Bush tror på et snarligt vendepunkt i krigen. Det gælder blot om at holde fast, men hans allierede er vist ikke så faste i troen. Det drejer sig om 21 lande med tilsammen 14.200 tropper, hvoraf UK alene står for 7.200. Støtten er mest symbolsk, og de fleste, som fx Danmark prøver at komme ud af miseren uden for meget støj. Irak-krigen er simpelthen for dyr i opinionstal.

Uanset retoriske krumspring er der ingen, der for alvor kan forestille sig et Irak i fred med sig selv og sine naboer – i hvert fald ikke inden for en overskuelig årrække. Og bortset fra Bush’ plan, der går ud på at holde fast for enhver pris, er der ikke mange bud på en udvikling hen imod fred.

Der er dog et par bemærkelsesværdige undtagelser: Det ene er et forslag fremsat af det demokratiske medlem af USA’s kongres, Dennis Kucinich. Det er blevet godt og grundigt overset både i USA og i Danmark, og nu har tænketanken TFF barslet med et forslag, der fortjener en bedre skæbne end Kucinich’s forslag.

TFF indleder sit forslag med at pege på tre vigtige moralske, politiske og intellektuelle udfordringer for alle, der bekymrer sig om Irak og verdens fremtid.

1: Hvordan var det muligt, at en politik så forfejlet, uinformeret og dårligt planlagt kunne fremstilles som realpolitik, der bedre end andre muligheder ville kunne fremme menneskerettigheder, demokratisering, fred og retfærdighed? Og hvilken lære kan man drage om anvendelse af militær intervention og konfrontation til konfliktløsning både specifikt i Irak og mere generelt. Og når vi har lært lektien, hvordan forhindrer vi så, at noget lignende sker i fremtiden?

2: Hvordan kan den invasion, der har haft flere destruktive end konstruktive følger i dagens Irak og for dets borgere, blive afsluttet så hurtigt som muligt

3: Hvilke nye politikker for fred, forsoning og normalisering kan man forestille sig for Irak internt, regionalt - og mellem det irakiske folk og besættelsesmagterne

Fokus i disse forslag vil være hvordan besættelsen kan afsluttes og man kan komme videre hen imod en forsoning og normalisering. Visioner om fremtidig fred tvinger alle til at søge veje, som går langt videre end krigs- og interventionsparadigmet og den næsten enerådende vestlige synsvinkel, som dominerer den internationale forsker – og medieverden.

Fra destruktive til konstruktive perspektiver
Medierne har været mest optaget af, hvor dårligt det går – og det går dårligt, men der er næsten ingen fokus på hvad der burde gøres i løbet af de næste 10-20 år. Konflikter kan ikke løses uden visioner om en bedre fremtid. Siden 2003 har den internationale fredsbevægelse arbejdet mod krigen, men har forbavsende lidt at sige om, hvad man kan sætte i stedet for besættelsen.

Så længe det er sådan vil der sandsynligvis ikke blive en tilbagetrækning eller der vil opstå en om muligt værre situation efter en tilbagetrækning. Blot at trække sig tilbage uden at tilbyde irakerne noget efter at have forårsaget denne katastrofe, der har ødelagt deres tilværelse og samfund, ville være uforsvarligt for ikke at sige umoralsk. Irak har behov for at kunne heles i en meget bred og dyb forstand.

Tilbagetrækning af udenlandske tropper og baser er kun det første skridt af en lang række hen imod fred og forsoning.

Hvorfor fortalere for besættelsen stadig kan vinde.
Den generelle diskussion er i øjeblikket meget mangelfuld. Fra flere forskellige sider argumenteres for at amerikanerne og deres få allierede skal trække sig ud. Så følger blindgydediskussionen blandt columnister, eksperter og diplomater om hvorvidt Irak vil falde fra hinanden eller komme sig. Kun få har indset, at svaret på det spørgsmål er, at Iraks fremtid ikke kun afhænger af den virkning, tilbagetrækningen i sig selv vil få, men meget mere af hvordan vi beslutter at samarbejde med Irak og dets borgere.

Den grundlæggende årsag til at irakere dræber irakere i dag er besættelsen. Det betyder ikke, at det vil høre om, når besættelsen afsluttes. Men risikoen for at det hele skal ende i kaos og borgerkrig reduceres, hvis der kan tilbydes en helt ny, konstruktiv og oprigtig freds- og forsoningsproces.

I løbet af sommeren 2007 har der været en strøm af artikler om hvor meget forskellige irakere (for det meste fra eliten) frygter den dag, da de amerikanske soldater tager hjem. De fleste øjenvidnerapporter og undersøgelser dokumentere imidlertid, at de fleste irakere føler, at situationen siden 2003 er blevet markant værre end under Saddam Hussein’s regime og at de ikke ser noget lys for enden af tunnellen, så længe besættelsen opretholdes.

Strømmen af pro-besættelses artikler er en del af en stor pr-offensiv som har til formål at bevise, at der ikke er et reelt alternative til fortsat USA tilstedeværelse. Hvis denne mur af desinformation for lov at fortsætte, vil fortalerne for fortsat besættelse vinde debatten i medierne.

Tilbagetrækning er ikke sandsynlig før mange flere borgere rundt omkring i verden kan se alternativer til besættelse. Elise Boulding, fredsforsknings grand old lady har udtalt. At det som mennesker ikke kan forestille sig, kan de heller ikke kæmpe for. Det vi ser, er besættelsen og dens frygtelige følger, derfor engagerer borgerne sig i dette.

Dialog – ikke en tilbagetræknings og glemmepolitik
Den værste og farligste politik på dette tidspunkt er at trække sig ud og glemme. Invationen og den fortsatte besættelse er en politisk, intellektuel og moralsk katastrofe. En tilbagetrækning, som overlader Irak til sin egen skæbne uden krigsskadeerstatning, støtte,  uden mulighed for sociopolitisk heling osv. ville blot være endnu en katastrofe.

Det mindste det internationale samfund generelt og besættelsesmagterne i særdeleshed må gøre, er at udforme en politik, som kan overbevise det irakiske folk om, at det vil tage det fulde ansvar for sine handlinger og signalere en beslutsom vilje til at erstatte og kompensere for den skade og de ødelæggelser, man har forvoldt.

Fred og forsoning kan ikke påtvinges uanset hvor gode hensigter, der ligger bag. Hvordan det bedst gøres, kan kun besluttes gennem dialog med irakere på mange forskellige niveauer, regering og det civile samfund såvel som forskellige parter i regionen. En invitation udefra og nogle fordomsfri ideer for en sådan dialog kan måske i sig selv virke som en højst nødvendig forsoningsgestus over for irakerne og andre.

Den mest relevante og visionære plan til dato er amerikansk.
Der er gjort få forsøg på at forestille sig en fremtid efter den irakiske katastrofe. De er forskellige mht. mål, såkaldt realisme, tidsperspektiv og kreativitet. Den plan, der har tiltrukket sig størst medieopmærksomhed er udformet af the Iraq Study Group. Gruppen har forsøgt at etablere en balance mellem at redde ansigt for USA og at forbedre situationen i regionen. Den var ikke stort mere end en lidt mindre høgeagtig amerikansk regeringsplan.

Trods forestillingen om en fælles forsvars og sikkerhedspolitik, har medlemmer af EU været splittet på Irakspørgsmålet under sanktionsperioden og derefter siden Tyskland og ’Frankrig nægtede at tiltræde den amerikansk ledede invasion i 2003.

Det er bemærkelsesværdigt, at besættelsesmagterne ikke havde nogen ide om hvad de skulle gøre efter deres invasion, mens Frankrig og Tyskland ikke havde nogen ide om et alternativ til invasionen. Hverken Rusland, Kina, FN’s generalsekretær eller nogen andre har fremlagt ideer eller visioner endsige konkrete planer, som kunne fremme en international debat om dette for verdenssamfundet mest betydningsfulde fredsopbyggende projekt

Der er interessant, at langt den intellektuelt mest tilfredsstillende og visionære plan er udviklet af det demokratiske medlem af kongressen, Dennis Kucinich og forelagt for Repræsentanternes Hus den 28 februar 2007.

Det kommer formentlig ikke som nogen overraskelse, at denne i sandhed fredsorienterede præsidentkandidat, søn af en kroatisk lastbilschauffør og tidligere borgmester i Cleveland, ikke har fået den store opmærksomhed i USA og stort set er ukendt i Europa

Grundlæggende minimumskriterier for en langsigtet fredsplan.
En fremtidig politik for Irak må opfylde nogle minimumsstandarder, herunder

1. Være i overensstemmelse med international lov. Hverken diktatorer eller krigsforbrydermistænkte skal kunne gå fri

2. Omfatte et bredere perspektiv på Irak som en del af Mellemøstkonflikten

3. Sætte mennesket i centrum: bygge på respekt, værdighed, fairness, forsoning, menneskelige behov, og mindske frygt.

4. Fremme demilitarisering af Irak, regionen og den internationale tilstedeværelse

5. Udtrykke virkeligt partnerskab, upartiskhed og god vilje og på den måde overbevise irakerne om, at dette ikke er en ny besættelse i forklædning

6. Signalere en sådan beslutsomhed og vilje til at afsætte ressourcer og forblive hjælpsomme i så lang tid, det tage at overbevise irakerne om at vi gør noget til deres fordel – ikke vores

7. Bygge på dialog med alle parter, herunder de forskellige modstandsgrupper, og seriøst involvere det civile samfund i forhandlinger.

8. Respektere landets territoriale integritet og suverænitet. Herunder dets selvindlysende ret til helt og holdent at kontrollere nuværende og fremtidige indtægter.

9. Være helt og fuldt i overensstemmelse med de normative rammer under FN’s charter og en større international forpligtelse til at skabe fred med fredelige midler i Mellemøsten.

10. En fortolkning af Menneskerettighedserklæringen og andre bestemmelser, som tillader at såvel forbrydelser begået af Saddam Husseins regime som af det internationale samfund kan blive fuldstændig efterforsket, herunder menneskerettighedskrænkelser forårsaget af 12 års økonomiske sanktioner.

TFF’s 10 punktsplan for fred i og med Irak
Denne plan anvender udtrykkeligt ord som demokrati, fred og forsoning. Den refererer også til den irakiske regering. Vi er smertefuldt opmærksomme på, at de fleste irakere opfatter ord som disse som i høj grad misbrugt af vestlige magter og den siddende regering som en marionetregering. Vi tror imidlertid, at disse ord kan og bør bruges på en ægte måde og ”regering”  henviser til et organ valgt af og blandt det irakiske folk.

1: At trække udenlandske tropper, lejesoldater og baser ud og bringe besættelsen til ophør
Irak hverken husede eller var under indflydelse af Al-Qaeda eller nogen anden terroristorganisation før invasionen. Den nuværende tilstedeværelse af terroristbevægelser og andre aktører, som bekæmper besættelsen er for størstedelen et resultat af den amerikanske invasion og tilstedeværelse i Irak siden marts 2003. Ved at spille forskellige grupper ud mod hinanden har bevægelsen fremprovokeret en borgerkrigslignende situation som ikke er historisk typisk for Irak og ikke lå i kortene på tidspunktet for invasionen. Sunni og shiamuslimer havde simpelt hen ikke så stor modvilje mod hinanden at den aktuelle konflikt og vold kunne være opstået uden besættelsen
I takt med at besættelsen fortsætter har irakere forvoldt megen skade på andre irakere. Dette vil det sandsynligvis tage lang tid at hele. Situationen har også tiltrukket ikke-irakiske kriminelle elementer, som sandsynligvis ikke uden videre vil trække sig tilbage til hvor de kom fra. Selvom dette kan være meget alvorligt, er der overordnet set mere fornuft i at tro, at tilbagetrækning af udenlandske tropper til føre til en reduktion snarer end en øgning af volden især hvis en række parallelle foranstaltninger tages, mens tilbagetrækningen finder sted.

Irakere er først og fremmest irakere og identificerer sig først derefter med andre kategorier. Iraks historie er fyldt med politisk vold, statskup osv, men der har aldrig været borgerkrig.

Meget vil imidlertid afhænge af hvordan overgangen fra besættelsen til en ny international mission bliver organiseret.

Hvorfor skal de udenlandske baser og private militære entreprenører også trækkes tilbage?

1. Fordi de er fysiske udtryk for amerikansk tilstedeværelse og interesse i olie.

2. De vil sandsynligvis fremprovokere terrorangreb og vil blive opfattet af naboer som provokerende.

3. De blev etableret tidligt som en del af besættelsen.

4. De kan meget vel blive opfattet som noget, der blev godkendt af den nuværende irakiske regering, men der stilles af mange irakere seriøse spørgsmålstegn ved, om den nuværende regering er andet end en marionet for USA

Og der er mere, som må trækkes tilbage: militært materiel, miner, forarmet uran og andet militært affald. Dagens Irak er overstrøet med årtiers militært affald. Besættelsestropperne har forurenet landet i en sådan grad, at der er et stort behov for militær oprydning, herunder seriøse bestræbelser på at rydde op efter brugen af forarmede urangranater, samt destruktion af oliespild osv. i områder som fx det historisk enestående Babylon.

2: Respekter Iraks suverænitet og territoriale integritet og reducer den amerikanske ambassades rolle.
Der er for mange simplificerede opfattelser af Irak. En af dem er, at der grundlæggende er tre grupper, og at kurderne lever i nord, sunnierne i midten og shiitterne i syd. Sådanne faktuelt ukorrekte synspunkter har fået mange til at forestille sig en deling af Irak. Et forslag i den retning af ”blød deling” stammer fra the Brooking Institution. (7)

Det internationale bidrag til at hele Irak i fremtiden må have som mål at hele Irak som en enhed, ikke som tre dele. Hvis en deling kommer – og det kan blive hårdt og næppe blødt – må det være op til irakerne selv at beslutte det. Med en kompleksitet, der i forbløffende høj grad ligner det tidligere Jugoslavien, vil ingen ikke-forhandlet deling blive fredelig. (8)

Mange observatører ser den amerikanske ambassade som den, der de facto regerer Irak i dag. Det er den største noget sted og nogensinde i historien med samme areal som Vatikanet. Den har kostet 600 mio USD og vil få en stab på 4.000, hvoraf halvdelen skal arbejde med sikkerhed og efterretning. Mens den irakiske regering vil få en vis handlefrihed, vil den afgjort ikke kunne træffe vigtige beslutninger, som ville stride mod Washingtons langsigtede fundamentale strategiske og økonomiske interesser.  (9)

Heldigvis har amerikanske politikere kritiseret ambassaden og det, den signalere illustreret af denne udtalelse i Los Angeles Times: ”De forlader ikke Irak i lang tid, sagde Hashim Hamad Ali”, en anden vagt, som kaldte bygningskomplekset for ”et symbol på undertrykkelse og uretfærdighed”.

3: Etabler en international fredsbyggende mission for Irak under FN’s ledelse
Dette vil ikke blive blot endnu en FN mission. Det vil være en fundamentalt ny type og udtryk for verdenssamfundet (ikke de få vestlige regeringsledere, som opfatter sig selv som ”det internationale samfund), der mødes i et respektfuldt partnerskab med Iraks folk og en ny demokratisk regering.

3.1: En bredt sammensat mission med partnere som fx Den Arabiske Liga, OSCE, EU, OIC, AU, GCC, samt NGO-ere

3.2: Sammensætning: 15% robust militær under FN kommando som udtrykt i FN’s charter + 25 % politi, + 50% civil administration og andre inden for det civile-humanitære område, i alt måske mindst 100.000.

3.3: Intet militært personel fra lande, der har deltaget i besættelsen.

3.4: En lav andel fra vestlige kristne dele af verden.

3.5: Et klart og dækkende mandat.

3.6: Finansiering, der dækker mindst 5 år fra starten

3.7: FN med de facto kontrol med dets partnere, og med begrænset indflydelse fra en hvilken som helst medlemsstat

Dette vil uden tvivl blive den største FN mission nogensinde. Den må være tilstrækkelig stor og struktureret på en måde, så den kan udføre opgaven, men ikke så stor, at irakerne føler, at det er en ny besættelse.

Denne nye tænkning er skabt ud fra en overbevisning om at de økonomiske sanktioner, diktaturet, tidligere krige, invasionen og besættelsen tilsammen har resulteret i en historisk enestående ødelæggelse af liv og velfærd for det irakiske folk og deres fremtidsudsigter.

Missionen fokuserer derfor først og fremmest på det menneskelige, socio-psykologiske, kulturelle og andre ”bløde” dimensioner af konflikt, krig og terror. Den bør omfatte forsoning og tilgivelse, menneskelig heling, naboskab, genopbygning, skoling, sundhed, psykisk heling – landet har hundredetusinder af klinisk traumatiserede mennesker, især børn og unge – og ville kunne styrke det civile samfund generelt.

En sådan FN mission ville skabe en ny balance mellem de sædvanlige ”letvægts” menneskeorienterede elementer og den traditionelle missions sværvægtere som militær, jura, institutionsopbygning, fysisk genopbygning, lån og andre fysiske dimensioner.

Filosofien er simpel: Vold gror ud af frygt, had, uløste konflikter, ydmygelse og dette ikke at blive hørt osv. Som det er set i dusinvis af andre langvarige konflikter, fx i Palæstina, Afghanistan, Angola, Østtimor, tidligere Jugoslavien og Columbia, er der få muligheder for at en missions sværvægtselementer lykkes, uden at der gøres noget ved disse grundlæggende menneskelige årsager til volden.

Alle Iraks 26 mio. borgere lider i et omfang, der ikke er oplevet i moderne tid. 2007 er 2 mio. flygtet inden for landets grænser og over 2 mio. er flygtet ud af landet, især til Syring og Jordan. Der er al mulig grund til at antage, at enhver fremtidig mission først og fremmest må sigte på menneskelig og social heling gennem samarbejde, respekt og partnerskab med befolkningen. Og den må i sin egen struktur og funktion bygge på de værdier, den ønsker at fremme.

Den foreslåede internationale mission er ”tung” på den civile side, fordi det altid skal huskes at Irak har mistet ikke blot én, men to generationer mht. uddannelse, sundhed og velfærd. Og det har mistet dets store middelklasse på grund af drab, herunder planlagte mord, sanktioner og brain drain.

De økonomiske sanktioner har resulteret i omkring 1 million færre irakere i dag end der ellers ville være. Krigen og dens efterveer har til dato kostet adskillige hundrede tusinde liv. Krigene med Iran og Kuwait medførte utænkelige menneskelige tab og anden ødelæggelse af samfundet og dets muligheder.

Omkring halvdelen af Iraks borgere er børn og unge under 16. Derfor må en genopbygning af Irak fokusere meget stærkt på at styrke de unge, at genopbygge uddannelsesinstitutioner i Irak og i udlandet. Skoler og universiteter i udlandet bør tilbyde stipendier og anden støtte samtidig med at det sikres, at irakere vender hjem igen efter deres uddannelse og træning.

Endelig bør en sådan mission rådgive og støtte den irakiske regering i mange akutte spørgsmål, fx. at skabe to nye organer med egen finansiering og uafhængige bestyrelser:
a) genopbygnings- og udviklingsråd ledet af irakiske professionelle og teknokrater støttet af missionen og relevante internationale organer;
b) et nationalt sikkerhedsråd, som har opsyn med og koordinerer forsvar, indenrigsforhold, efterretning og national sikkerhed.

4: Annullere Iraks gæld.
23 juli 2007 blev det annonceret, at 45 stater havde besluttet at annullere 140 mia USD af Iraks gæld. Ifølge nogle kilder udgør dette en fuldstændig eftergivelse af landets gæld, der var anslået til 130 mia. USD i 2003. Da det meste af gælden var såkaldt odiøs gæld optaget af den irakiske regering før invasionen uden samtykke fra befolkningen, er det kun fair at det irakiske folk ikke skal betale Saddams regninger som ”the Iraqi Jubilee Now” udtrykker det på sin website. Denne gældseftergivelse vil gavne folket, men også hele regionen, da det tillader en hurtigere irakisk genrejsning. (11)

En fredsplan må sikre, at disse 45 lande faktisk står ved deres løfter i fremtiden

5: Kompensere Irak for sanktioner, krigen og besættelsen
Mens der har været utallige artikler og analyser af USA’s omkostninger til Irakkrigen, er der ingen estimater af omkostningerne for det irakiske samfund, herunder menneskelige, fysiske, mentale og kultur ødelæggelser.

Destruktiviteten og brutaliteten af 30 års diktatur, 12 år med historiens mest brutale økonomiske sanktioner og besættelsen på mere end 4 år rejser spørgsmålet: hvordan kan de mest ansvarlige lindre i det mindste symbolsk den forurettelse forårsaget af denne ødelæggelse? Dette har ikke noget at gøre med humanitær bistand eller udviklingshjælp eller hjælp til at irakere kan vende tilbage til deres hjem. Det handler om krigs- og sanktionsskadeerstatning.

Irak accepterede FN’s sikkerhedsråds resolution 687, som gav Irak det finansielle ansvar for skader forvoldt under invasionen af Kuwait. Efterfølgende blev FN’s kompensations kommission (UNCC) dannet og der blev indgivet krav på 350 mia. USD fra regeringer, selskaber og personer. Midler til disse betalinger kom fra en 30 % andel af Iraks olieindtægter i Oil for Food programmet.

Et lignende arrangement burde etableres for dem, der har spredt død og ødelæggelse i Irak og over dets folk i så mange år. Specielt burde USA og UK acceptere deres særlige ansvar for ødelæggelsen af Irak. Dette kan – men behøver ikke – beregnes i detaljer gennem krav fra Irak; Det ville kræve et kæmpemæssigt bureaukrati og års arbejde. I stedet kunne det tjene til forsoning og tilgivelse, hvis besættelsesmagterne frivilligt tilbød krigsskadeerstatning som en engangssum i størrelsesordenen 250 – 500 mia USD.

6: Sikre at Irak genvinder sin fulde suverænitet over sine olieressourcer og olieindtægter.
Olie er uundværlig for Iraks udvikling. Det er den vigtigste ressource, som rigtigt administreret kan sikre langsigtet overlevelse og velfærd for landet og dets befolkning. Dette forudsætter at Irak genvinder fuldstændig suverænitet over sine olieressourcer og at indtægter fra olieeksport uden nogen former for fradrag går tilbage til Irak. Det bør naturligvis respekteres af alle, hvis en virkeligt demokratisk valgt regering engang i fremtiden vælger at indgå andre aftaler på dette område.

At genvinde sin suverænitet over sin eneste livsvigtige ressource kræver at en hvilken som helst aftale påtvunget af den amerikanske administration efter marts 2003 bliver erklæret ugyldig. (12)

7: Gøre Mellemøsten til en zone fri for masseødelæggelsesvåben.
Det glemmes alt for ofte at både FN’s Sikkerhedsråd og Generalforsamling for længst har insisteret på at Mellemøsten skal være en zone fri for atomvåben og masseødelæggelsesvåben. (13)

Det har altid været uholdbart og uretfærdigt som Vesten at have en politisk dobbeltstandard: En for Isrsael og en for andre lande i regionen. Det er simpelthen ikke troværdigt og har aldrig været det, og det forbedrer ikke sikkerheden for Israel selv, da Israels nukleare våben er det vigtigste argument for at andre skaffer sig præcis den samme prestigeposition. Således vil alle, regionen selv og verdenssamfundet blive et mere sikkert sted, hvis FN’s resolutioner blev respekteret. Derfor bør en demontering af alle nukleare og masseødelæggelsesvåben i hele regionen iværksættes under passende kontrol og inspektion. Se mere under pkt. 10

8: At etablere en sandheds- og forsoningsproces, offentlig undskyldning fulgt af dialog og tilgivelse.
Den socio-psykoloigiske vold, som millioner af irakere har lidt under, glemmes ofte i medierne og den offentlige debat, fordi den er usynlig sammenlignet med omfanget af de fysiske ødelæggelser. Behovet for heling blandt irakere og mellem Irak og de lande, som har forvoldt skade på deres tilværelse og samfund kan simpelthen ikke overvurderes. Dertil kommer, at de millioner, som lider psykologisk fx af klinisk traumatisering har en menneskeret til at modtage hjælp. Deres problemer kan forårsage fremtidig vold og et umådeligt had, hvis der ikke gøres en massiv indsats med den bedste menneskelige ekspertise, der er til rådighed.

Irak har i lighed med andre langvarige konflikter behov for en proces og muligvis en kommission eller et anden passende institutionelt arrangement for at sikre, at en større sandhed om deres samtidshistorie kommer frem og registreres, og at ofre derved kan få et vist mål af anerkendelse og sympati.

Hvis der var en vestlig leder, som havde den nødvendige civilkurage til offentligt at udtrykke sin beklagelse over ja endog undskylde den frygtelige ødelæggelse forvoldt mod det irakiske folk og ville udtrykke det direkte over for dem, ville det uden tvivl være et stort skridt i retning af forsoning og tilgivelse. Det ville fjerne i det mindste nogle af argumenterne for en fremtidig terrorisme mod Vesten. 

Vi kan ikke forvente at irakerne eller andre i Mellemøsten vil tilgive alle for sanktioner og besættelsesår uden at blive inviteret og opmuntret til at gøre dette af i det mindste en af gerningsmændene. Der er mange eksempler i menneskets historie på at statsmænds beklagelse og undskyldning har fået ofre til at tilgive, og derved har åbnet en vej til en bedre fremtid og samarbejde. Sådanne eksempler må studeres, så man kan lære af dem i tilfældet Irak.

Endelig er der den kulturelle forsoning. Den vil ikke komme i stand før de enestående skatte fra Iraks museer og historiske steder bliver tilbageleveret. De er essentielle for irakernes historie og identitet, men også for hele den vestlige kultur. At stjæle dem og bombe moskeer og monumenter fratager mennesker deres identitet og værdighed.

9: At organisere mellemfolkeligt samarbejde og udveksling mellem civilsamfund
Regeringer kan ikke alene råde bod på hvad de har gjort galt. Det er afgørende, at mulighed for mellemfolkeligt samarbejde bliver undersøgt og nye veje prøvet. Kvalificerede læger, sygeplejersker, psykologer, socialarbejdere, ingeniører osv. udefra bør få lejlighed til at arbejde i Irak, når en ny type af FN-ledet mission er på plads. Stipendier må stilles til rådighed for unge irakere, som har mistet så mange år på grund af sanktionerne og krigen – men også for vestlige studenter og civilsamfundsorganisationer, så de kan tage til Irak for at arbejde sammen med irakere.

Efter Anden Verdenskrig blev internationale arbejdsbrigader organiseret for at hjælpe med at genopbygge Jugoslavien. Noget lignende kunne arrangeres for Irak – derved kunne arbejde udføres, hvor der er behov for mange hænder, og der er ikke nogen mere overbevisende måde, hvorpå man kan vise, at omverdenen ønsker fred med Irak og dets folk.

Som et første skridt, før sikkerhedssituationen tillader det, kunne mange virtuelle redskaber tages i anvendelse til fremme af mellemfolkelig forståelse: YouTube. Facebook og internet TV kunne anvendes intensivt og som e-learning, men midler må tilvejebringes for unge mennesker med iværksætterånd til at skabe sådanne rum for menneskelig udveksling og gensidig læring. 

10: At organisere en langsigtet regional konference, der skal arbejde hen imod en gennemgribende ordning for hele regionen, herunder dets to nøglekonflikter, Irak/Vesten og Palæstina/Israel.
Mellemøsten er allerede en af de mest militariserede regioner i verden. Bush administrationens plan til 60 mia. USD om at bevæbne udvalgte lande imod den påståede trussel fra Iran er endnu engang baseret på en komplet misforståelse af, hvordan man skaber fred og stabilitet. EU, Rusland og andre parter herunder den internationale offentlighed burde udtrykke deres opposition imod dette initiativ.

 Det mest relevante initiativ for fred, som kunne tages under FN auspicier, kunne være at indkalde til en regional konference – med regeringer, regionale organisationer og civilsamfunds organisationer sammen – om fred, sikkerhed og udvikling i Mellemøsten

Den må omfatte alle og ikke lukke døren for nogen aktører. Den ville blive multidimensional og kunne integrere både udvikling, sikkerhed, jura og menneskerettigheder, fred og forsoning.

Den kunne modelleres efter den historisk vigtige OSCE proces fra midten af 70-erne, som blev så nyttig i afviklingen af den kolde krigs blokke.

Målet med den kunne omfatte:
1. Vedtage en gensidig ikke-aggressions erklæring sammen med alle deltagende regeringer

2. Genbekræfte etableringen af en zone fri for masseødelæggelsesvåben i regionen i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsrådsresolution 687/1991

3. Vedtage en konvention om civile, menneskelige og minoritetsrettigheder for alle i regionen, måske med en domstol eller et tribunal med dømmende myndighed

4. Enighed om at alle nukleare energiprogrammer skal være under international kontrol

5. Enighed om at destruere eksisterende lagre af WMD og fjernelse af farligt materiel under international overvågning

6. Tilrettelægge elimineringen af enhver fremmed militær tilstedeværelse i regionen

7. Diskutere en OSCE- og EU inspireret vision for hele regionen

En sidste overvejelse: Professionelle konfliktløsningsmetoder.
Mens alle disse emner er vigtige, må den fundamentale betydning af professionelle konfliktløsningsmetoder understreges. (14)

En ansvarlig diplomatisk proces må bygge på et formidlende land, en organisation eller gruppe af individer – eller en kombination af disse – som har omfattende ekspertise vedrørende området så vel som erfaring og kendskab til konfliktanalyse, medieringsteknikker og ikkevolds konfliktløsning, en medierings facilitet, som kan betragtes som upartisk og værende i stand til at forholde sig empatisk til alle sider. Og ingen mediator vil lykkes med mindre specialister med ekspertise og erfaring i sådanne metoder inddrages i et rådgivende team.

Den nuværende situation i Irak, Palæstina og andre dele af Mellemøsten er simpelt hen ufortjent for befolkningerne der, men især er den uværdig for et oplyst internationalt samfund.

Dette fredsforslag skal ses som en opmuntring ja en moralsk appel til at tænke konstruktivt på hvordan der kan skabes fred i og med Irak og Mellemøsten. Den er udviklet på basis af et fast tro på, at fred er mulig. Men tilsvarende stærk er dens underliggende antagelse, at fred kun kan opnås hvis alle aktører, regeringer, internationale organisationer og civilsamfund er villige til at lægge gamle tilgange og metoder bag sig og gøre ting på nye måder.

http://www.transnational.org/Area_MiddleEast/2007/TFF_Iraq_Peace_Plan.html