EN ARTIKEL I SCIENCE fra den 17. August diskuterer reduktion af drivhusgasser ved brug af biobrændsel i forhold til den mulige reduktion ved bevaring og genoprettelse af skovområder. Den når frem til, at der udledes større mængder drivhusgasser ved brug af flydende biobrændsler end ved brug af fossile brændstoffer, og at bevaring/genplantning af skov kan binde mellem to og ni gange så meget CO2 over en 30-års periode som der kunne spares ved brug af biobrændsler (f.eks. ethanol og palmeolie).
 Det vil sige, at man får en mere effektiv begrænsning af drivhusgasser i atmosfæren ved at udvide klodens skove end ved at dyrke energi-afgrøder.

Professor David Pimentel ved Cornell University og en del andre videnskabsfolk påstår, at den energi, man kan få ud af bio-ethanol, er mindre end den olie- og gasenergi, som skal bruges for at fremstille ethanolen.  Deres undersøgelser af det samlede energiforbrug ved ethanol-produktion – fra fremstilling af kunstgødning og kunstvanding, over brugen af landbrugsmaskiner og til transporten af råmaterialer til og affald fra fra bioethanol anlæggene – viser et energitab på 22%. Dvs. at biobrændsler bruger mere energi, end man får ud af dem.

Det kan også komme til at knibe med plads. En 10% erstatning af benzin og diesel med biobrændstoffer vil beslaglægge 43% af landbrugsjorden i USA og 38% af den dyrkbare jord i EU.
 Hvis målet for indførelsen af biobrændsler som erstatning for fossile brændstoffer er at imødegå klimaforandringer, hedder det i artiklen i Science, ville man opnå bedre resultater på kort sigt – ca. 30 år – ved at fremme mere effektiv udnyttelse af de fossile brændstoffer, at bevare de eksisterende skove og savanner og at gendanne naturskov og græsarealer. Foruden at formindske udslippet af CO2 til atmosfæren, ville gendannelsen af store områder til skov og græsarealer have mange andre miljøfordele, såsom at bremse ørkenspredningen, opretholde biologisk mangfoldighed og tjene til at forbedre klimaet lokalt.
 Modsat kan industriel dyrkning af energi-afgrøder betyde store miljøskader. Ensidig satsning på bestemte afgrøder udpiner jorden, kræver store mængder kunstgødning, udstrakt brug af bekæmpelsesmidler og intensiv kunstvanding, der udtørrer undergrunden.

Det hænger ikke sammen. Måske er problemet stillet forkert op – og i så fald er det næppe uden hensigt.
 For få år siden var fronterne trukket skarpt op: På den ene side var de politikere og erhvervsfolk, som hævdede, at klimatruslen var vildt overdrevet, og på den anden et langsomt voksende antal videnskabsfolk og almindelige borgere, der tog miljøspørgsmål og drivhuseffekt alvorligt. De første var de gode og besindige, som man med støtte af f.eks. Bjørn Lomborg kunne holde med. De andre var venstresnoede og hysteriske. Undergangsprofeter.
 Nu er det i nogen grad omvendt. Efter Al Gore’s og de andre berømtheders indsats er det i dag de gode, som er ængstelige ved miljøødelæggelser og klimatrusler – og de onde dem, der ikke tager nogen af delene alvorligt nok til at købe udledningskvoter, hver gang de skal ud at flyve, og fortsætter med at bruge oliefyr og køre rundt i 4-hjulstrækkere.
 Det kan virke mystisk, især fordi det er gået så hurtigt. At vende hele verdensopinionen på mindre end 5 år – hvordan gør man dét?
 Det gør man heller ikke. Man laver en offentlig stemning, hvor en mængde mennesker, der ikke tidligere vovede sig frem med noget af frygt for at blive til grin, pludselig tør have deres meningers mod. Sådan omtrent ligesom i indvandrerdebatten.

Hele dette ’hvis-du-ikke-er-med, så-er-du-imod (og altså en skurk)’ er ligeså bekvemt, når det gælder om at erklære krig mod klimaændring, som når man ellers vil have folk til at gå i krig – men det slører også de indviklede problemer, som er grunden til, at det er nødvendigt at gribe ind.
 Det kunne f.eks. tænkes, at det ikke er vores skyld alt sammen, men at klimaændringer simpelthen indtræffer med mellemrum, og at vi ikke ved, hvorfor. Det kunne samtidig tænkes, at vores nuværende overforbrug af snart sagt alle naturlige ressourcer gør det hele værre.
 Det betyder naturligvis, at vi skal forsøge at omstille os – og alle de apparater, vi er helt afhængige af – til noget mindre skadeligt for os selv og resten af kloden. Hvis vi på den måde fik lempet en smule på de kommende klima-ulykker, måske ligefrem fik udskudt nogle af de værste katastrofer en smule – ja, så meget desto bedre. Det kunne vinde tid til at rette på nogle af de fejltagelser, vi ikke kan undgå, når vi samler kræfterne om de kæmpeopgaver, vi står overfor.
 Sagen er jo, at når vi siger, at klimaændringerne er vores skyld – så siger vi dermed, at vi kan stoppe dem, bare vi tager os sammen.
 Samtidig kan vi læse i avisen, at det danske kulforbrug er steget 54,4% siden 2002, med en tilsvarende stigning i CO2-udslippet (Informations forside, 20.08.07), og at energiminister Flemming Hansen henholder sig til, at kul er historisk billigt, og derfor er det attraktivt at bruge.
 For nogle måneder siden kunne vi også se, at næsten samtidig med, at EU indførte kvoteordninger for CO2-udslip og omsider inddrog flytrafikken i drivhusgas-regnskabet (uden dog at lægge skat på flypetroleum), vedtog man en plan for at åbne trafikken over Atlanten for samtlige flyselskaber i EU. Ifølge den nye ordning vil ethvert flyselskab i EU kunne flyve til USA fra ethvert sted i Europa. Det vil, udtalte begejstrede embedsmænd i Bruxelles, betyde ekstra 26 millioner passagerer og skabe 72.000 nye arbejdspladser på begge sider af atlanterhavet.
 På det mere beskedne og lokale plan har vi netop hørt om et trafikforlig, der vil indsætte en ekstra, brændstofslugende og forurenende hurtigfærge på sejladsen på Bornholm. Og hvad med Fehmern-broen og de nye motorveje og en ekstra Øresundsbro?
 Hvis nogen andre end politikerne går op i den slags, må de få den fornemmelse, at al propagandaen omkring klimaændringerne kun er til for at give borgerne dårlig samvittighed og få dem til at købe CO2-kvoter, sparepærer og pillefyr i det forfængelige håb, at det vil forhindre indlandsisen i at smelte og det meste af Europa i at blive oversvømmet.
 
Penge kan ikke tåle at ligge stille. De skal investeres for at være noget værd. Det er dét, der giver kapitalismen dens dynamik – man skal hele tiden finde på noget nyt at sætte penge i – men samtidig gør den farlig for sine omgivelser. Når der nu optræder klimaforandringer, der kan være rigtigt farlige, tager det kun få år at forvandle truslen til en chance for økonomisk vækst.
 USA's regering begrundede sin beslutning om gradvist at erstatte fossile brændstoffer med ethanol og bio-diesel med, at det ville gøre landet mindre afhængigt af importeret olie. I dag forlanger et stigende antal kongresmedlemmer, at statstilskuddet til dyrkning af energiafgrøder (hovedsageligt majs) skal hæves, og at målet for ethanol-tilsætning i benzinen skal fordobles. I Iowa, som leverer 30% af den ethanol, der bruges i USA, og som også er den stat, der traditionelt er den første til at udpege sine kandidater til præsidentvalget, kommer alle de mulige kandidater i disse uger på besøg for at beundre de nye ethanol-anlæg og den hektiske økonomiske opblomstring, som præger hele staten.
 Men det er kun en lille del af den verdensomspændende opgang i landbrugsindustrien. Cargill (der behersker mere end 60% af verdenshandelen med majs og hvede) Monsanto (der dominerer markedet for pesticider), Syngenta og andre fødevaregiganter har investeret enormt i majsdyrkning (ethanol), soja og oliepalmer (bio-diesel), især i Latinamerika (hvor det i Brasilien og Argentina har ført til oprør blandt bønder, der har fået konfiskeret deres jord), men nu også i Afrika syd for Sahara. For tiden ryddes de sidste regnskove i Brasilien for at give plads til energiafgrøder. Samtidig advarer FAO om, at verdens reservelagre af majs og hvede er ved at være tømt.
 Fødevarepriserne, der længe var utilfredsstillende lave for industrien, er mere end fordoblet på verdensplan – ikke kun på grund af de store tilskud til dyrkning af energiafgrøder, men også fordi der er blevet mindre plads til dyrkning af menneskemad.

Ifølge artiklen i Science er det kun briobrændsel udvundet af træmasse, der tåler sammenligning med kulstof-bindingen i naturskov. Teknikken er ganske vist endnu på udviklingsstadiet, siges det, men de begrænsninger i udledningerne, som kan opnås i lande med tempereret klima, forekommer at svare til, hvad gendannede skove kan optage. Hvis man ikke driver rovdrift, men fælder i takt med skovenes tilvækst, kan man ifølge artiklen undgå miljøproblemer.
 Artiklen i Science gør for resten opmærksom på, at træ også kan bruges direkte som transportbrændsel. Er der nogen, der kan huske gengasbilerne fra krigens tid? (se www.gengas.nu på nettet: dér er de allsammen).
 Det var så bilerne. Nu skal vi bare have lavet hele samfundet om, så mennesker også kan være der.