Moderne Tider har skrevet om den amerikanske finanskrise siden april 2007.  Siden har vi løbende fulgt krisen og den bizarre virkninger, fx for norske kraftkommuner, der blev lokket til at investere i værdiløse sub-prime lån, eller de danske politikere og økonomiske eksperter, der uanfægte blev ved med at tale om økonomien som om der ikke var nogen ko på isen

Nu har Anders Lundkvist i Kritisk Debat begået en både informativ og tankevækkende artikel  om krisen og dens konsekvenser for Danmark. Han skriver bl.a.

Krisen på boligmarkedet har to økonomiske effekter.
Den ene er den umiddelbare, nemlig at boligejere får mindre boligformue og derfor ikke kan låne så meget med sikkerhed i huset; friværdien forsvinder. Derfor indskrænker de deres forbrug (og det gælder selvfølgelig især for dem, der må opgive at forblive i deres hus). Det er vi allerede begyndt at se i USA. Resultatet har været faldende beskæftigelse, men sjovt nok ikke øget ledighed. Hvorfor ikke? Fordi de fleste af dem, som der ikke længere er brug for, opgiver at lede efter arbejde, derfor fosvinder fra arbejdsstyrken og altså ikke tæller som ledige (i betydningen arbejdssøgende). Dette er den umiddelbare effekt på realøkonomien.

Hertil kommer effekten på den finansielle sektor. De store banker samt realkreditorganisationer - som de halvofficielle Fanny Mac og Freddie Mac (det hedder de faktisk) - står bag subprimelånene, men også alle de andre boliglån. Med faldende boligpriser kan ejerne ikke afbetale, så lånene bliver stadig mindre værd. Derfor har disse finansielle sværvægtere problemer. De må indskrænke udlån, og andre tør ikke låne til dem. Likviditeten i den finansielle sektor reduceres; penge bliver en mere knap vare, så prisen på dem - renten - øges. Det giver så problemer for alle de virksomheder i den produktive sektor, der er afhængige af banklån.

Den store bailout
Kapitalismen er så viseligt indrettet at den store kapital kan inkassere profitten, hvis det går godt, men frikøbes ('bailout') af centralbanken og staten, hvis det går skidt. 'Heads I win, tails you lose', som det hedder på amerikansk.

De sidste måneder har budt på et stedse mere dramatisk spil mellem finanskapitalen og det offentlige. Mønsteret er hver gang det samme: Aktiemarkedet falder, fordi realøkonomiske indikatorer peger på recession; det kan være faldende forbrugertillid, lavere beskæftigelse eller mindre salg. Eller fordi de store banker og fonde må offentliggøre nye milliardtab. Derefter griber Fed ind, enten ved at sænke den rente, som finanskapitalen skal betale for at låne af Fed, eller ved direkte at subsidiere denne kapital. Således opmuntret får vi en dag eller to med dramatisk stigende kurser, ledsaget af ekspertvurderinger om at nu er det værste nok overstået. Derefter kommer nye dårlige tal og kurserne dykker igen.”

Krisen vil før eller siden slå igennem også her i det danske smørhul. Kriser er ikke behagelige, men de har den interessante egenskab, at de åbner for forandring.

Anders Lundkvist slutter sin artikel sådan

Fra kapitalistisk til demokratisk økonomistyring?
Jeg tror at krisen bliver dyb og langvarig. Man skal her have in mente, at nyliberalismens deregulering er ensbetydende med at det offentlige har kastreret sig selv vis-a-vis kapitalen. Så selv om især den amerikanske stat helt er på kapitalens side, er det begrænset hvor effektivt den kan hjælpe. Den kan give penge, men den kan ikke tøjle kapitalen, selv om dette måtte være nødvendigt for at stabilisere kapitalismen.

Imidlertid er det før set at kriser giver grobund for nye tanker og nye handlinger. Tænk på 30erne og New Deal, der betød en omfattende demokratisk kontrol med kapitalen, især med finanskapitalen. Den reelle forudsætning er naturligvis en så afgørende svækkelse af kapitalen, at magtforholdene ændres.

Krisen kan skabe ny tvivl om kapitalismen: Er det her rodede kasino virkelig det bedste Homo Sapiens kan præstere?

Læs hele artiklen her >>>