Glem de endeløse diskussioner om hvorvidt det var Yassir Arafat eller Ariel Sharon, der slog fredsprocessen ud af kurs.

Det, der for alvor tæller er, at Israel - efter fire årtier besættelse af de palæstinensiske områder, uigenkaldeligt har cementeret sit greb om den jord, som en Palæstinensisk stat kunne have været oprettet på.

Tres år efter Israel blev oprettet og Palæstina blev ødelagt er vi tilbage hvor vi startede: To befolkningsgrupper som bor på ét stykke jord. En rapport offentliggjort sidste sommer af FN konstateret, at næsten 40% af Vestbredden nu er beslaglagt til israelske infrastruktur - veje, bosættelser, militære baser mv. Israel har metodisk opdelt den resterende del af territoriet i snesevis af enklaver adskilt fra hinanden og omverdenen ved zoner og 612 kontrolsteder og vejspærringer.

Boæstterne nærmer sig en halv million og vokser med en hastighed tre gange større end Israels øvrige befolkning.  Hvis det nuværende tempo fortsætter, vil bosætterne udgøre næsten 1 million mennesker om blot 12 år.  De vil næppe frivilligt forlade den jord, som Gud selv har givet dem.

Selvom Olmert siger, at han tror på teorien om, at Israel bør opgive de dele af Vestbredden og Gaza tæt beboet af palæstinensere, sagde han i 2006, at "hver bakke i Samaria og enhver dal i Judea er en del af vores historiske hjemland", og at "vi står fast stå på den historiske ret til al jorden i Israel."

Mere end 10 år efter indledningen af Oslo-fredsprocessen, som skulle føre til en tostatsløsning, viser kort i israelske skolebøger ikke Vestbredden, men Judea og Samaria - og ikke som besatte områder, men som integrerende dele af Israel.

Hvilken plads er der til palæstinenserne i denne vision af jødiske retten til jord?  Ingen.  De betragtes i bedste fald som en demografisk "problem".

Tanken om palæstinenserne som et "problem" er ikke ny. En jødisk stat ville den israelske historiker Benny Morris, "ikke have set dagens lys uden fordrivelse af 700.000 palæstinenserne.

Konflikten slutter først, når begge parter indser, at den anden er der for at blive.  Mange palæstinensere har accepteret denne præmis, og et stigende antal er villige til at opgive tanken om en uafhængig palæstinensisk stat til fordel for én demokratisk, sekulær og multikulturel stat, som de ville deler med israelske jøder.

For at løse konflikten med palæstinenserne, bliver israelske jøder nødt til at opgive deres eksklusive privilegier og anerkende retten til tilbagevenden af palæstinensere fordrevet fra deres hjem.
 
De har intet andet valg.

Læs hele  Saree Makdisi’s artikel her >>>

Saree Makdisi er professor i engelsk og sammenlignende litteratur ved UCLA