17. december 2002, altså tre måneder før den famøse folketingsdebat, der gik forud for beslutningen om at sende Danmark i krig, modtog regeringen et åbent brev fra en række organisationer og enkeltpersoner, hvori man appellerede til regeringen om at sikre sig det bedst mulige grundlag for en beslutning om, hvorvidt Danmark skal støtte en eventuel krig mod Irak

I brevet oplistes 16 mulige problemer som følge af en eventuel militær intervention. I dag kan vi konstatere, at alle de i brevet nævnte problemer er nu indtruffet – blot i en katastrofalt større målestok, og vi har endnu ikke set enden på den historie.

Læs det åbne brev her >>>

Anders Fogh er ikke i stand til at drage den nødvendige lære af krigen, som helt enkelt er, at man skal overholde internationale konventioner og FN’s charter.

Det har Preben Wilhjelm skrevet et essay om i Information, hvor han gennemgår optakten til krigen og det folkeretslige grundlag – eller mangel på samme. Desuden de særlige danske begrundelser for at gå i krig. Regeringen vidste fra en FN-rapport, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak, og derfor optræder den specifikke begrundelse ikke i Beslutningsforslag B 118, selvom netop masseødelæggelsesvåben spillede hovedrollen i den to dage lange debat forud for beslutningen om at gå i krig. Dette billige prokuratorkneb er regeringen hidtil sluppet uskadt fra at bruge.

Læs hele Preben Wilhjelms artikel her >>>

Bo Elkjær har i Ekstrabladet fulgt krigen og dens optakt. Blandt andet har han dokumenteret, hvad regeringen faktisk vidste om masseødelæggelsesvåben, før Danmark besluttede at gå med.

Læs ”Truslen, der blev væk” >>>

Anders Fog var ikke interesseret i at følge opfordringen i det åbne brev om at sikre et seriøst beslutningsgrundlag, før en eventuel krigsdeltagelse. Ifølge Berlingske Tidendes Ole Bang Nielsen, satte han kikkerten for det blinde øje og undlod at lytte til centralt placerede diplomater og embedsmænd. ” Statsministeren havde gjort sin holdning klar. Og i den slags situationer kan vi lige så godt holde mund,« sagde en centralt placeret kilde i Udenrigsministeriet om Irak-beslutningen.

I en kronik i Berlingske Tidende den 25. marts 2003, skrev Fogh: »Beslutningen (om at deltage i USAs invasion i Irak, red.) er baseret på en nøgtern analyse af Danmarks langsigtede sikkerhedspolitiske interesser(...). Danmarks sikkerhed er bedre garanteret af en supermagt i Nordamerika end af den skrøbelige og besværlige magtbalance mellem Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

Så skidt med den internationale retsorden og samarbejdet i EU som grundlag for en dansk sikkerhedspolitik…?

Læs Ole Bang Nielsens artikel her >>>

En statsminister, der er ansvarlig for en af danmarkshistoriens største udenrigspolitiske fadæser, overtrædelse af internationale konventioner og FN’s charter burde ikke have held til at slippe for at stå til ansvar.

Se også dette lille interview med Dick Cheney fra 1994. Han havde nogle knaldgode argumenter for at holde fingrene fra Irak - dengang...