GÃœSSING er en lille by i det sydlige Østrig, tæt ved grænsen til Ungarn. Der bor omkring fire tusind mennesker i byen, som er det administrative centrum i Distriktet Güssing.

For tyve år siden var byen og distriktet døende. Høj arbejdsløshed, stor fraflytning, skolelukninger, sociale nedskæringer, ingen investeringer. En lille gruppe borgere, som indså, at der efterhånden ikke var andet, man kunne spare på end  importen af dyr energi udefra, foreslog, at man skulle opstille det som et politisk mål, at gøre, først byen, og siden hele distriktet selvforsynende med energi.

Distriktet er skovrigt; landbruget består af mindre enheder, hvoraf mange er overgået til deltidslandbrug, hvor ejerne supplerer indtægterne ved lønarbejde og er holdt op med at holde kvæg. Det betød, at man i første række kunne satse på at udnytte restprodukter fra skovene og på at dyrke energiafgrøder på de ledige græsningsarealer.

I 1990 lykkedes det at få en beslutning igennem i Güssings kommunestyrelse om at frigøre sig 100% af importeret, fossilt brændsel (dvs. olie, kul og brunkul). 14 år senere omtaler man afgørelsen som den vigtigste beslutning i Güssing nogensinde.

Dengang var man mest optaget af økonomien og forsyningssikkerheden, så man startede med at gennemgå alle muligheder for at spare energi i byens offentlige anlæg og virksomheder. Det praktiske resultat blev en halvering af kommunens udgifter på området.

Dét gav vind i sejlene. I løbet af kort tid fik man bygget et anlæg til produktion af biodiesel på basis af rapsolie i et område, hvor større græsningsmarker lå uudnyttede hen; to nærvarmenetværk (Nahwärmenetze), hvor varmen leveres af små anlæg, der er indrettet i nedlagte landbrugsbygninger, og kommer fra forbrænding af landbrugs- og skovaffald; samt fået kommunestyrelsen med på, at hele byen Güssing skulle forsynes med varme fra et centralt anlæg, hvor brændslet skulle være restprodukter fra skovindustrien.

Holdningen var ellers at bygge på små enheder, der for det meste skulle finansieres af lokale andelsforeninger. Det havde alle forberedende undersøgelser vist, var det mest fordelagtige – både økonomisk og forsyningsmæssigt. Man lagde desuden vægt på, at brugerne skulle have direkte indflydelse på, hvordan de lokale anlæg skulle forvaltes. Brugerne skulle involveres direkte.

Det var fjernvarmeanlægget i byen for stort til. Det var nødvendigt med penge fra staten, amtet og kommunen – og ikke mindst fra EU i Bruxelles. Kommunen måtte garantere for investeringerne og påtage sig at afvikle dem. Da anlægget stod færdigt, var det det største biomasseanlæg i Østrig, og endnu i dag er det blandt de tre største.

For at kunne sikre, at der kun blev brugt træ fra distriktets egne skove – og at det blev brugt på et forsvarligt (bæredygtigt) grundlag, opbyggede man i samarbejde med Burgenlands Skovejerforening en plan for hugst og genplantning,  som blev sikret med aftaler med lang løbetid. Det blev til en organisation, som viste sig at få afgørende betydning for bæredygtig skovdrift i hele regionen Burgenland.

Den udvidelse af infrastrukturen, som fjernvarmenettet betød, gjorde, at Güssing, fra at have været en hensygnende by i et udkantsområde blev interessant at investere i. Ved hjælp af et særligt støtteprogram for nye virksomheder er det de senere år lykkedes at få 50 virksomheder med over 1000 nye arbejdspladser til byen. Blandt andet udnyttes overskudsvarme fra fjernvarmeværket til et nyt anlæg til tørring af lokalt produceret træ, og dét har fået Østrigs to største parket-fabrikker til at flytte til Güssing. Affaldet fra parketfabrikationen – spån og savsmuld – pumpes pneumatisk gennem rør fra fabrikkerne til fjernvarmeværket. Det lader sig gøre, fordi der har været plads til at bygge nyt og tæt.

Varmeværket producerer i øvrigt også elektricitet. Det hele foregår med avancerede metoder, de fleste af os har svært ved at forstå, men virkningsgraden er høj.

To ting falder umiddelbart i øjnene ved den næsten eksplosionsartede vækst i Güssing. Den første er grundigheden. Inden noget blev sat i gang, havde mange teknikere, videnskabsfolk og repræsentanter for brugere været igennem grundige og tit langvarige undersøgelser af de praktiske forhold omkring projektet.

’For at finde veje til selvstændig energiforsyning i en region, er det nødvendigt at kende dens energibehov og hvordan dette behov fordeler sig i regionen. Et vigtigt punkt for uafhængig energiforsyning er også, at der er tilstrækkelige arealer til rådighed for fremstilling af biomasse. På grundlag af beregningen af tilgængelige arealer kan man så i området fastslå, om det er muligt at dække dets behov for energi.’

Sådan beskrives udgangspunktet for det projekt, som gjorde Güssing Distrikt selvforsynende med energi. Undersøgelsen blev gennemført sogn for sogn, bydel for bydel, og hvert sted kortlagde man forudsætningerne, behovet, befolkningens ønsker og de mulige tekniske løsninger.
Det andet, som overrasker, er den gennemførte saglighed. Der ser ikke ud til at have været forudfattede meninger om, hvordan man skulle gribe tingene an – om store enheder er mere effektive end små; om private investeringer er bedre end offentlige; eller om central styring bør foretrækkes frem for decentral – kun det vedtagne, fælles mål har været styrende: At gøre byen og distriktet selvforsynende med energi. Nu, da målet er nået, og udslippet af drivhusgasser tilmed er formindsket med 90% i forhold til år 2000, er billedet uhyre broget: en halv snes små, lokale kraftvarmeværker, indrettet i nedlagte landbrugsbygninger; et forsøgsprojekt for solenergi og en fabrik, der fremstiller solceller indstøbt i tagplader fabrikeret af plast-affald; en fabrik som laver dieselolie af raps og solsikkefrø; en anden, der laver transportable anlæg til lokal fremstilling af dieselolie; et produktionsanlæg til methangas; udnyttelse af fjernvarme til at erstatte luftkonditionering (køling) om sommeren (50% af energiforbruget i kontorbygninger); samt en række undervisningsanstalter, der har gjort Güssing til landets førende indenfor forskning i alternative former for energi.

Under rubrikken ’Den Energi-autonome Region Güssing’ hedder det, at projektets vigtigste resultat har været at bevise, at det er grundlæggende muligt for et distrikt at blive selvforsynende med energi. Det har været afgørende for projektet og dets praktiske udformning, at sogne/kommuner i distriktet har deltaget i arbejdet og støttet det. Derved har borgerne fået direkte indflydelse og har fået mulighed for at være med i udviklingen af nye projekter i fremtiden.

Det hører så med til historien, at det hele er foregået indenfor rammerne for udviklingsprogrammet ’Fremtidens Energisystemer’, som hører under Ministeriet for trafik, innovation og teknologi i Østrig. Der har altså været tale om offentlige midler og EU-tilskud, i alt ca 60% af omkostningerne. Resten er skaffet lokalt.

Distriktet Güssing er 486 kvadratkilometer stort – ca 100 kvadratkilometer mindre end Bornholm – og har 27.200 beboere, dvs. ca. halvt så mange som Bornholm. Der er ikke mange hoteller og næsten ingen sommerhuse – men på grund af energipolitikken og den vækst, denne har medført, er turismen også i fremgang. Vil man vide mere om Güssing, kan man gå ind på www.eee-info.net/english eller /deutsch og bl.a. se, hvordan det hele ser ud.
 
Som en fodnote til historien om Güssing står der følgende:
Hvis De har interesse i et mere dybtgående samarbejde, f.eks. partnerskab på projektplan, måske i form af opbygning af et bredere center for fornybar energi, kan De kontakte os på adressen r.kleinhappl@eee-info.net Vi kan da i fællesskab udvikle strategier for at virkeliggøre sådanne projekter.

Opfordringen gives hermed videre til rette vedkommende.