Hvis man vil forstå karakteren af den krise som har ramt den kapitalistiske verden er der behov for en metodologisk tilgang med udgangspunkt i politisk økonomi. Det vil sige en reference-ramme som ikke ligger fjernt fra den klassiske økonomis grundlæggere som Adam Smith og David Ricardo samt socialister som Karl Marx.

De globale modsigelser og konflikter kræver en alternativ dagsorden, hvis civilisationerne skal overleve. »Pax Americana« kan være et utopisk projekt, der fører til barbari.

Efter Sovjetunionens nedsmeltning og de østeuropæiske socialistiske staters overgang til liberal kapitalisme mente Francis Fukuyama at menneskeheden havde nået sit endemål: Historien var slut. Udviklingen siden har modbevist denne tese: Vi lever forsat i en yderst interessant tid hvis udfald er vanskelig at forudse.

Det nuværende millennium begyndte med bombningen i New York af World Trade Center (”Templet” for global kapitalisme!). Denne mystiske handling udløste en såkaldt ”krig mod terror,” der hurtigt forvandlede sig til en amerikansk krig imod muslimske lande (Afghanistan og Irak). Målsætningen var i sidste instans at udskifte de eksisterende politiske regimer med et mere pro-vestligt demokratisk styre samt markeds-kapitalisme.

Sidenhen har verden desuden oplevet en finansiel og økonomisk krise hvis politiske konsekvenser er i færd med at udfordre det kapitalistiske demokratis profil og måde at fungere på. Den ideologiske grundpille for privatkapitalismen er diskursen om demokrati. En forestilling der legitimerer en ulige fordeling af ressourcer mellem et mindretal der rager til sig, mens flertallet må nøjes med deltagelse i det politiske liv via et valgsystem. Til trods for den uligevægt, indbygget i den skæve fordeling af goderne, som kendetegner de kapitalistiske demokratier, anses dette demokrati for at være den bedste styreform menneskeheden kan opnå. Som Margaret Thatcher udtrykte det: ”Der findes intet alternativ”!