Modernetider.dk - http://www.modernetider.dk
Mellemøsten mangler vand
http://www.modernetider.dk/articles/34/1/Mellemoslashsten-mangler-vand/Side1.html
Benno Hansen
Bor i København. Uddannet som hortonom. Skriver om biologi, GMO, økologi, bioinformatik, fodbold m.m.m. 
af Benno Hansen
Publiceret på 06/10/2007
 
Mellemøsten mangler vand – og højest uheldigt for freden ligger der højt eftertragtede vandressourcer ved grænserne mellem Israel, Libanon og Palæstina.

Mellemøsten mangler vand
Mellemøsten mangler vand – og højest uheldigt for freden ligger der højt eftertragtede vandressourcer ved grænserne mellem Israel, Libanon og Palæstina. Der er selvfølgelig utallige grunde til krigene og besættelserne mellem Israel og dets naboer.

Historiske grunde, terroraktioner fra forskellig side, nationalistiske, religiøse osv. Men måske har de bare være undskyldninger for den virkelige grund: adgang til vand?

Ifølge en rapport fra Den Arabiske Liga samt en palæstinensisk vandforsyningsekspert, stammer så meget som to trediedele af Israels forbrug af vand fra de besatte områder Vestbanken, Gaza, det sydlige Libanon og de syriske Golan-Højder. Områder man har holdt besat siden 1967.

Desværre er det ikke sådan, at de nævnte områder har rigeligt med vand at tage af. Men Israel pumper ikke mindre end fire femtedele af de tilgængelige vandforsyninger op af de palæstinensisk områder. Palæstinenserne skal ansøge Israel om lov til at anlægge nye vandboringer – på deres egne områder – men får dem sjældent.

Mens de indhegnede og bevogtede bosættelser nyder et frodigt, grønt planteliv kæmper palæstinenserne en brav kamp for at holde liv i deres landbrug og olivenplantager. Oliventræet stammer fra det område, og Palæstina har stadig verdens ældste levende eksemplarer. Mange har dog måttet lade livet for bulldozere, der rydder ”sikkerhedszoner”. Og flere steder slår den omdiskuterede ”sikkerhedsmur” nogle omveje omkring vandboringer inde i palæstinensiske territorier.

Israel har været i regulær krig eller det der ligner med Libanon (eller militser i Libanon) flere gange. I bjergene under grænsen mellem landene løber underjordiske floder, og hver gang én part holder bjergene besat, beskylder den anden part besætteren for at foretage underjordiske sprængninger, der ændrer flodernes løb. Seneste krig mellem Israel og den libanesiske Hizbollah-milits var ingen undtagelse. Israel holdt ikke det sydlige Libanon besat særlig længe, men man trak sig ikke længere tilbage end til disse vandressourcer. I samme stil har man bygget en dæmning tæt ved våbenhvile-grænsen til Syrien, hvilket hindrer vand i at løbe fra Golan-Højderne og ind i Syrien.

Hvad kan vi danskere overhovedet gøre ved den slags problemer? Har du særligt kendskab til situationen i mellemøsten eller andre steder med begrænset vandforsyning hører vi gerne fra dig på hejdanmark.dk.

FAKTA
Vestbanken og Gazas undergrund kan levere 850 millioner m3 drikkevand årligt – men palæstinenserne får kun brugt 120 millioner m3, da resten ledes ind i Israel.

Det er blevet anslået at ca. 300.000 palæstinensere er døde af banale sygdomme som følge af bl.a. dårlig vandforsyning siden besættelsernes begyndelse.

En gennemsnitlig jødisk bosætter i de besatte områder bruger ikke mindre end syv gange så meget vand som en gennemsnitlig palæstinenser.