Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Fire år er gået siden Bush' berømte erklæring "mission accomplished" på dækket af hangarskibet USS Abraham LIncoln. Siden har det vist sig, at missionen ikke var helt afsluttet. Var der et alternativ til invasionen af Irak, og hvad kan man lære om konfliktbegrænsning og fredsudvikling
Uger og måneder inden krigen overhovedet startede arbejdede britiske og amerikanske organisationer intenst på detaljerede planer til lederne af US og UK for at løse problemerne med Saddam Husseins styre uden en militær invasion
Disse planer omfattede bl.a. følgende:
Etablering af en FN inspektionsstyrke til at overvåge de forfatningsmæssige ændringer og skridt hen imod et flerpartistyre, som regimet påstod var undervejs
Etablering af TV og radiokanaler, der uafhængigt af regimet kunne formidle information til irakerne
Beskyttelse af regime-modstandere og udlandsirakere, der ønskede at vende hjem
Ikke-militær støtte til oppositionsgrupper
Bindende aftaler med sanktionsmuligheder, der skal forhindre levering af våben til grupper i Irak
Effektiv grænsekontrol med sanktionsmuligheder til forhindring af voldelige sammenstød mellem oppositionsgrupper
Øget efterretningsvirksomhed for at fremskaffe information om omfang og kvalitet af den interne opposition
Med disse forholdsregler ville det uden tvivl have taget længere tid at afslutte regimet end iværksættelse af en omfattende militær aktion. Men de ville have resulteret i færre civile tab, få materielle ødelæggelser og intet af det nuværende bitterhed og had imod besættelsesstyrkerne. Ikke-militær støtte til fremme en flerparti-stat kunne muligvis have skabt grundlag for en regeringsduelig irakisk opposition
Denne vurdering er baseret på en undersøgelse af vellykkede regimeforandringer: Ferdinand Marcos styre i Philipnerne i 1986, Tilbagevenden til demokrati i Chile efter Augusto Pinochet i 1990, Afslutningen på apartheit-regimet i Sydafrika i 1994, ændringerne i Østeuropa i 1989.
Ingen af disse ændringer skete af sig selv. De var resultater af årelang kapacitetsopbygning, træning i ikke-vold og udvikling af et civilt samfund, der var i stand til at overtage magten. Tragedien i Irak er, at det end ikke blev prøvet.
Læs hele artiklen i Open Democracy