I New York er det blevet in at leve af affald. Hvor mange, som egentlig gør det, er svært at sige, og det har det nok altid været. Det nye er, at der oveni det sædvanlige antal fattige og hjemløse, som er henvist til at rode deres mad frem i de vældige affaldssække, der står alle vegne i sidegader og på parkeringspladser, er opstået en bevægelse. Den har ingen ledelse, intet hovedkontor, ingen talsmænd, men den har et navn. Freegans er det navn, dens yngre middelklasse-medlemmer bruger om sig selv og hinanden. Ordet deles ideologisk i to: free, som betyder gratis, og gan, som står for vegan, der betyder vegetar, men også betegner et menneske, som indretter sit liv efter, hvad der er sundt for miljøet og planeten. En kvindelig reporter, Becca Tucker, har beskrevet sine erfaringer fra 3 dages liv som freegan i gratisavisen Our Town, som dækker downtown Manhattan, hvilket er grunden til, at jeg ved noget om fænomenet. At en reporter gennemfører sådan et forsøg, er i sig selv opsigtsvækkende. At det lige foregår i New York, er på den anden side indlysende.

For det første er kæmpebyen et surrealistisk laboratorium for de mest usandsynlige måder at leve og dø på. Det ligger i luften, at der helst skal ske noget hidtil uset og revolutionerende et par gange om dagen. Det medfører så, at der er et voldsomt stort antal begavede og veluddannede mennesker, som bruger det meste af deres tid på at få den slags til at ske. Mange af dem har gjort det til en levevej, andre til en livsform som skal udtrykke en eller anden ideologi.

For det andet udmærker New York sig ved at bestå af imponerende hovedstrøg, hvor man kun skal lige om hjørnet til den første sidegade for at havne i noget, vi andre ville kalde slum. Her står affaldsposerne fremme på fortovene til afhentning, og hvor der er restauranter eller fødevarebutikker omme i den pæne gade, bugner det med spiseligt, det meste af det endda puttet i plasticposer eller anden emballage, så det kan fiskes uskadt op af det ulækre virvar. Det er nemmere at finde spiseligt, tiltalende affald i New York end i nogen anden storby, jeg kender. Men jeg kender selvfølgelig ikke så mange.

Det værste for Becca det første par dage var, at hun ingen kaffe havde. Men det var der en veninde, som fandt. Derefter var det en rejse i syndigt overflod. Det hjalp naturligvis, at hun havde en fryser derhjemme – så blev det lidt nemmere at planlægge. Men hvad med at stå og rode i fuld offentlighed? Var det ikke flovt?

Næh. Dels var der så mange andre, og eftersom det med at spise smuler fra de riges bord nu var blevet trendy, var mange af dem både snakkesalige og hjælpsomme. Også forbipasserende stoppede op og heppede.

’Er I nogle af de dér freegans, man hører om?’ spurgte en pæn, ældre dame. ’Jamen, det er da hyggeligt at se jer.’

Men. Som hun siger, fordampede noget af hendes begejstring ved at finde endnu lunkne chokolade-muffins eller 50 plasticbøtter med organisk salat fra Mexico eller 10 lige-til-at-spise sandwiches, da det dæmrede for hende, hvad hele denne overflod betød. Da hun undersøgte tallene, var de hinsides al rimelighed. De var også gamle: siden 1995 er der ingen tilgængelige statistikker over, hvor meget New York smider ud. Men dengang var det 2,5 milliarder kilo fødevarer pr. år.

Al den energi, som blev brugt for at dyrke, høste, pakke, transportere, nedfryse og smide al den mad væk, kostede mindre, end det ville have kostet butikkerne at måtte melde udsolgt af en vare. Det kan betale sig at have mere i butikken, end man kan sælge, og smide alt det ud, som bliver tilovers.

Freegans betragter vistnok sig selv og hinanden som oprørere – en protestbevægelse mod arbejdsmarkedet, forbrugersamfundet og pengemagten – og selvfølgelig, hvis det bredte sig … Men nu er New York, som sagt, usædvanligt velegnet til sådan en levevis. De fleste steder i Europa er det sværere at leve så bibelsk – her lægger vi ikke på samme måde skraldet ud på fortovene, det er mindre tilgængeligt, og fødevarekontrollen er mindre streng, hvad der betyder, at affaldet ikke er nær så friskt og appetitligt som i The Big Apple. Vores boligmarkeder er heller ikke så rummelige – i N.Y. kan man efter sigende stadig finde kældre, kviste, skure og nedlagte lagerrum, hvor man kan slå sig ned. Det er sådan en by, hvor man med minimal ulejlighed kan leve pengeløst, eller næsten. Det er også en by, hvor man kan tjene til det nødvendige på de særeste ting og uden at være ansat.

Pointen er imidlertid, at i de europæiske velfærdssamfund producerer detailhandelen ligeså meget affald i procent af indkøbte varer. Det er bare sværere at få fingre i, mens det endnu duer til menneskeføde, og det er meget sværere at finde gratis eller næsten gratis steder, hvor man kan nyde det hjembragte bytte uden at fryse, og hvor man kan opbevare det, man ikke kan spise straks.

Halvdelen af de fødevarer, som produceres og sættes til salg i de rige lande, bliver aldrig spist, men må pløjes ned på lossepladserne – hvor der forøvrigt ikke er plads nok, men så har man da fundet ud af at fyre med det, og det er trods alt en mere grøn udnyttelse af overfloden.

Endvidere arbejdes der energisk på at finde måder at putte skraldet i bilerne, dvs. at omdanne det til noget, biler kan køre på. Der er noget galt med markedsmekanismerne, når der ifølge FAO bliver ryddet 20.000 hektar skov – dvs. næsten dobbelt så meget som New York fylder på landkortet – om året for at give plads til dyrkning af planter til ethanolproduktion, og når store dele af befolkningen i Mexico og Brasilien ikke har råd til at spise sig mætte, fordi afgrøderne er mere værd i penge som bil- end som menneskefoder.

Når det er sådan, skyldes det, at politikerne i rige lande giver store tilskud til ethanolproduktion, og det gør de, fordi de er nervøse for ikke at blive genvalgt, hvis bilisterne skal til at betale markedspris for det, de hælder i tanken. Denne politiske nervøsitet er så igen en fejl ved demokratiet, kan man sige, og den skyldes vel, at det er blevet et levebrød at være politiker.

Tingene hænger sammen, i USA endnu mere end i Europa, hvor politikerne ikke er afhængige af kampagnetilskud i millionklassen. Alligevel har vi netop set, hvordan EU den ene dag kan opstille strenge mål for begrænsning af CO2-udledning i medlemslandene, og den næste vedtage en Open Skies-aftale, der skal frigive flytrafikken over Atlanten og øge flytrafikken med 26 millioner passagerer over de næste 5 år, hvad der vil skabe 72.000 nye arbejdspladser på begge sider af Atlanterhavet.

Aftalen vil også føre til en årlig stigning i CO2-udledninger på 3,5 millioner tons årligt – hvilket er næsten ligeså meget, som man forventer at spare ved at lade luftfarten blive omfattet af EU’s handel med udledningskvoter, ifølge den Europæiske Transport Sammenslutning.

Kvotesystemet skal jeg ikke komme nærmere ind på, for det kan kun de direkte berørte parter finde rundt i. Men princippet er, groft sagt, at hvis en virksomhed sviner meget, kan den købe udledningskvoter af andre, der sviner lidt. I praksis betyder det, at hvis man er stor nok og har penge nok, kan man vælge – enten at gøre noget for at begrænse sit eget svineri, eller at betale nogen i et udviklingsland for at lade være med at svine. Folk med forstand på kvoterne siger, at der er et stort bureaukrati og endnu større muligheder for snyd i systemet.

For eksempel udtalte Matti Palo, en økonomisk ekspert i skovbrug, som er tilknyttet det landbrugsøkonomiske forskningscenter CATIE, for nylig, at ”den halve million hektar skov, som årligt ryddes i Mexico, opvejes af udvidelsen af skovområderne i USA”. Men plantede skove kan ikke sammenlignes med naturskov. Økologisk set svarer de mere til kornmarker – de består ofte af indførte, hurtigt voksende træer, som ikke giver naturligt miljø til dyr og fugle, og som bruger store mængder vand. De behandles også tit med pesticider.

I tropiske lande er oliepalmen i dag mere udbredt end bananpalmen, fordi den leverer det bedste råstof til produktionen af biodiesel. Energiselskaberne (som det hedder nu, i stedet for olieselskaber) har allerede investeret milliarder af dollars i oliepalme-plantager i f.eks. Indonesien, Malaysia, Thailand og afrikanske lande, hvor det er gået hårdt ud over skovene.

Det kunne se ud til, at New York’s freegans har fat i noget stort. Jo flere, der opdager fidusen med at leve af det, restauranter og butikker smider ud, jo færre penge bliver der til at investere i planeten Jordens ødelæggelse.

Og så har jeg slet ikke sagt noget om militæret. Der er ikke tilgængelige oplysninger om, hvad alverdens militær forbruger og ødelægger. Det er tvivlsomt, om der overhovedet findes statistikker over den slags, det er i hvert fald sikrest og dermed i nationens interesse, slet ikke at lave dem. Men man kan da se i sin almindelige avis, at USA har afsat 630 milliarder dollars til militæret i 2007, omtrent hvad resten af verdens nationer bruger tilsammen. Og selvom der sikkert er store udgifter til administration, må en betragtelig del gå til materiel og transport. Hvad hele apparatet slår i stykker rundt om i verden, er slet ikke medregnet.
 
Der er tilsyneladende to emner, som overskygger det meste andet i medierne (bortset fra kongehuset): Klimaforandringer og indsatserne imod dem – og den økonomiske vækst, som er forudsætningen for vores velstand. De hippe skrotsamlere og snyltere på New York’s skraldespande er foreløbigt de eneste, der gør noget alvorligt ved disse to problemstillinger.

Men hvis der bliver så mange af dem, at det kan mærkes i resten af samfundet, skal de nok få politiet på nakken.