Flere debattører og politikere er enige om, at borgerne selv og ikke politikerne har ansvaret for den galopperende materialisme. Forfatteren Morten Albæk mener at middelklassen er faret vild mellem livskvalitet og levestandard. Vi tror, lykken er gemt i samtalekøkkener, mener han ifølge Kristeligt Dagblad 5. september.

Er det nu så enkelt blot at spille sorteper over til borgerne og så at sige fralægge sig sit ansvar som politiker, som Bertel Haarder gør i samme artikel: ”Det er svært at gøre åndelig velfærd til et led i et finansforlig. Det, der giver livet kvalitet, er jo ikke blot den materielle standard og personaleforsyningen i hjemmeplejen og på institutionerne. Det er lige så meget følelsen af at være værdsat, følelsen af at være med i et fællesskab. Hvis man kunne realisere det gennem politiske foranstaltninger, skulle man da straks gøre det” – sagde altså Bertil Haarder.

Det er desværre tom snak så længe regeringen laver politik efter regnedrengenes model. Homo economicus – det økonomiske menneske er en parodi på mennesket, som økonomerne har opfundet til deres modeller. Dette misfoster har meget lidt med de virkelige mennesker i kød og blod at gøre. Den amerikanske psykolog, Abraham Maslow lancerede i 1954 sin berømte teori om hvad det er, der motiverer mennesker illustreret i en behovspyramide, der opererer med 5 basale menneskelige behov, hvor de materielle behov står nederst i pyramiden, mens behov for agtelse og selvrealisering hører til i toppen. Vi burde i Danmark have nået et udviklingsniveau, hvor det er sidstnævnte behov, der er vigtigst. De fleste af os har vist nok af materiel overflod.

Det har regnedrengen ikke opdaget. Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank, CEPOS er et strålende eksempel på sådan en regnedreng, men han ligner til forveksling regnedrengene i finansministeriet og de økonomer, der leverede tallene til regeringens velfærdsreform.

Så længe det er den slags regnedrenge, der sætter den politiske dagsorden, kan vi kigge langt efter ”åndelig velfærd”