Lederskribenten A.S. skriver den 27. november i Kristeligt Dagblad, at Annapolis-fredskonferencen er et betydningsfuldt skridt, og at præsident Bush nu kan ”være tilfreds med sit lands indsats som mægler i Mellemøstkonflikten”.

Mage til sludder skal man da lede længe efter. I følge Uri Avnery, israelsk politiker og fredsaktivist er Annapolis en joke, men desværre ikke en af de morsomme.

Ideen til denne ”konference” er formentlig opstået ved et tilfælde. George Bush skulle holde en tale og stod lige og manglede et tema, der kunne give den lidt substans. Noget, der kunne flytte fokus væk fra hans snart talrige fiaskoer, Noget optimistisk.

Resultatet var ideen om et internationalt møde med det formål at fremme fredsprocessen.
Voila. Ingen forudgående strategisk planlægning og omhyggelig forberedelse, intet klart mål, ingen agenda, ingen dato, ingen liste over inviterede. Blot et “møde”.

Bush er på spanden. Hvis han skal få succes i Annapolis, må han kunne presse Israel til at acceptere en virkelig palæstinensisk stat, at opgive Østjerusalem og genetablere den grønne linie som grænse,

Det er han overhovedet ikke i stand til, selvom han ønskede det. Det skal den jødiske og evangelistiske lobby sammen med de neokonservative nok sætte en stopper for, så længe præsidentvalget løber.

Ehud Olmert har hårdt brug for noget, der kan fjerne opmærksomheden fra hans fiasko i Libanon og fra de mange korruptionsanklager mod ham. Der er bare lige det problem, at han politisk er fuldstændig lammet.

Mahmoud Abbas ønsker at give Hamas baghjul ved at demonstrere, at han af verdens topledere anses for en ligeværdig partner. Der er bare det problem, at han er bundet af de betingelser, som Arafat formulerede for at indgå i forhandlinger. Han har allerede mistet Gaza. Det kan meget vel gå ligesådan på Vestbredden.

Hvis disse tre ledere havde noget virkeligt at byde på, var der grund til optimisme, men de er bare tre pokerspillere, der sidder ved bordet og har ikke så meget som en dollar at satse.

For at føje spot til skade har Olmert forlangt, at palæstinenserne før forhandlingerne overhovedet er startet, skal anerkende Israel som en ”jødisk stat”

Palæstinenserne har for længst anerkendt staten Israel, mens Israel selv endnu ikke har anerkendt palæstinensernes egen ret til en stat. Nu kræver Olmert så, at Israel anerkendes som en ”jødisk” stat. Kunne man forestille sig at USA skulle anerkendes som en “kristen” stat, eller Polen som en “katolsk” stat?

Og hvad forstås ved “jødisk” Er det en stat, hvor flertallet er jøder, eller en stat for ”det jødiske folk”, dvs. jøder fra Brooklyn, Paris og Moskva? Det står ikke helt klart. Hvad med den halve million palæstinensere, der allerede er israelske borgere? Det kan meget vel sætte en stopper for enhver meningsfuld samtale om mere relevante problemer som fx bosættere og sikkerhedsmur.

Det er nødvendigt at gøre op med gamle forestillinger. Israel har ret til sikkerhed. Det betyder ret til at etablere en sikkerhedsmur, der går tværs igennem palæstinensisk jord og udgør en daglig forhindring for tusindvis af palæstinensere. Desuden et netværk af checkpoints overalt på Vestbredden.

Israel har ret til selvforsvar, hvilket i praksis indebærer ret til at anvende militær magt mod enhver formodet eller faktisk trussel. Efter syv års mord, invasioner, udgangsforbud og ødelæggelse af private hjem, betragtes disse overgreb mod en besat befolkning stadig af det internationale samfund som berettigede israelske handlinger.

Forestil dig kære læser, at de samme rettigheder blev givet til palæstinenserne? Dvs retten til en palæstinensisk stat, ret til selvforsvar og ret til sikkerhed. Så kunne man begynde at tale om fremgang og optimisme. Indtil da er enhver tale om fred det rene snak.

Læs Ben White's artikel her >>>

og Uri Avnery's artikel her >>>