- Home
- Udland
- Latinamerika
- Hugo Chavez og pressefriheden
Hugo Chavez og pressefriheden
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 05/31/2007
- Latinamerika
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Se alle artikler Ebbe LauridsenNu er den gal igen. Hvad har Hugo Chavez gang i? Er diktaturet a la Fidel Castro på vej til Venezuela? Vestlige medier slår alarm. Human Rights Watch, Medlemmer af EU Parlamentet, USA’s senat ja selv Chile's kongres har fordømt lukningen af RCTV, der er Venezuela's ældste private TV station.
Lad os se på fakta: RCTV er ikke lukket. Chavez har ikke forlænget stationens tilladelse til at bruge det nationale sendenet. Stationen kan fortsætte som hidtil blot nu via kabel og satellit. Spørgsmålet er i virkeligheden: Hvorfor ventede Chavez så længe. Lige siden han i 1998 blev valgt til præsident, har stationen arbejdet aktivt på at fælde ham. Det er OK og i overensstemmelse med pressefriheden. Spørgsmålet er imidlertid, om stationen overskred også denne grænse ved at deltage aktivt i et kupforsøg mod ham i 2002. Det er i hvert fald det, han nu bruger som begrundelse for at skride ind over for stationen.
Under kupforsøget spillede RCTV en yderst aktiv rolle med misinformation, propaganda og undertrykkelse af information, der ikke passede kupmagerne. Som bekendt endte kuppet som en fiasko, og havde en TVstation handlet på samme måde i USA eller for den sags skyld i Europa, var ledelsen blevet sat bag lås og slå. Det skete ikke i Venezuela. Den kunne ufortrødent fortsætte sin anti-chavez propaganda – indtil nu.
Mere end 80 procent af Venezuelas tv- og radiostationer er ejet af store private selskaber. Ifølge New York Times har det medført en situation, hvor selv de bedste nyhedskanaler er domineret af Chavez-kritiske synspunkter.
Næsten alle aviser er privatejede. Pressen har fuld frihed til at rapportere og udtrykke meninger uden myndighedernes indblanding. Det siger sig selv, at ingen journalister er blevet fængslet endsige straffet for at udtrykke kritiske synspunkter.
Så måske skulle man lige klappe hesten, før man hopper på den limpind, der her er lagt ud. Hvem trækker i hvilke tråde`- og hvorfor?
