- kommer vi til at opleve en politisk tsunami, der vil sende bølger ud over Frankrigs grænser. Det skriver Jean Bricmont og Diana Johnstone i Counterpunch,org.
Det franske borgerskab og de store medier har støttet Sarkozy som manden, der evner én gang for alle at knuse Frankrigs uafhængige udenrigspolitik og Frankrigs sociale model – eller i det mindste det, der er tilbage.

Men Sarcozy’s hang til brandtaler vil uundgåeligt splitte det franske samfund. Vi husker hans løfte om at højtryksspule rosset ud af Paris’ slumforstæder. Resultatet var at hans lov og orden-politik blot forværrede situationen i Paris’ slumforstæder.

Den socialistiske kandidat, Ségolène Royal har bevæget sig så langt til højre for at få fat i midtervælgerne, at hun risikerer at miste venstrefløjen. Mange af hendes potentielle støtter vil måske foretrække den tredje store kandidat, Bayrou som manden, der kan slå Sarcozy.
Den yderste venstrefløj har på forhånd lidt nederlag. Dens ledere har forspildt den politiske kapital, der blev bygget op gennem de store sociale bevægelser i 2005 i kampagnen mod EU’s nye forfatning. Kampagnen førte til oprettelse af lokalkomiteer over hele Frankrig, og håbet var, at det skulle lykkes at pege på en kandidat, der kunne repræsentere hele venstresiden af venstrefløjen.

Det er gået op i hat og briller takket være den sædvanlige sekteriske manipulation, hvor det franske kommunistparti, selvom det kun er en skygge af sig selv, har spillet en vigtig rolle

Og hvad med Le Pen – manden med de yderliggående nationalistiske synspunkter a la Dansk Folkeparti,  støttes af hver sjette franskmand. Han har i modsætning til de øvrige store konkurrenter, bevæget sig til venstre og appellerer dermed både til dele af Sarcozy’s vællgere og visseindvandrergrupper. Grunden er hans modstand mod globaliseering og hans kritiske indstilling overfor Israel.

Hvis Sarcozy vinder, vil anglo-amerikanske globalister klappe i deres hænder, men glæden kan blive kortvarig. Franskmændenes hang til oprør gør det umuligt for en hvilkensomhelst præsident at påtvinge dem sin vilje. Den franske venstre vil blive tvunget til at forlade sine sekteriske unoder og indse, hvad der er uniks for Frankrig: en tradition for social revolution kombineret med en stærk sekulær og lighedsorienteret stat

Læs Jean Bricmont og Diana Johnstone's analyse her: http://www.counterpunch.org/bricmont04172007.html