Sygeplejersker og Sosuassistenter strejker. De vil ha mere i løn, men det er langt fra hele forklaringen. De er godt trætte af mange års forringelse af deres arbejdsmiljø. De skal nå stadigt mere på den samme tid. Regeringen og dens regnedrenge ønsker øget produktivitet, og da man ikke kan sætte maskiner til at pleje syge og gamle, må de ansatte løber hurtigere.

Skattestop og skattelettelser har langsomt, men sikkert udhulet finansieringen af velfærdsydelserne. Regeringen har lagt loft over de offentlige udgifter, mens det private forbrug har fået lov at stige. Det har medført et kraftigt dyk i realvæksten i det offentlige forbrug, der kun har fået lov til at stige nok til at fastholde den nuværende velfærdsstandard, men ikke nok til at forny og udvikle de offentlige velfærdstilbud og fastholde kvalitet og serviceniveau. I kroner og øre drejer det sig om ca. 10 - 15 mia. kr.

At stigningstakten i det offentlige forbrug rækker til at fastholde de hidtidige standarder i de offentlige velfærdsydelser gælder oven i købet kun, når vi måler brutto på stigningstakten i det offentlige forbrug. Fordi det offentlige samtidig er blevet pålagt at bruge en stigende andel af det offentlige forbrug på køb af private ydelser som følge af udlicitering og frit valg, har stigningstakten målt netto været endnu lavere.

Resultatet har naturligvis været, at velfærden er blevet sat under pres både hvad angår kvalitet og serviceniveau - et pres som klarest registreres i kommunerne, hvor udførelsen af de brede velfærdsydelser ligger.

Dette ses indenfor alle de store, centrale velfærdssektorer - skole, daginstitutioner og ældrepleje i form af dalende ressourceniveau pr. bruger. Det gælder de kommunale nettodriftsudgifter pr skoleelev, pr børnepasningsplads og pr borger over 67 år. Ressourcerne har ikke modsvaret antallet af brugere, og resultatet har været en merbelastning af de offentligt ansatte og mindre tid pr bruger.

Klassekvotienten i folkeskolen er steget. Det same gælder antal børn pr fuldtidsansat i børnehaver og vuggestuer og antal timer pr hjemmehjælpsmodtager.

Selvom regeringen har haft held med at bilde befolkningen ind, at man på én og samme tid kan lave skattestop, uddele skattelettelser og samtidig opretholde velfærdsniveauet, er det langsomt, men sikkert gået op for flere og flere, at det er det rene fup. 
Det er New Public Management, der er på spil, et begreb, der er blevet promoveret af blandt andre professor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet og tidligere professor på Århus Universitet, nu direktør i Plantedirektoratet Ole P. Kristensen. Det er et centralt element i den nyliberalistiske bølge, der har ramt Danmark. Anders Fogh var en af de første, der med sin berømte bog: ”Fra socialstat til minimalstat” red med på bølgen. Siden blev han klogere. Ikke sådan at forstå at han har fraveget sine principper, men de er pakket pænt ind. Minimalstaten er stadig på programmet, blot i en mere diskret udgave.

Og eksperter som Jørn Henrik Petersen og Ole P. Kristensen leverer ammunitionen. De siger, at den offentlige sektor er vanskelig at styre, fordi politikerne ikke tør tage skraldet, hvis der skal ændres noget. Den konklusion kom de to herrer frem til efter at have analyseret udbygningen af den danske velfærdsstat fra slutningen af 60’erne og frem til midten af 80’erne. Teorien blev senest gentaget af Ole P Kristensen i Weekendavisen den 11. april.

Denne periode var præget af store samfundsmæssige forandringer ikke mindst kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Der er næppe tvivl om, at udbygningen af vældfærdsstaten havde bred folkelig og demokratisk opbakning. Nu viser det sig så ifølge de to herrer, at denne udvikling i virkeligheden skyldtes en fejlfunktion i de politiske processer.

Når den offentlige sektor ekspanderede, var det fordi den politiske beslutningsproces var og er ineffektiv med hensyn til at opfylde vælgernes virkelige ønsker. I stedet sker der det, at de offentligt ansatte får frit spil og vælger at varetage egne interesser ved at rotte sig sammen med diverse pressionsgrupper. Og det er derfor at den offentlige sektor vokser.

Løsningen ligger lige for: Lad markedet overtage udførelsen af offentlige opgaver, så bliver det nemmere for politikerne at gemme sig, og markedet vil faktisk bedre kunne opfylde kundernes behov. Borgerne er nemlig blevet til kunder og kunder tænker mest på sig selv. Det er et centralt element i teorien og derfor er markedet mere effektivt end sædvanlig politisk styring. Det mener neoliberalisterne i hvert fald.

Og formålet med denne markedsgørelse er stille og roligt at øge det private forbrug på bekostning af det offentlige. Den offentlige sektor skal udhules, men helst uden at regeringens vælgere falder fra. At det går ud over et stort antal danskere, der ikke er så meget ved muffen, spiller ingen rolle, så længe de er i mindretal. Længe leve blokpolitikken!

Markedsstyring medfører imidlertid øget bureaukrati og øget topstyring af offentligt ansatte. Anvendelse af markedstænkningen på de offentlige serviceydelser gennem udbredelse af markedslignende styring indebærer en genstandsgørelse af de offentlige ydelser. Så sent som i dag har jeg hørt en administrerende overlæge kalde sit sygehus for en produktionsvirksomhed. Herigennem lægges grunden til en rationel og kvantitativt orienteret styringsmodel baseret på måling, registrering og kontrol. Denne markedslogik har allerede skabt et vildt voksende bureaukrati af måle- og styresystemer.

Man skal ifølge den nyliberale logik forsøge at begrænse de offentligt ansattes frihedsgrader for at kunne styre dem. Det kan ske gennem brug af standarder, gennem mål - og resultatstyring, øgede krav om dokumentation, gennem kontrol o.l. Og endelig kan det ske gennem udbygning og styrkelse af ledelsen og/eller gennem opsplitning af produktionen i delfunktioner, hvorved den enkelte ansattes indflydelse reduceres.

Administrative værdier og økonomisk styring skubbes i forgrunden. Faglighed, professionelt råderum og solidaritet med brugerne skubbes i baggrunden.

Det er på høje tid at denne udvikling vendes. Sundhedspersonalets strejke handler om mere end højere løn. Det handler om at gøre den offentlige sektor mere attraktiv som arbejdsplads. Alternativet til øget markedsregulering, kontrol og bureaukratisering er at sætte faglighed og professionelt råderum hos de offentlige medarbejdere i højsædet. Alternativet til øget centralisme og statsstyring er øget lokal selvforvaltning i institutionerne.

Regeringens eksperter vil sige, at det er umuligt. Tro dem ikke. Det, vi er vidner til, er en kulturkamp anført af enøjede økonomer - den kulturkamp, som Anders Fogh talte om, da han tiltrådte som statsminister. Borgerne er blevet forvandlet til egoistiske og uansvarlige kunder i velfærdsbutikken, hvor der er frit valg på alle hylder. De offentlige institutioner er blevet forvandlet til produktionsvirksomheder. Mennesker er blevet forvandlet til ting og meningen med livet reduceret til forbrug, forbrug, forbrug.