Teorien om at volden i Irak kan mindskes, hvis man sender flere soldater, er vidt udbredt. Desværre er den en illusion. Virkeligheden ser anderledes ud, og den vil med voksende styrke vis sig i de kommende måneder.

Teorien bygger på den forestilling at en by plages af vold fra ekstremister eller kriminelle. Derfor går amerikanerne og de nyuddannede irakiske styrker ind i byen for at kvæle volden. Hvis disse militærstyrker er tilstrækkelig store, vil de før eller siden få overtaget over oprørerne. Når roen er genoprettet, kan styrkerne så trække sig ud igen. På den måde vil Irak efterhånden blive pacificeret, blot politiet og de militære enheder har den nødvendige styrke

I de to år fra efteråret 2004 til efteråret 2006 voksede de irakiske styrker fra 40.000 til 130.000, mens de amerikanske styrker lå konstant på 140.000 mand. I samme periode er angrebene fra oprørerne vokset fra 50 til 150 om dagen, mens antallet af bilbomber og vejsidebomber er fordoblet. Altså samtidig med at de militære styrker er vokset med 90.000 mand, er angrebene fra oprøreres side blevet optrappet voldsomt. Hvordan hænger det sammen?

Forklaringen er desværre, at amerikanske tropper ikke kvæler volden. Tværtimod, de skaber den. Billedet af amerikanske styrker, der går ind i en by plaget af vold for at genoprette ro og orden passer ikke. Nir Rosen beskriver i sin bog ”The Belly of the Green Bird” situationen sådan: Byer som Tal Afar og Ramadi har generelt været fredelige uden amerikansk tilstedeværelse. De styres af lokale ledere i samarbejde med lokale guerillakæmpere. Oprørerne organiseret i bevæbnede militser fungerer som politi og sørger for håndhævelse af loven – inklusive de fundamentalistiske religiøse love, som er udbredt i sunni og shia-områderne.

Disse byer anerkender ikke den irakiske regering eller den amerikanske besættelse, og når amerikanerne derfor forsøger at udrydde oprørernes militære ledere, eksploderer byen. Når amerikanske tropper kører ind i gaderne og forsøger at arrestere eller dræbe lokale militsledere, bliver de mødt af oprørernes vejsidebomber og snigskytter for at forhindre USA i at kontrollere deres by.

Når de amerikanske tropper igen forlader byen, genoprettes den gamle orden, hvor oprørerne igen spiller rollen som det lokale politi, men byen er præget af de nylige krigshandlinger, en endnu værre økonomiske krise og stigende vrede. Jo mere de amerikanske styrker forsøger at udøve den form for kontrol, des værre bliver volden. Flere soldater vil blot resultere i mere vold. Myten om ”mere” er livsfarlig.

Disse kampe slutter først, når USA holder op med sit forsøg på med militær magt at kontrollere de irakiske byer

Myten om “mere” anvendes også på situationen I Bagdad, hvor det antages, at flere militære styrker i Bagdad vil resultere i mindre sekteriske vold.

I en stort anlagt fælles amerikansk/irakisk operation, “Operation Together Forward” skulle den sekteriske vold i Bagdad bekæmpes. Seks måneder efter at operationen startede, er antallet af angreb i Bagdad steget med 26% og antallet af dræbte indbragt til byens lighuse er firedoblet. Iflg New York Times er volden vokset ud af kontrol. Og hvorfor?

Til daglig tager de religiøse militser sig af opretholdelse af ro og orden. De dirigerer trafikken, arresterer eller straffer kriminelle, afgør uoverensstemmelser mellem lokale indbyggere. De beskytter lokalsamfundet mod udefra kommende trusler, angreb fra etniske modstandere samt amerikanske eller irakiske militærenheder.

Sadr City, et stort Shia slumkvarter kontrolleres af Muqtada al Sadr’s milits, Mahdihæren. Den har holdt bydelen fri for selvmordsbomber og vejsidebomber. Da de amerikanske tropper så lukkede byen med checkpoints ved alle indfaldsveje og indledte jagten på Mahdihæren, forsvandt Mahdihæren fra gaderne. Men amerikanerne var ikke i stand til at sørge for ro, orden og sikkerhed, og resultatet var, at bydelen ikke længere var beskyttet mod terrorangreb fra sunni-grupper. Det kom hurtigt til at koste 215 livet, mens 257 blev såret.

Amerikanerne går ind, jager den lokale milits værk fra gaderne og baner vejen for mere sekterisk vold, bilbomber og dødspatruljer

Ifølge Nir Rosen er både Bush og premierminister Maliki irrelevante i Irak. Ingen af dem har nogen indflydelse. Maliki har ingen milits, der er værd at tale om. Bush har en milits, men den er fuldstændig lost. Den kontrollerer ikke andet end det gadehjørne den står på i et givet øjeblik.

Der er i dag 10 – 12 bystater i Irak: Bagdad, Kirkuk, Basra, Amara, Ramadi. De er adskilt fra hinanden, og kontrolleres hver for sig af deres egne militser. I Bagdad, er det Muqtada al-Sadr og hans Mahdihær, der har magten At forestille sig at amerikanerne vil kunne få kontrol med Irak er ren teori

Den hårdnakkede modstand mod det amerikanske styre er rettet mod de mål, der lå bag invasionen, nemlig at installere et regime i Irak, som ville acceptere en militær alliance med USA, en udenrigspolitik, som var vendt mod Iran og Syrien og en økonomisk politik, der via et ”frit marked” ville bane vejen for amerikanske multinationale selskaber.

Jo længere USA tøver med at trække sig ud, des værre vil det gå. USA må opgive sit forsøg på at dominere de vigtige oliestater i Mellemøsten.

Denne artikel bygger på en artikel på Tomdispatch skrevet af Michael Schwartz, Professor i Sociology på Stony Brook University, Han har udgivet en række bøger, bl.a.” Radical Protest and Social Structure” og ”Social Policy and the Conservative Agenda”. Han skriver til utallige internetsider, bl.a. Tomdispatch.com, Asia Times, Mother Jones.com, and ZNet.