Sagen er bare den, at vi selv under højkonjunkturen ikke havde en nævneværdig lavere reel ledighed, faktisk skal vi helt tilbage til begyndelsen af 70-erne for at finde noget, der ligner fuld beskæftigelse.

Selv i Tyskland, der fremhæves som Europas gode eksempel, er der en stor skjult arbejdsløshed plus et voksende antal "working poor", og i resten af verden ser det slemt ud. Arbejdsmarkedet er blevet globalt. På verdensplan er udbuddet af arbejdskraft vokset med milliarder af villige hænder, så der er god grund til at gentænke og reformere vores arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Alle politiske partier taler om reformer, men foreslår blot at gøre lidt mere eller lidt mindre af det, man hidtil har gjort.

Vi er blevet tudet ørerne fulde af snak om den truende mangel på arbejdskraft. Den truende demografiske udvikling med færre unge og flere ældre. Men man har ikke taget de mange i ”udenforskabet” med i regnestykket.

Lad os se sandheden i øjnene. Den alt for store del af den voksne arbejdsduelige del af befolkningen er blevet ekspederet ud på et sidespor. De er blevet klienter, passive tilskuere til deres eget liv og må stå med hatten i hånden overfor sagsbehandleren. Det er en illusion at tro, at det vil blive stort anderledes selv med en stor økonomisk vækst. Hvad ville der ske, hvis vi ændrede på klientsystemet? Hvis de mennesker, der i dag er frataget deres værdighed og selvrespekt, fik en chance for at tage deres tilværelse i egne hænder?

Hvad ville der ske, hvis de fik mulighed for at opretholde en levestandard som nu men uden aktiveringspligt. Altså at pligten til at stå til rådighed blev afløst af tilbud om meningsfuld aktivering og/eller uddannelse. Så kunne vi spare det kæmpemæssige kontrolapparat, og socialrådgiverne kunne koncentrere sig om det, de er uddannet til, nemlig at hjælpe, støtte og vejlede.

Over hele verden ser vi i disse år den slags tanker spire og gro. De er blevet en del af de nye bevægelser, der er opstået på Plaza del Sol i Madrid og talrige andre pladser i Europa og USA. Ideerne er udviklet i et verdensomspændende netværk, BIEN, Basic Income Earth Network, og består kort fortalt i en ny og moderne udgave af den gamle drøm om borgerløn, men befriet for dens utopiske gevandter.

Ideen, der støttes af en række nobelpristagere i økonomi består i, at man skrotter det virvar af støtteordninger, der findes i dag og erstatter det af en negativ skat. Alle pålignes en flad skatteprocent af deres indtægt. Den derved beregnede skat fratrækkes et beløb, der svarer til en defineret fattigdomsgrænse. Hvis forskellen er negativ, udbetales den af skattemyndigheden til skatteyderen. Vi kunne i Danmark ansætte "skatterabatten" til kr. 96.000 for personer over 25 år hvilket nogenlunde harmonerer med folkepension og bistandshjælp efter skat, og et noget lavere rabat beløb, f.eks svarende til SU-ydelse for personer mellem 18 og 25 år. Tro det eller ej. Så enkelt kan det gøres. Men har vi råd? Svaret er ja, se beregningerne her: www.basisindkomst.dk. Vi uddeler hvert år 300 mia. kr. i overførselsindkomster. Vi gør det bare på en tåbelig måde,

Men vil folk ikke bare lægge sig på sofaen, hvis de ikke længere har pisken over nakken? Det er der sikkert nogen, der vil, men det store flertal vil gribe de nye muligheder med kyshånd. Slut med klientgørelse og fattigdomsfælde. Endelig vil det kunne betale sig at arbejde også får dem i den lave ende af indtægtsskalaen.

Lad os forestille os en kontanthjælpsmodtager, der i dag på grund af modregningsregler ikke får en krone ekstra ud af at skaffe sig et job, måske endda tværtimod. Hvis det var muligt at tjene lidt ekstra uden modregning, ville den pågældende måske få lyst til at tage et deltidsjob. Det er første skridt ind i et fællesskab med kolleger og bort fra klientrollen.

Eller tag en skuespiller eller musiker. I dag skal disse mennesker stå til rådighed for arbejdsmarkedet, søge alle mulige jobs, bruge tid på noget, der ligger langt fra deres profession. Mange har typisk perioder med job afløst af perioder med ledighed. Tænkt hvis de kunne koncentrere sig om det, de er gode til.

Og iværksættere ville kunne starte op med et sikkerhedsnet svarende til den iværksætterydelse, som faktisk fungerede fornuftigt indtil den af uransagelige årsager blev afskaffet.

Vi skal ”tænke ud af boxen”. Vi skal bort fra umyndiggørelse og klientificering. Et menneske, der  fratages sin værdighed og selvrespekt, mister evnen til at tage hånd om egen tilværelse 

Og vi har jo allerede en form for borgerløn. Alle får i dag et fradrag i indkomsten på ca. 40.000 kr. Ja folk i alderen 64-65 år får oven i købet en præmie for at være i arbejde på ca. 100.000 kr i form af et fradrag i skatten, så vi ved godt hvordan det kan gøres.

Assad kan stadig regne med hæren, business-eliten og middelklassen i de store byer, herunder veluddannede sekulære sunnier samt alle minoriteter, herunder kristne og druzer. Selv syrere, der er imod styret ønsker ikke en NATO-intervention, så  spørgsmålet er hvor svagt Assad egentlig står

Assad presses af Washington, London, Paris og de arabiske oliesheiker, men støttes af Iran, Irak, Libanon og ikke mindst Rusland og Kina. Og BRICS-landene har understreget, at den syriske krise kun kan løses af Syrien uden udenlandsk indblanding.

Hvordan ser den syriske opposition ud? Den Syriske Nationalkongres, SNC, er en paraplyorganisation under ledelse af exilsyreren Barhoun Galyan. Han hævder at repræsentere alle oppositionskræfter, men i selve Syrien er organisationen stadig svag.

Den Fri Syriske Hær, FSA, består af bevæbnede sunni-desertører fra hæren. Den er fragmenteret i bevæbnede bander, hvoraf en del er infiltreret af lejesoldater fra Golfen. Den netop lækkede rapport fra Den arabiske Ligas mission i Syrien har bekræftet, at FSA har stået bag drab på civile og sprængning af bygninger, jernbaner og olierørledninger. Den bevæbnede opposition har stadig ingen central ledelse. Den fungere lokalt og råder ikke over tunge våben

Hvad så med syrerne? Styrets støtter betragter den udenlandske indblanding som en zionistisk-amerikansk konspiration med det formål at ødelægge Syrien. Og de ser de bevæbnede terroristbander infiltreret af udlændinge som skyld i den værste vold.

Hvad mener de kristne? De frygter, at en sunni-ledet magtovertagelse vil resultere i en forfølgelse af minoriteter. De betragter sunnierne som en flok analfabeter, der lever på landet og ikke forstår livet i de store byer. De frygter at oprøret skal resultere i en islamisk stat og islamistisk bandeterror, som det senest skete i Libyen.

Den civile opposition var i starten ubevæbnet indtil den fik ”militær beskyttelse” af desertører fra hæren. Krisen bliver mere og mere voldelig, og det overses let i vestlig presse, at de 5.000 dræbte, som FN har anslået, inkluderer 2.000 dræbte soldater fra regeringshæren.

Og imens arbejder udenlandske specialstyrker på at uddanne og bevæbne oppositionen, præcis som det skete i Libyen. Der er fløjet store mængder våben fra Libyen til Tyrkiet. Desuden er NATO-fly gjort klar på baser i Tyrkiet.

NATO og GCC mangler kun en “casus belli”, dvs. en undskyldning for at starte interventionen. Gad vist hvor meget Villy har lovet Hillary?

Læs hele Pepe Escobars artikel i Asia Times

Den Arabiske Liga kræver derfor at Assad går af, men måske skulle vi lige klappe hesten. Læser man rapporten sin fulde udstrækning i stedet for at nøjes med de uddrag, der cirkulerer i mainstreampressen, ser situationen lidt anderledes ud:

Om den stigende vold hedder det i rapporten, at observatørernes tilstedeværelse medførte en "betragtelig nedkøling af situationen”.  Rapporten bekræfter, at "alle militærkøretøjer, tanks og tunge våben er trukket tilbage fra alle byer og boligområder "

Observatørerne registrerede mange falske eller overdrevne rapporter om vold, antal dræbte osv. De dokumenterer, at bevæbnede oprørere og FSA (Den frie Syriske Hær) har begået overgreb mod civile, at oprørere i Homs eksempelvis har bombesprængt en bus med store civile tab til følge. Det samme gæler, da et et tog, der transporterede diesel olie, blev sprængt i luften. Desuden har oprørere sprængt en olierørledning og et antal broer.

Rapporten gør opmærksom på, at en række rapporter fra oprørerne om væbnet magtanvendelse fra styrets side, viste sig at være falske og løgnagtige, Det samme gælder rapporter om, at regeringen havde anvendt vold mod fredelige demonstrationer.

Observatørerne gør opmærksom på at opdragsgivere i Den Arabiske Liga forsøgte at presse dem til at overdrive styrets overgreb.

En af de historier, der har cirkuleret i pressen er, at oprørerne havde "befriet" byen Zabadini og dermed havde skabt en “Bengazi-situation” dvs. et brohoved, der kunne bruges som påskud for en R2P-intervention a la Libyen. Sanheden er, at det ikke lykkedes. Det, der i virkeligheden skete, var at byens ledere ønskede at undgå, at deres by skulle blive udsat for krigshandlinger. De indgik derfor en aftale om at smide oprørerne ud, og til gengæld trak den syriske hær sig tilbage fra byen.

Rapporten bekræfter i det store og hele den uafhængige dækning af konflikten, som internationale medier som Global Research har stået for. Disse medier er også tilgængelige for danske journalister. Hvorfor har de ikke brugt dem?

Imens fortsætter den uhellige alliance af NATO-lande og arabiske diktaturstater ufortrødent deres kampagne for regimechange støttet af den danske presse og blåøjede politikere.

Flere uafhængige opinionsundersøgelser viser, at et flertal af syrere fortsat støtter Assad. Det betyder ikke, at de elsker ham, men alternativet: at ende som Libyen, er værre. Libyen endte som en katastrofe. Nu er det snart Syriens tur. Og derefter er det er Iran.

Læs hele artiklen i Asia Times:

Hent rapporten her >>>

Læs Slavoj Žižek’s artikel i Information >>>