Det er desværre ikke kun klimaet, der er gået i selvsving. Det er debatten og den politiske proces så sandelig også. Politikerne er nødt til at lytte til eksperter, så der går lidt videnskab i politikken. Men der er desværre også gået politik i videnskaben.

Vores hjemlige Bjørn Lomborg er et af de bedst kendte eksempler. Med en kynisk tilgang til problemerne og en dybt kritisabel statistisk behandling af klimadata formåede han en overgang at gøre sig voldsomt populær i dele af den borgerlige fløj i Danmark. Men i USA går bølgerne om muligt endnu højere. Her har Bush-regeringen gennem længere tid været under beskydning for at have censureret i klimaforskernes resultater. Senest er en gruppe forskere under NASA gået i gang med at gennemgå forskningsresultater fra de seneste år, for at afdække evt. undertrykte forskningsresultater.

Den globale opvarmning er en realitet. Det er kun omfanget af den, forskerne diskuterer og undersøger. November 2006 udgav den britiske regering så Sir Nicholas Sterns analyse af den globale opvarmnings mulige økonomiske konsekvenser. Præcist hvad ingen har lyst til at læse. Det er blevet til en rapport med astronomiske beløb i. Og den kan naturligvis diskuteres, for de regnestykker han prøver at lave, er jo umådeligt svære. Prognoser der går 50 år ud i fremtiden. Men hans konklusion er egentlig positiv: Det vil være økonomisk rentabelt at gøre noget ved den globale opvarmning nu. Eller det bliver i hvert fald dyrt at vente. Meget dyrt.

Alligevel har ”skeptisk miljøbevidsthed” som bl.a. markedsført af Bjørn Lomborg bidt sig fast i folks bevidsthed. Lad os afvise de indvendinger, der oftest fremføres som en slags argumenter imod de, der ønsker en mere aktiv miljøpolitik.

Skeptiske miljøbevidsthed

”Det menneskelige bidrag til atmosfærens CO2-indhold er lille i forhold til det samlede indhold.”

Det kommer selvfølgelig an på hvad man mener med ”menneskeligt bidrag” og ”lille”. Men atmosfærens indhold af kuldioxid har ligget mellem ca. 200 og 300 ppm (ppm er den engelske forkortelse for milliontedele) svingende omtrent i takt til istiderne. En ændring på 100 ppm tog ca. 100.000 år. Naturens egen produktion og henlæggelse var i balance.

Industrialiseringen medførte en eksplosiv vækst energiforbrug – baseret på afbrænding af fossile brændstoffer. Det vil sige, at vi har grebet ind i klodens kulstofcyklus; har gravet og pumpet det henlagte kulstof op af jorden, brændt det af med udledning af CO2 i atmosfæren til konsekvens. På bare ca. 100 år er atmosfærens indhold af CO2 steget fra ca. 270 ppm til ca. 380 ppm. Niveauet er højere end nogen sinde inden for de seneste 650.000 år.

Teoretisk set kunne denne stigning jo skyldes noget andet. Et hidtil uset naturfænomen. Der er bare ingen, der har haft fantasi til at forestille sig hvad det skulle være for et. Og gad vide hvor den CO2, vi har udledt, så er blevet af?

”Når vejrudsigten knapt nok holder en uge frem i tiden, hvordan kan de så påstå, de kan udtale sig om vejret over perioder på 50, 100 eller endnu flere år?”

Her sammenlignes æbler med pærer. Vejrudsigten laves af meteorologer, og tager højde for utallige lokale geografiske forhold. Om det bliver regnvejr eller måske frostvejr der hvor man bor, afhænger af mange ting – afstand til havet, afstand til skove, højde osv. Overordnede vejrtendenser som f.eks. global klimaforandring og opvarmning er derimod klimatologi.

Det vil helt sikkert blive koldere nogen steder på grund af den globale opvarmning. Det kan f.eks. meget vel blive tilfældet her i Skandinavien. Vi kan nemlig takke Golfstrømmen, der fører varmt vand fra troperne til Nordsøen, for vores milde klima, og den er man bange for vil aftage drastisk i takt med at Nordpolen og Grønlands indlandsis smelter.

”Man har kun målt temperaturer systematisk i moderne tid, og de svinger op og ned fra år til år. Hvorfor så gå så højt op i ganske små gennemsnitlige temperaturstigninger.”

For det første har man rimelig præcise data for både temperaturer og atmosfærens CO2-indhold for de sidste mange, mange tusinde år. Det har man kunnet udlede fra fossile fund, aflejringer i jordbund og ikke mindst målinger i iskapperne. Jo dybere et lag i polernes iskapper man graver ned til, jo længere tid siden er det isen blev dannet. Derved kan man måle fortidens klima.

For det andet er temperaturstigningen omend endnu overskuelig, så signifikant. Altså: selv om temperaturen stadig svinger op og ned lige så uforudsigeligt som vejrudsigten, er der en tydelig gennemsnitlig stigning. Man begyndte at måle temperaturerne systematisk for ca. 150 år siden, og de 10 varmeste år i den periode er alle forekommet inden for de seneste 12 år.

”Historien beviser at fremtidens teknologi vil løse vores problemer. Lige som nutidens teknologi løste fortidens problemer.”

Historieskrivning beviser ingen ting. Vores teknologiske historie tyder på, vi vil opfinde mange nyttige ting i fremtiden. Vi vil utvivlsomt gøre mange opdagelser, der kan modvirke eller afhjælpe konsekvenserne af klimaforandringerne. Men grundlæggende er dette en tro eller en forhåbning, ikke noget man blindt kan stole på.

Samtidig skal vi jo også huske, at med langt de fleste opfindelser følger uforudsete bivirkninger. CFC-gasser gav os f.eks. billigere og bedre køleskabe, men en årrække senere opdagede man at de også lavede hul i ozonlaget. Og drivhuseffekten selv skyldes jo bl.a. privatbilismen, men i sin tid så man jo kun fordele i at kunne køre rundt hvor det passede en. Så lige så meget som vores teknologiske historie tyder på, at opfindere om 10 år løser nutidens problemer, tyder den samtidig på, de samme opfindelser vil skabe nye problemer om 20 år.

”Miljøbevægelserne forudsiger altid Dommedag. Jorden er ikke gået under endnu. Hvorfor skal vi tro på dem nu?”

Det er muligt der har været falske alarmer. Men ingen har sagt, jorden skulle have været gået under allerede grundet global opvarmning. Omvendt bliver vi ofte stukket blår i øjnene af teknologi-optimister. F.eks. mente man at ”den grønne revolution” ville udrydde sult, men det blev mildest talt ikke udfaldet af at udbrede brugen af sprøjtemidler, kunstgødning og traktorer. Det er bare svært at spå om fremtiden. Og som også nævnt tidligere, så forudså videnskaben at CFC-gasserne ville lave hul i ozonlaget – men det tog alligevel 10-15 års debat førend vi fik industrien til at holde op med at bruge dem.

En endnu bedre sammenligning er med vores katastrofe-beredskab i det hele taget. De flest vil gerne bo i nærheden af en brandstation, og selv om vi betaler til den over skatten, har vi ikke noget imod, brandbilerne rykker ud til en masse falske alarmer. Det er først hvis de ikke rykker ud til en rigtig brand, vi synes noget er galt. Hvorfor ikke se med samme syn på mulige miljø- og klimakatastrofer? Hvis ikke klima-videnskaben og miljøbevægelserne kom til at give et par falske alarmer, var de for forsigtige.