Björk sked på scenegulvet, dengang hun som totalt ukendt sangerinde fik lov at spille i Ungdomshuset. Helt ærligt – så burde Danmark da have bevare huset!?

Ja, ja – det kan lyde en kende naivt. Til en af støttekoncerterne i december måned 2006 spillede Savage Rose i salen på Jagtvej 69. Annisette Koppel sang Kringsatt av Fiender så nakkehårene rejse sig og flere hundrede mennesker stod hensat i benovelse. Men på Internettet støder man selvfølgelig straks på et forarget udsagn:

”Ja, hvad er mere velvalgt end at lade en varm tilhænger af det totalitære albanske diktatur, Annisette Koppel synge en sang af stalintilbederen Nordahl Grieg for at fejre kampen mod retssamfundet.”

Folk som ham bag ovenstående citat har momentum. Og held til at føre “kulturkamp” mod alle mulige helt almindelige danske ting og sager. Men er der virkelig en pointe i, at Ungdomshuset repræsenterede ”en kamp mod retssamfundet”? Fronterne blev i hvert fald trukket op og bølgerne gik højt når sagen blev diskuteret.

De autonome volds-romantikeres fæstning
Hætterne. Det sorte tøj. Arbejdhandskerne og styrthjelmene. Grafittien og de knuste ruder. Taler alt dette ikke sit eget sprog? Men ”volds-romantikeren” – findes han virkelig? Der fandtes i hvert fald ”en kamp mod Ungdomshuset”. Og nogle af krigerne var borgerlige politikere. Som led i deres projekt om at indsamle skyts mod målet Jagtvej 69 bad de politiet om en vurdering:

”Der har i en lang årrække ikke været problemer mellem de unge og politiet. Der kan være en episode i ny og næ, men det er ikke anderledes, end hvad vi ser andre steder i byen.”
– Politidirektør Hanne Bech Hansen, d. 20. oktober 2006.

Den vurdering kunne så åbenbart ikke bruges, og blev arkiveret lodret på Rådhuset. Men hvad så med gadekampene d. 16. december 2006? Efter dem udtalte en håndfuld lokale til f.eks. TV2 og Lokalavisen for Nørrebro og Nord-Vest at ”nu kunne de ikke støtte Ungdomshuset længere”. Således bl.a. en vis Christian Bondorff – men denne er også talsmand for Nabo-netværk imod Ungdomshuset, og har faktisk gennem lang tid svinet stedet til efter bedste evne. Hvilket jo i og for sig er fair nok, hvis han virkelig aldrig har kunnet lide stedet – men en kende manipulerende at melde ud, demonstrationen fik ham til at skifte mening.

”De fik kun lov til at forlade Ungdomshuset, så vi kunne indkapsle dem” – Flemming Steen Munck, Københavns politi, d. 16. december 2006 i kommentar til Ekstra Bladet.

Men hvis det er tilfældet, så er beslutningen om at angribe demonstrationen og anholde demonstranterne jo blevet truffet temmelig tidligt. Inden evt. flaskekast, grafitti eller hærværk. Velsagtens udelukkende på baggrund af formodningen om, at nogle af demonstranterne ville være maskerede. Hvilket de så også var. Dumt kan man måske sige. Så selv om maskerings-forbuddet vel er til for at forhindre anden kriminalitet, blev det altså politiets anledning til at indlede den fysiske konfrontation.

På en måde kan man sige, at hele konflikten blev udtrykt i sit eget lille mikro-kosmos d. 16. december. På den ene side samfundet, der i mindre og mindre grad accepterede Ungdomshusets punkermiljø, og dermed i stigende grad marginaliserede dem. På den anden side de i stigende grad marginaliserede punkere fra Ungdomshusets miljø, der ikke ønskede at indordne deres kultur. Til sidst var miljøet så tilstrækkeligt marginaliseret til at der var basis for gadekampene i december 2006. Et miljø der havde hætter som kendemærke og som måske tiltrak personer, der rent faktisk var interesserede i volden?