Staten lurpasser i trafikpolitikken
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 10/12/2007
- Trafik
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Se alle artikler Ebbe LauridsenLetbaner er blevet en kæmpesucces i flere europæiske lande. Der er åbnet letbaner i mange byer i Frankrig: Lyon, Grenoble, Montpellier, Strasbourg og Paris. Tilsvarende i Tyskland og i England, bl.a. Manchester og London. I Oslo og Helsinki overlevede sporvognene, og den er genindført i Stockholm.
Danmark er ved at sakke håbløst bagefter. Regeringen mener, at letbaner er en kommunal opgave, men de vil i følge trafikselskabet Movia’s adm dir Johannes Sloth ikke kunne løfte finansieringsbyrden alene.
Der er ellers mange gode forslag på bordet. Det forslag, der har været længst fremme, er i Ring 3 korridoren fra Lyngby til Glostrup med mulighed for forlængelse både mod nord og syd. Projektet blev første gang lanceret i 1997 - 1999 i det såkaldte Basisnetprojekt; et samarbejde mellem HT og Trafikministeriet.
Den kollektive trafikbetjening på tværs er yderst mangelfuld og tegner sig kun for beskedne 4% med faldende tendens. Derfor stiger biltrafikken. Og kommunerne kan ikke løse det problem alene. Anlægsomkostningerne i den billigste variant er estimeret til 2,7 mia. kr. (2003-priser), og de årlige driftsudgifter vil andrage godt 100 mio. kr. Hvis der vælges tunnelløsninger på dele af strækningen vil anlægsomkostningerne overstige 5 mia. kr.
I andre europæiske lande går staten ind med en væsentlig del af anlægsomkostningerne. Det er også nødvendigt i Danmark.
Letbaner som fødelinier til den nye Metro-Cityring
Trafikgruppen letbaner.dk har udarbejdet et forslag til etablering af 97 km letbaner til en samlet pris på 16 mia.
Et letbanenet i gadeniveau vil kunne betjene mange kvarterer, der nu kun betjenes af busser. Det drejer sig om Tuborg, Lundtofte, Buddinge, Gladsaxe, Herlev, Brønshøj, Glostrup, Rødovre, Sydhavn, Vesterbro, Sundbyvester, Holmen, Nordhavn og Østerbro
.
Bilisterne får et nyt alternativ til at komme hurtigt ind og ud af byen uden parkeringsproblemer, hvilket frivilligt begrænser vejtrafikken og forureningen. Den forventede nedgang i biltraf ik på min. 20%, muliggør en indskrænkning af vej- og parkeringsarealer på ca. 10 % der kræves til letbanesporene.
