Den cubanske udenrigsminister Felipe Perez Roques erklæring ved FNs 62. generalforsamling 26.9.07 i New York.

Generalsekretær:

Aldrig tidligere har de reelle farer der truer menneskeheden været så åbenlyse; aldrig før har overtrædelsen af international lov været mere åbenlys. Det sætter i stigende grad international fred og sikkerhed  på spil. Aldrig før har ulighed og udelukkelse været så åbenlys idet det nu rammer mere end to tredjedele af klodens befolkning.

En nøglefaktor til at sikre menneskehedens overlevelse er at sætte en stopper for den hæmningsløse forbrugerisme der næres af de store virksomheder og magtfulde grupper i en håndfuld udviklede lande, som sviner med resurserne med det resultat at et stort antal fattige lande, hvor millioner af mennesker kæmper for at overleve, bliver fattigere og synker dybere ned i underudvikling.  Generalforsamlingens møde på højt niveau for kun to dage siden understregede de farer som den voksende globale opvarmning udgør og som allerede påvirker os i form af klimaforandringer. Det er nødvendigt at handle hurtigt. Og de udviklede lande har moralsk pligt til og historisk ansvar for at vise et godt eksempel og gå i spidsen for denne opgave.

På den anden side er flere af vore lande, altid dem fra syd, ved at blive ofre for uacceptable aggressions-handlinger, som væsentligst er motiveret af den umættelige hunger efter strategiske ressourcer. Erobringskrige og proklameringen samt gennemførelsen af doktriner der hviler på forebyggende krige, som ikke udelukker brugen af atomvåben selv mod ikke-atommagter, samt anvendelsen af stadig nye påskud som f.eks. den såkaldte krig mod terror, den opreklamerede støtte til demokrati eller såkaldt regime-forandring i lande som ensidigt kaldes slyngelstater, udgør i dag den største og mest alvorlige trussel mod fred og sikkerhed i verden.

Aggressionen imod og den illegale besættelse af lande, militær-interventioner i modstrid med international lov inklusive de formål og principper som er nedfældet i FNs charter, bombningen af civile og anvendelsen af tortur fortsætter som daglig praksis.  Under falske tirader om frihed og demokrati gøres der forsøg på at cementere udplyndringen af naturressourcer i den Tredje Verden samt kontrollere områder af voksende geostrategisk betydning. Dette og ikke noget andet udgør den plan om imperialistisk dominans, som den stærkeste militære supermagt, der nogensinde har eksisteret, forsøger at påtvinge os med alle forhåndenværende midler.

I stedet for at indgå i internationale relationer i overensstemmelse med princippet om solidaritet, social og international retfærdighed, lighed og udvikling for alle, benyttes enhver mulighed til at stemple lande, gennemtvinge ensidige blokader, true med aggressioner samt benytte tvang og afpresning.

Hvis et mindre land forsvarer sig og står fast på sin ret til uafhængighed, kaldes det en slyngelstat. Og når en magt indleder et angreb på et land, kaldes det en ”befrielse”.  En der bekæmper udenlandsk aggression kaldes terrorist; den angribende soldat kaldes en ”frihedskæmper”.  Det er mediekrigen, forfalskningen af sandhed, et ensporet tyrannisk tankesæt i en globaliseret verden.

I stedet for at bevæge sig i retning af generel og fuldstændig nedrustning, inklusive atomar nedrustning, som den alliancefri bevægelse har forlangt i årtier, er vi vidner til en promovering af våben-kapløb  og misbrug af midler på nye våben og våbensystemer, der udtømmer de ressourcer verden har behov for til at afbøde virkningerne af klima-forandring, og tage hånd om de meget alvorlige problemer der stammer fra fattigdom og marginalisering.

På en politiseret og selektiv måde forsøger man at forhindre implementering af det princip, som allerede indeholdes i Ikke-Sprednings-Aftalen, nemlig at nationer har ret til at udvikle atom-energi til fredelige formål. Trusler om krig eller ødelæggelse rettes mod lande, mens en aggressiv allieret får lov til ikke bare at have hundredvis af atomare installationer men ydes bistand til yderligere at modernisere dem.

Hvor lang tid skal der gå og hvor mange nye ofre vil det kræve før krigs-høgene fatter, at våben ikke er egnede til at løse menneskehedens kritiske problemer?

På en dag som denne er det værd at minde om de ord som præsident Fidel Castro fremsagde i denne Generalforsamling i oktober 1979:

”Lad os sige farvel til våbnene og lad os på en civiliseret måde koncentrere os om vor tids mest presserende problemer. Dette er alle verdens statsmænds ansvar og helligste pligt. Det er samtidig den uomgængelige forudsætning for menneskets overlevelse.”

Hr. generalsekretær:

Der sker ingen fremskridt i retning af at opfylde Millennium målene og de beslutninger der blev taget ved de største FN konferencer de forløbne 10 år.

Fattigdommen formindskes ikke. Ulighed mellem og indenfor landene vokser.

1.1 mia. mennesker mangler adgang til drikkevand; 2.6 mia. mangler sanitære faciliteter; mere end 800 millioner er analfabeter og 115 millioner går ikke i skole; 850 millioner sulter hver dag; Og 1% af verdens rigeste ejer 40% af rigdommen, mens 50% af verdens befolkning kun råder over 10%. Alt dette foregår i en verden der anvender en billion dollars på våben samt endnu en på reklamer.

De næsten 1 mia. mennesker der lever i de udviklede lande forbruger ca. halvdelen af al energi mens 2 mia. fattige ikke kender til elektricitet.

Er det en sådan verden, de ønsker vi skal acceptere?  Er det måske den fremtid vi skal satse på? Har vi, eller har vi ikke ret til at kæmpe for at ændre denne tingenes tilstand?  Bør vi eller bør vi ikke kæmpe for at skabe en bedre verden?

 Hvorfor spilder man så kolossale ressourcer på dræber-industrien og ikke på at redde liv?  Hvorfor bygger man ikke skoler i stedet for atom-ubåde, og hospitaler fremfor ”smarte” bomber? Hvorfor fremstiller man ikke vacciner frem for kampvogne eller mere mad frem for kampfly?  Hvorfor sætter man ikke effektivt ind i forskningen om bekæmpelsen af AIDS, malaria og tuberkulose i stedet for at fremme skabelsen af et missil-skjold?  Hvorfor fører man ikke krig mod fattigdommen i stedet for imod de fattige?

Trods den kendsgerning at der kun er behov for 150 mia. dollars for at opfylde årtusind-målet, hører vi hykleriske påstande om at der mangler ressourcer hvor de nødvendige midler kan hentes. Det passer ikke!  Der er penge i overflod; hvad der mangler er politisk vilje, etik og ægte engagement hos dem der træffer valget.

Hvis de virkelig ønsker at se penge:

Så opfyld forpligtelsen til at reservere 0,7% af BNP til officiel udviklingsbistand en gang for alle. Det ville betyde et tillæg på 141 mia. dollars i forhold til de eksisterende midler. Som topmålet af svindel er donor-landene i færd med at revidere gæld-eftergivelsen - penge som de ved de aldrig vil kunne inddrive - for på den måde kunstigt at få deres bidrag til at se større ud..

Eftergiv den udenlandske gæld – en gæld vore lande allerede har betalt adskillige gange.  Så ville man kunne reservere 400 mia. dollars til udvikling, som i øjeblikket anvendes til at betjene en gæld der uophørligt vokser.

Afslut DOHA Runden for Udvikling og fjern de 300 mia. dollars i landbrugsstøtte til de udviklede lande. Så kunne man øremærke pengene til at bekæmpe fattigdommen på landet og fødevare-manglerne samt sikre rimelige priser for ulandenes eksport-produkter.

Anerkend vores ret til udvikling. Garanter vores ret til adgang til markeder, patenter og teknologier, for alt dette er i dag de magtfuldes eksklusive monopol.  Lad vore lande få hjælp til at uddanne professionelle og videnskabsfolk. Stands hjerne-drænet.

De alliancefri lande har ikke brug for almisser: vi behøver og forlanger retfærdighed.

Respekter vores ret til forskellighed, vores ret til at bevare vores arv, vores symboler og særheder. Dette er et enstemmigt krav fra de alliancefri lande, som netop blev vedtaget i Teheran på minister-mødet om Menneskerettigheder og Kulturel Diversitet.

Hr. generalsekretær:

De alliancefri lande ønsker et mere demokratisk og gennemsigtigt FN hvor Generalforsamlingen – som den mest repræsentative og demokratiske forsamling – virkelig kan implementere den magt der er den tildelt.

Vi har brug for et FN med et reformeret Sikkerhedsråd, der handler i overensstemmelse med det mandat som Organisationens charter har garanteret, uden at krænke de funktioner og forrettigheder som tilkommer systemets andre organer.  Der må skabes et Sikkerhedsråd med udvidet medlemskab i overensstemmelse med FNs nuværende sammensætning, hvor de underudviklede lande udgør flertallet.  Der må ske en radikal ændring af arbejdsmetoderne i Sikkerhedsrådet for at opnå gennemskuelighed og adgang for alle medlemsstaternes overvejelser.

Vi fastholder ideen om et FN, hvor multilateralisme og løsninger vedtaget i fuld overensstemmelse med FNs charter udgør de eneste tilgange til at løse eksisterende problemer.

Vi har behov for et Råd for Menneskerettigheder der forhindrer de alvorlige fejltagelser som blev begået af den tidlige Menneskerettigheds-kommission.. Et Råd der hæger om og praktiserer princippet om menneskerettigheder som universelle, udelelige og gensidigt afhængige. Et Råd der gør en ende på forskelsbehandling og dobbeltmoral.  De alliancefri lande vil med bestemthed modsætte sig visse mægtige gruppers djævelske planer, undfanget i frustration over deres egne fejlslåede forsøg, der stiller spørgsmål ved den aftale som er indgået gennem en hård og vanskelig proces med at opbygge Rådet.

De alliancefri lande vil ikke opgive vores bestræbelser på at forsvare de forskrifter som fra første færd karakteriserede vores bevægelse og ligner denne organisations. Vi ønsker at opdyrke venskabelige relationer baseret på principperne om folkenes suverænitet, ligeret og selvbestemmelse.

Vi vil fortsat forsvare det ulykkelige og heroiske palæstinensiske folks ret  til deres egen stat med Østjerusalem som hovedstad. Vi vil fortsat fordømme det folkemord der begås imod dem.

Vi erklærer fortsat Puerto Ricos folks ret til suverænitet og uafhængighed.

De alliancefri lande samler næsten to-trediedele af FNs medlemmer. Vore krav vil ikke blive glemt eller vore interesser overset.  Vi vil lade vore stemmer høre.

Hr. Generalsekretær.

Dette skulle have været afslutningen på min erklæring som formand for Den Alliancefri Bevægelse. Men den amerikanske præsidents skamløse og grove opførsel i dette lokale i går morges tvinger mig nu til at fremsætte nogle få bemærkninger på Cubas vegne.

I et uhumsk sprog og i en arrogant tone fornærmede og truede præsident Bush omkring ti lande; han udstedte ordrer på en bestemt og autoritær måde til Generalforsamlingen og i en diktatorisk stil aldrig før oplevet i dette lokale uddelte han betingelser til og fordømmelser af en snes lande.

Det var et pinligt optrin. Verdens politibetjent i delirium tremens. Beruset af imperial magt, tilsat middelmådighed og den kynisme, der kendetegner folk der truer med at starte krige som de ved ikke vil true deres eget liv.

USA's præsident har ingen som helst ret til at udstede domme over andre suveræne stater på denne klode. Besiddelsen af magtfulde atomvåben indebærer ingen som helst ret til trampe på de rettigheder som tilkommer folkene i de øvrige 191 lande som er repræsenteret her.

Og folkenes beslutsomhed og mod når det drejer sig om at forsvare deres rettigheder bør ikke undervurderes! I sidste ende, er det mest holdbare ikke kanonernes magt, men den retfærdighed der karakteriserer de ideer du kæmper for. Den fremfusende, truende præsident burde efterhånden have lært så meget.

Staternes umistelige lighed frem for ”regime-skifte”. Respekt for andres suverænitet frem for den ensidige udstedelse af attester for god opførsel. Respekt for International Lov og ikke illegale blokader og krige.

Præsident Bush talte om demokrati, men vi ved alle at han lyver.  Han opnåede sin stilling gennem bedrag og svindel. Ellers ville vi have været sparet for hans tilstedeværelse i går og ville have lyttet til præsident Al Gores tale om klimaforandringer og truslen mod vores art. Vi husker også hvor skamløst han støttede statskuppet mod Venezuelas præsident og forfatning.

Han talte om fred, men vi ved at han lyver. Vi husker ganske godt, at han truede 60 eller flere lande, som han kaldte ”verdens mørke afkroge” og sagde at han ville udslette dem af jordens overflade med forebyggende eller overraskelses-angreb. Bush er en mærkelig kriger som i ly af bagtroppen sender sit lands unge mennesker ud for at dræbe og dø tusinder af kilometer hjemmefra.

Han taler om menneskerettigheder, men vi ved at han lyver. Han er ansvarlig for 600.000 døde civile i Irak, han beordrede iværksættelse af tortur i Guantanamo og i Abu Ghraib og han er medskyldig i kidnapning og bortskaffelsen af mennesker, såvel som for de hemmelige fly og illegale fængsler.

Han talte om kampen mod terrorisme, men vi ved, at han lyver. Han har sikret total straffrihed til de mest forhadte terrorist-grupper, der fra Miami har gennemført grufulde forbrydelser mod det cubanske folk.

Præsident Bush angreb det nye Råd for Menneskerettigheder. Hans sår bløder, han klynker i sin hjælpeløshed. Han hjemsøges af skam, fordi USA i hans præsident-periode ikke en gang kan se frem til at blive medlem, fordi valgene foregår med hemmelig stemmeseddel. Cuba blev på den anden side valgt som grundlæggende medlem af rådet med mere end to tredjedele af stemmerne.

Han taler om samarbejde, udvikling og fremgang for resten af verden, men alle ved, at han lyver. Han har været den mest selviske og uansvarlige politiker vi nogensinde har oplevet. I en verden som i dette år alene vil blive vidne til at 10 millioner børn under 5 år kommer til at dø af sygdomme, der kunne have været forhindret, forekommer hans selvtilfredse og tomme forslag i går som en syg vittighed.

Præsident Bush har ingen moralsk autoritet eller troværdighed til at fordømme nogen. Han burde stilles til ansvar overfor verden for sine forbrydelser.

Der findes grænser for både arrogance og hykleri. Der er grænser for løgne og afpresning. Cuba afviser og fordømmer hvert eneste af de upålidelige ord der i går blev fremsat af præsidenten for De forenede Stater.

Hr. Generalsekretær.

Cuba påskønner den solidaritet som er vist os fra denne Generalforsamling i kampen mod den blokade og de aggressioner som landet har været tvunget til at udholde i næsten 5 årtier.

Cuba takker alle dem, der har støttet dets udholdende kamp mod terrorismen og hævet deres stemme til forsvar for de fem cubanske anti-terrorist kæmpere, der uretfærdigt holdes fængslet i USA.

Sammen med alle medlemmerne af den Alliancefri Bevægelse vil Cuba kæmpe for at skabe en mere retfærdig og demokratisk international orden, hvor vore folk kan nyde godt af deres ret til fred og udvikling.

Man kan anklage os for at være drømmere, men vi kæmper i den overbevisning, at nutidens drømme vil blive morgendagens virkelighed.

Vi kæmper overbevist om, at selvom der findes personer uden sømmelighed, vil der altid være andre der i sig bærer manges, ja en hel nations sømmelighed tillige med menneskelig værdighed.

Mange tak.

(Oversat af E.B.)
Læs talen på engelsk her >>>

Læs også talen af Bolivias præsident,  Evo Morales >>>