Jeg husker stadig den meget spændte stemning, der herskede i landet i marts 2003, hvor vi stod over for at skulle i krig. Især husker jeg Ole Sippels udsendelse om Irak, hvor han ikke lagde skjul på Saddam Husseins undertrykkelse, men hvor han også tydelig fortalte, at irakerne var et stolt folkefærd, som ville løse deres problemer selv. Jeg kan også huske, hvilken reaktion, Ole fik på sin udsendelse. I stedet for at lytte til en gammel klog mand, der havde rejst i Mellemøsten en hel menneskealder, kastede det borgerlige Danmark over ham, og kaldte ham en sur gammel antiamerikansk og dermed også antidansk mand. Der var nogle, der oven i købet ville afskedige ham fordi han sagde det han mente var sandheden.

Jeg undrede mig ligeledes over det store antal borgerlige jurister, der med stor lidenskab fastholder, at et menneske er uskyldigt indtil andet er bevidst. Disse jurister havde åbenbart ingen problemer med at afsige dødsdommen over repræsentanter fra et land (Er det ikke det, krig drejer sig om.) på baggrund af nogle formodede mistanker, som på ingen måde viste at holde i byretten.

Mange borgerlige politikere har sagt, at de støttede krigen, men de erkender, at amerikanerne har gjort mange fejl, som er medvirkende årsag til det kaos, Irak befinder sig i nu. Det lyder imidlertid som en rigtig dårlig begrundelse. Man vidste jo, at man skulle gennemføre krigen med amerikanerne, men hvor meget gjorde man for at undersøge, hvor meget og hvordan amerikanerne forberedte krigen? Det virker som om, at man gjorde meget lidt. For hvis man havde gjort det, ville man nok have fået mere koldsved på panden.

Danske politikere og militærfolk burde vide, at amerikansk militær har to ansigter. Det ene er det pæne, demokratiske, som overholder Geneve-konventionerne. Det andet er det grimme, som har bekæmpet demokratiske bevægelser i især Latinamerika med metoder, som er systematiske brud på disse konventioner. Det er tydeligt, at de danske politikere ikke fik nogen garantier for, at amerikanerne kun ville bruge de pæne metoder og ikke de grimme.

Krigen blev tabt allerede de første dage. Med de amerikanske tropper kom horder af uromagere, som plyndrede løs i Irak lige meget om det var kulturskatte eller undervisningsministeriet. Det var ikke en spontan reaktion fra et undertrykt folk, men en reaktion styret af det amerikanske militær. Siden hen kom andre alvorlige fejl og de danske politikere burde vide, at de udsatte danske soldater for en alvorlig risiko, hver gang amerikanerne gjorde en fejl. Men man fortsatte som om intet var hændt.

De mange løgne, fortielser og myter har været med til at få krigen igennem Folketinget gennem 4 år, men de har også været med til at ødelægge den danske hær. I dag flygter officererne fra forsvaret, så det snart ikke kan leve op til de forpligtelser, som politikerne gerne vil give dem. De flygter, fordi soldater godt ved, at det kan være en ære at dø for en ædel sag, men at en soldat der dør for en løgn er en idiot.

I stedet for at alle disse borgerlige mennesker udviste selvransagelse efter mange års fordrejelser af virkeligheden, kaster de sig med fråde om munden over Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun udtaler sig noget firkantet om situationen i Irak. Det kan godt være, at hun giver støtte til Danmarks fjender, men dem der har ansvaret for at vi har fjender, som har dræbt danske soldater er nu engang de borgerlige politikere, der har løget sig til en krig, der ikke har ført noget godt med sig.

Bent H. Jørgensen
Park Allé 67
9800 Hjørring
Skjelbo@has.dk