Det gør den, fordi olie er en begrænset, ikke-fornybar ressource, for nu at sige det på grønt nysprog. Den er dannet af døde dinosaurer, måske også alger og andre plantedele, som igennem millioner af år har ligget dybt i jorden og er blevet udsat for det tryk og de temperaturer, som skulle til. Det er i hvert fald sådan cirka, hvad vi lærte i skolen om den sag.

I 1956 var der en geolog fra Texas, Marion King Hubbert, som fremsatte teorien om ’Peak Oil’ – udtrykt ved en klokkeformet kurve over produktionen i oliefelter, der indledningsvis tegner en stejl stigning op til et punkt, hvor udbyttet topper (’peaks’), for derefter at falde i en tilsvarende stejl kurve. Påstanden var, at denne kurve gjaldt over alt i verden, og at USA's olieproduktion ville toppe 1970.
 
Da det faktisk skete, blev Hubbert berømt, og hans teori fik efterhånden stor udbredelse. I dag synes den at være alment accepteret.

Det eneste problem var, at olieproduktionen i USA dengang ikke faldt, fordi den havde toppet, men fordi de store olieselskabers import af billig olie fra Saudi-Arabien gjorde mange amerikanske oliefelter ulønsomme og lukkede dem. Men teorien blev ikke opgivet. Når der kun kan findes en vis mængde olie i jorden, og forbruget stiger voldsomt, er det jo sikkert som amen i kirken, at kilderne en skønne dag må tørre ud. Det eneste, der skete, var, at man skød tidspunktet ud i fremtiden. Nogle mente, produktionen ville toppe i 2007, andre foreslog 2012.

Man vidste jo, at olien var dannet af organisk materiale igennem en proces, der havde varet millioner af år. Nye fund, f.eks. i Nordsøen, viste kun, at man endnu ikke havde fundet det hele.

De viste også, at felterne blev stadig mere utilgængelige, vanskeligere at udnytte. Så olieprisen ville uundgåeligt stige med de øgede omkostninger.

De eneste, som var uenige, var de sovjetiske geofysikere, men de måtte ikke udtale sig. Dr. J.F. Kenney er den eneste amerikanske geofysiker, der har studeret under V. Krajushkin, den førende russiske geolog, der i 90erne var med til at udvikle nye, vældige oliefelter i Donets-Dniepr bækkenet på grænsen mellem Rusland og Ukraine (hvor der, ifølge vestlige videnskabsfolks opfattelse, ikke skulle være olie). Han deler russernes skepsis overfor den gængse teori om, hvordan olien blev dannet. I et interview sagde han for nylig, at

”alene for at danne den mængde olie, som (Saudi-Arabiens) Ghawar felt har produceret til dato, ville der kræves en aflejring af fossile dinosaur-rester i et omfang af 30 kubik-kilometer.”

Altså en klump døde dinosaurer, som var 30 kilometer på alle tre ledder.
Det lyder usandsynligt.

Det havde russerne længe ment. Allerede i begyndelsen af 50erne, da den kolde krig var i fuld gang, og Sovjetunionen forudså oliemangel, var videnskabsfolk ved det russiske og ukrainske videnskabsakademi i gang med grundlæggende undersøgelser, der skulle besvare spørgsmålet: Hvor kommer olie fra?

De mente, at den vestlige teori om organisk oprindelse var urimelig og ikke til at bevise. I 1956 offentliggjorde professor Vladimir Porfiryev resultaterne af deres arbejde:

”Råolie og naturgas har ingen egentlig forbindelse med biologisk stof, der stammer fra områder nær jordens overflade. De er urstoffer, som er blevet presset op fra store dybder.”

Hvis det passede, ville mængden af olie kun være begrænset af, hvor mange kulbrinte-elementer, jordens indre havde indeholdt, da planeten blev til. Hvor meget, man kunne udnytte, ville kun afhænge af, hvor dybt og præcist, man kunne bore. Det var et teknisk spørgsmål – ligesom evnen til at gøre udtømte oliekilder produktive igen ved videre boringer. De påstod, at olie hele tiden dannes dybt i jorden i meget høje temperaturer og under stort tryk.

Det betød, at de metoder, man skulle bruge ved eftersøgning af olie, måtte være totalt forskellige fra noget, man havde forsøgt i de vestlige lande. De russiske påstande om store fund af gas og olie i Sibirien i 60erne blev betragtet med skepsis i USA. Ifølge vestlige geologer skulle der egentlig slet ikke findes olie i de pågældende områder, og hvis der virkelig var, måtte den være så svært tilgængelig, at udbyttet ville blive negativt – dvs. at der skulle bruges mere olie til udvindingen, end der blev produceret.

Men hvorfor skulle Sovjet gøre noget så idiotisk? Svaret var: af propaganda-grunde. Dengang, under den kolde krig, lød det ret sandsynligt. Russerne forsøgte jo med alle midler at virke stærkere, end de var.

Men i 90erne, da der ikke længere fandtes noget, som hed Sovjetunionen, blev den russisk-ukrainske teori om fossile brændstoffer brugt i Dniepr-Donets Bækkenet, hvor vestlige geologer anså det for usandsynligt, at der skulle kunne findes noget. Der blev boret 61 steder. 37 gav resultater, som kunne udnyttes kommercielt. Størrelsen af det nye oliefelt svarede til USA's felt ved Alaska’s North Slope.

Amerikanske prøveboringer efter nye felter, såkaldte ’wildcat’-boringer, havde dengang en succes-rate på 10%. Ni ud af ti forsøg var normalt mislykkede. I sammenligning havde russerne haft ’held’ med sig ved over halvdelen af forsøgene.

Historien er naturligvis meget længere og meget mere indviklet. For en ukyndig som undertegnede er det imidlertid umiddelbart forståeligt, at de to teorier om, hvordan olie og naturgas er opstået, må føre til helt forskellige metoder i efterforskningen. Hvor den vesterlandske teori om, at oliefelter opstod af fossilt materiale, må lede til søgning nær jordskorpens overflade, vil den russiske føre til at søge i dybden. Og leder man efter fossilt, organisk stof, vil man i forarbejdet søge at kortlægge fortidens klima og økologi – mens en søgning efter stof fra jordens indre vil koncentrere undersøgelsen om forskydninger i jordskorpen og forekomsten af bestemte, geologiske formationer.

Ingen af teorierne kan bevises. Men i praksis ser det ud til, at russerne har ret. De finder olie, og intet tyder foreløbigt på, at de sibiriske felter har toppet. Men hidtil har de ikke været ivrige efter at dele deres viden med andre. Amerikanske forslag om samarbejde er siden 2003 blevet afvist, hvad der måske ikke er helt uforståeligt.

Men skulle den russiske teori være rigtig, står verden ikke overfor mangel på olie i overskuelig fremtid. Og i så fald ligner det store ethanol- og biodiesel-eventyr et gigantisk nummer for at sikre stadigt stigende oliepriser og nye statstilskud til landbrugsindustrien.

Men kan det virkelig være rigtigt? Og hvis det er, hvad så med forureningen, CO2-udslippene og klimaændringerne? Kan vi opføre os fornuftigt, hvis der er olie nok til bare at tonse derudad?

Kilde Dr. J.F.Kenney’s artikel ’Considerations about recent predictions of impending shortage of petroleum …’ (ISSN 1526-5757).