1924 var en verdenskrig lykkeligt overstået, og fremtiden tegnede lys i en globaliseret verden.

MED JÆVNE mellemrum sælger vores lokale bibliotek ud af bøger, ingen længere gider låne. I en af rodekasserne fandt jeg for nylig én, som hed Det Okända Sverge af Ludvig Nordström. Og tænkte, at for en svensk femmer kunne man vel tage imod tilbudet om at lade sig oplyse. Når man, som undertegnede, står og vakler på gravens rand, burde man i det mindste have indsamlet lidt oplysninger, så man har noget at tage med sig.

Det viste sig, at bogen var fra 1924 og slet ikke her fra Småland, men fra Norrland, mest Härnösand, som forfatteren påstår, er den smukkest beliggende af alle Sverges byer (sådan staver han det: Sverge, og det er sådan, det udtales). Jeg er selv, ligesom bogen, fra –24, men ved meget lidt om, hvordan verden så ud dengang. Det tog mindst ti år, før jeg begyndte at få øje på den, og da var der allerede sket store ting, bl.a. i Tyskland, og Nordströms optimisme var gjort til skamme. Eller måske har jeg misforstået ham?

Han skriver i sit forord, at han har opfundet et nyt ord for et nyt begreb; han kalder det totalisme, og med dét mener han ikke noget totalitært, men noget altomfattende. I dag hedder det globalisering, og dengang i tyverne kunne det opfattes som noget helt igennem positivt, og det gør Nordström. Men han har en sag, og den er god at få forstand af, især i disse sene tider, hvor opinionen groft kan deles i to: de, der i frihedens navn forsvarer globale kæmpefirmaers ret til at køre verden, som det bedst tjener profitten og uden demokratisk indsyn – og de, som mener at se kloden og dens magtesløse befolkning blive ødelagt af globaliseringen. Selv hører jeg til de sidste, og jeg har haft meget, meget svært ved at forstå de andre. Men Nordström kan man forstå, fordi han skrev i tyverne, hvor globaliseringen endnu var et løfte om en gylden fremtid. Med lidt eftertanke kan man også forstå, hvordan det hele kunne gå så helt ad helvede til, uden at folk – og jeg mener ikke bare Lomborg – har opdaget det.

DEN BEDSTE forklaring findes i bogens afsnit om Fiskaradeln i Ångermanland. Fiskeradelen var ludfattig, og det var regeringens skyld. Härnösand blev grundlagt 1583 ved kysten af Ångermanland, hvor der var en naturlig havn, og fik ret til at bygge skibe og sejle udenlands, helt til Frankrig, for at drive handel. Men 1636 blev alle rettigheder taget fra byens borgere, fordi Stockholmerne ville have eneret på handel og søfart. Byen blev et sølle fiskerleje, og dens borgere blev fattige fiskere.

Navnet fiskeradelen fik de på grund af de kampe, de udkæmpede mod centralmagten, især om noget kirkebyggeri, og som varede i tohundrede år, uden at regeringen fik kuet dem. Det beroede på, skriver Nordström, at pengene endnu ikke havde gjort deres indtog i Norrland.
 Hver og én af disse fiskere sad nemlig ganske bogstaveligt i sin helt egen verden. Han ejede sit hus, sin fiskerbod og et stykke jord, som forsynede ham nødtørftigt med kål og roer og, når det kom højt, foder til en ged. Og havde han ikke jord nok til at holde ged, græssede den på almindingen. På havet var han sin egen herre, og dér fiskede han sild, som han om sommeren spiste frisk, om vinteren saltet. Han var sikret sit magre levebrød, som ingen kunne tage fra ham (og som ingen i de højere samfundslag ville have), og hvad der skete i den Store Verden ragede ham en surstrømming, for den verden havde ingen magt over ham.

Striden opstod, fordi øvrigheden ville bygge en ny kirke i byen i stedet for den gamle, som var ved at styrte sammen, og fiskeradelen sagde nej, fordi de ikke havde råd. Øvrigheden stod magtesløs. Den kunne ikke tage havet og fiskeriet eller de små jordlodder fra fiskerne, det ville have været altfor bekosteligt. De stakler, som blev udnævnt til at skulle regere Ångermanland, måtte lempe sig frem. Fiskeradelen og oplandets bønder betragtede med al ret herredet som deres og embedsmændene som deres tjenere. Det svenske rige eksisterede udenfor deres horisont, som et påfund eller et sted, man fortalte idiot-historier om og grinede af. Eller hvorfra der kom befalinger, man gjorde modstand imod.

MEN EFTER 200 års stridigheder og ludfattig selvbevidsthed kom pengene til Norrland. Englænderne havde brug for tømmer, og i Ångermanland var der masser. I begyndelsen af 1800-tallet blev handelen givet fri, og fiskeradelen fik andet at gøre end at lægge sild i lage. De skulle stadig have mad, men nu slog de sig på handel, de der kunne, og købte maden af de, der ikke kunne men måtte fortsætte med fiskeri og landbrug. Silden blev en vare.

Og tømmervirksomheden trak folk til udefra, grossister og andre pengefolk, og de købte jord af fiskeradelen og byggede huse på den. Fra at have været frie og uafhængige blev fiskeradelen til, i starten nådige leverandører af nødvendigheder til byens borgere, senere til helt afhængige producenter, som ikke havde meget at skulle have sagt om nogen ting.

Der blev bygget og anlagt fabrikker, silden blev til en biting i økonomien, der kom skoler og banker og fattighus, der kom forbindelser til omverdenen, fremskridt. Olien og den nye eksplosionsmotor formindskede alle afstande – nu er vi fremme i 1900-tallet – storbyens spisevaner, moder, idéer fortrængte det meste af det gamle, og familien mistede sin traditionelle betydning. ’Fra kirke til bank’ hedder et afsnit meget betegnende. Her viser Nordström, hvordan landbruget – allerede i tyverne! – forvandles til en industri, der leverer maden til storbyerne, og den ældgamle bondekultur forsvinder. Dens selvstændige liv er forbi, og jorden med alt, hvad der vokser på den eller findes under den, er helt under kontrol af det, han kalder verdensstaden. Det er derfor helt naturligt, at centrum i Härnösand og lignende byer har flyttet sig fra kirken til banken. Hvad der sker i kirken og siges fra prædikestolen ’virker’, skriver han, ’underligt løst, uvirkeligt og uden forbindelse med den moderne matematiske verden’.

TID OG RUM har byttet plads i menneskers bevidsthed. Hvor rummet – afstandene – i den gamle verden var altafgørende, og hvor, som han skriver, et sejlskib kunne ligge underdrejet i storm i to måneder på en dagsrejses afstand fra Göteborg, før det kom i havn, er en forsinkelse på nogle få timer i den moderne verden en økonomisk belastning. I den gamle verden takkede man gud, hvis man overhovedet nåede frem. ’Men i vore dage er rummet så betydningsløst, at man straks påkalder djævelen, hvis man er ét minut forsinket’.

Han kører i tog til Paris og træffer en tysker, der netop er tilbage fra Amerika. Han er i stålbranchen, og han vover at påstå, at på nuværende tidspunkt (1922) er hele verdens stålindustri forenet til ét foretagende! ’.. Og ét er klart. Nationerne må væk! Det er det første, som må ske. Om fem, ti år vil staterne ikke længere have ministre som repræsentanter over hele planeten, men forretningsfolk!’

Til Paris kommer Nordström sammen med en berømt maler og en stor filosof. Mens de to bevæger sig i det litterære og kunstneriske Paris, opsøger han industrikvartererne og ser begejstret alle tegnene på verdensstadens fremvækst. Da han møder sine rejsefæller, er de bitre og skuffede. Kunsten er sygelig og uden indhold, litteraturen er tomt navlepilleri, og deres rejse til midtpunktet for den europæiske kultur er en fiasko, for denne kultur er død. Og Nordström fryder sig. Han har set den nye virkelighed, den nye kultur.

Og det må man, med firs års forsinkelse, indrømme, at han har. Den gamle verden har hans hjerte, men han ser den moderne som en historisk kraft, ingen kan modstå, og som bringer vældige fordele med sig. Han forudser uhyre omvæltninger og lidelser, om end mest i bisætninger, men han kan ikke forudse, at energikilderne vil tørre ud, eller at hans verdensstad vil skade planeten og true alt liv. Havde han kunnet, ville han have ment, at teknikken ville løse problemerne.

Hvad han ikke så, var at verdens beslutningstagere, dens meningsdannere og kunstnere endnu efter firs år ville befinde sig i staternes stendøde centre, og at deres horisont ville være begrænset af en politisk og økonomisk kultur uden forbindelse med virkeligheden.

Hans moderne verden er i dag den gamle. En ny er ved at blive født, og allerede i 1924 kunne han skimte den: Nationerne må væk!